"Det har kostet tårer at sige farvel til faget

Skuldersmerter ændrede alt for den i dag 50-årige Anita Degn Larsson. I år kan hun sammen med 82 andre tandlæger fejre 25-års jubilæum som tandlæge. Tandlægebladet har bedt hende og fire andre fra hendes hold se tilbage på de 25 år som tandlæge.

CAND.ODONT.
Fire nyuddannede cand.odont'er til dimissionsfest i 1991. Anita Degn Larsson står yderst til højre.
Foto:
Privat eje

Det føltes, som om jeg fik luft under vingerne, da jeg flyttede fra Jylland til København for at starte på Tandlægeskolen. Jeg kan stadig huske følelsen af at cykle rundt i byen og langsomt lære den at kende. Jeg startede på studiet halvanden måned senere, og den første dag står stadig klar for mig. Året var jo 1986, så det var noget med nogle store skulderpuder, en blå skjorte og en lang hvid frakke udover. Jeg var rystende nervøs og kendte ikke et øje. Og der stod vi så, ude foran Panum, og skulle direkte på rustur. Jeg havde så mange sommerfugle i maven. Men jeg fandt mig faktisk hurtigt til rette på studiet, og vores hold blev også hurtigt ret fasttømret. Vi havde en god kemi, og selvom vi var meget forskellige, var der plads til de forskelligheder. Jeg tror egentlig bare, vi var stolte over hinanden og venskabet, vi byggede op. Venskaber, der, nu 25 år senere, stadig holder ved. 

Det var dødsvært, da jeg blev sygemeldt, for hvad skulle jeg nu?

Anita Degn Larsson

Jeg har altid skøjtet videre, når jeg stødte på problemer. Pyt, tænkte jeg, og så kom jeg videre. Men lige pludselig gik det ikke mere. Det startede med, jeg fik skuldersmerter. Jeg havde min egen klinik, men smerterne var så store, at det stod klart, at jeg måtte prøve noget andet. Helt tilfældigt så jeg en stilling som produktchef for Plandent. Jeg søgte den, og så fik jeg den! Det gik meget hurtigt, og pludselig var jeg ikke tandlæge, men produktchef.

Jeg havde været tandlæge i 20 år, da jeg skiftede spor, og som en anden cirkushest skulle jeg ud og lære nye tricks. Altså helt nye tricks. Vi tandlæger har en smal faglighed, så det var en stor mundfuld at skulle lære om markedsføring og salgsstrategier. Men det var også spændende, og jeg fik lov at lære en masse om de produkter, jeg før ”kun” havde arbejdet med.

Mit råd til mit unge jeg:

At jeg skal tage pauser og huske at trække vejret ordentligt og lære at sige pyt. Og at man godt må sige nej. Verden går ikke under af den grund. 

Der gik et par år, før det gik op for mig, at drømmen om at være tandlæge var slut, og i kombination med andre store udfordringer som modermærkecancer og problemer på hjemmefronten kulminerede det hele, og jeg gik ned med stress i 2013.

Det var dødsvært, da jeg blev sygemeldt, for hvad skulle jeg nu? Jeg havde savnet tandlægefaget, men jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne arbejde på fuldtid som tandlæge, og at fortsætte som produktchef i Plandent var heller ikke det optimale for mig. Så  det endte med, at jeg blev enig med Plandent om, at jeg arbejdede som konsulent for dem to dage om ugen, og så søgte jeg et ottemåneders vikariat i børnetandplejen i København, som jeg fik. Jeg var super glad for min tid i børnetandplejen, og min skulder kunne nogenlunde holde til det.    

Jeg er stadig tandlæge, når folk spørger, hvad jeg laver. Men jeg praktiserer ikke længere, tilføjer jeg. Det er en identitet. Den holder jeg fast i. I dag er jeg Professional Service Manager for GC Nordic. Jeg arbejder fire dage om ugen, og jeg ville egentlig gerne lave tandlægearbejde den sidste dag. Jeg har nøgle til min gamle klinik, hvor jeg har fået lov til at behandle familiemedlemmer, men det kniber med at nå det. Jeg kan stadig drømme om at have en hverdag på klinikken, men virkeligheden fortæller mig noget andet.

Det har kostet tårer at sige farvel til faget, og for 25 år siden havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle være der, hvor jeg er nu. Men det er en rolle, jeg befinder mig godt i. Jeg får lov til at nørde med faget, og jeg nyder at arbejde med materialer og alt det andet, som hører til jobbet som Professional Service Manager, og så møder jeg heldigvis stadig kollegaer og venner på tandlægekonferencer. 

 

Årgang ´91 - hvordan gik det dem?

I år kan i alt 83 tandlæger fejre 25-års jubilæum. Men hvordan er det gået dem? Og hvordan udfolder arbejdslivet sig for en tilfældig årgang af tandlæger? Tandlægebladet har talt med fem af jubilarerne fra Tandlægeskolen i København. 

 

Se også:

"Jeg købte simpelthen den forkerte klinik"
"Vi blev bare hængende"
"Jeg elsker min enkeltmandspraksis"