5 ting du skal overveje, inden du sælger til en kæde

Tandlægebladet har spurgt tre revisorer med indsigt i tandlægebranchen, hvad man som klinikejer skal være opmærksom på, hvis man vil med i en kæde. Der er tale om overordnede overvejelser, og en beslutning bør altid bero på en konkret vurdering i samspil med ens rådgivere, understreger de tre revisorer.

1.

Hjælp til administration eller mere kontorarbejde?

En af fordelene ved at gå med i en kæde er støtte til HR, IT og tandlægefaglig support. Men da flere af kæderne er i opstartsfasen, er personalet ikke på plads endnu. Spørg derfor ind til, præcis hvilke personer der skal ansættes, hvad de kan hjælpe med, og hvor de geografisk placerer sig, lyder rådet fra revisorerne.

– Det er ikke til stor hjælp at have en HR-medarbejder i København, hvis du selv holder til i Løgstør. Så kommer du formentlig til at holde MUS-samtalerne selv alligevel, siger revisor Kai Møller fra Aros, som samtidig pointerer, at tandlæger kan få nye administrative opgaver i en kæde, som de ikke havde før. Det kan fx være løbende afrapporteringer om omsætning til kæden.

2.

Hvem bestemmer i hverdagen på klinikken?

Du afgiver suverænitet, når du går med i en kæde. Fx kan kæden stille krav om personalesammensætning, udstyr eller stoletimer. Derfor bør du stille meget konkrete spørgsmål til, hvem der har det afgørende ord helt ned i detaljen. Kan du fx tage dit personale med på den årlige ryste-sammen-tur til Paris, alt betalt af klinikken? Må du købe en ny unit, hvis den gamle er ved at være slidt? Du skal under alle omstændigheder forberede dig på, at hverdagen ikke bliver som før.

- Kædernes mål er at skabe fortjeneste, og det kommer klinikkerne til at mærke i form af en styring oppefra i større eller mindre grad. Så tandlægerne skal ikke forvente, at de kan fortsætte, som de altid har gjort, lyder det fra revisor Sten Peters fra Deloitte. Han understreger samtidig, at hvis en kæde bliver solgt til en ny ejer, kan det ændre spillereglerne på klinikken igen.

3.

Tjener du mest i en kæde eller ved at beholde din klinik?

Svaret afhænger af, hvilken model kæden arbejder efter, hvor længe du bliver i kæden og ydre faktorer, som fx konkurrencen om patienter. Det kan i nogle tilfælde være en god forretning for den enkelte, men ifølge de tre revisorer, som Tandlægebladet har talt med, er der også risiko for at tabe penge i en kæde set i forhold til at beholde klinikken. Hvis omsætningen fortsætter nogenlunde stabilt, kan du stå i en situation, hvor klinikkens overskud lagt sammen over en årrække overhaler det, du har tjent på et salg til en kæde indenfor samme årrække (salgspris plus årligt vederlag). Og da overskuddet havner i din egen lomme, hvis du beholder klinikken, kan det altså være en bedre forretning, især hvis du har planer om at fortsætte længe som klinikejer.

4.

Investorerne vil tjene penge. Lev med det!

Kapitalfonde og private investorer går ind i tandlægebranchen for at tjene på deres investering. Derfor skal man som klinikejer være helt afklaret med, at man kan komme i situationer, hvor kæden fx stiller krav om øget omsætning pr. patient eller lavere omkostninger på personalesiden. Det kan give faglige og personlige konflikter, hvis man ikke på forhånd har accepteret præmissen, siger revisor Kai Ambrosius fra Redmark.

– Investorerne vil tjene penge, og det er helt legalt. Men det kommer til at præge arbejdet på klinikkerne. Hvis man ikke kan leve med det, skal man nok ikke gå med i en kæde, siger Kai Ambrosius.

5.

Får du din investering igen?

Nogle kæder tilbyder, at klinikejerne kan investere i kæden, fx en del af salgssummen. Det kan være attraktivt, hvis de nuværende kædeejere formår at sælge til en kapitalfond. Men der er ingen garanti for, at et salg lykkes. Samtidig skal kæden bruge de første år på at bygge organisationen op, ansætte folk og købe nye klinikker, hvorfor der kan gå lang tid, før kæden skaber overskud til de tandlæger, som har investeret. 

 

Læs også:
Kæderne klar til kamp

De 5 største kæder lige nu

"Jeg forstår ikke frygten for kæderne 

"Jeg frygter, hvad der sker, når kæderne sælges videre