"En god følelse at være med til at opfinde noget, folk efterspørger"
Flemming Brandt har beskæftiget sig med opfindelser hele sit liv. Seneste skud på stammen er et nyt sugehoved til tandklinikker, som er i gang med at blive sat i produktion. Det var støvsugeren derhjemme, der gav ham idéen.
Selv om Flemming Brandt egentlig er gået ”sådan lidt på pension”, som han selv formulerer det, er der ikke meget slumretæppe, stavgang eller seniorklub over det liv, den 71-årige tandlæge fra Nyborg har. Dels arbejder han stadig 1-2 dage om ugen som tandlæge med speciale i kirurgi og implantater i en privat praksis i Ringe. Dels er han, som han har været i snart mange år, fortsat i gang med at opfinde og udvikle instrumenter og hjælpemidler, som tandlæger, tandplejere og klinikassistenter kan have gavn af i hverdagen på klinikken.
FLEMMING BRANDT
Arbejder 1-2 dage som tandlæge
National og international sales director, Ate Medico.
Opfinder og udvikler af hjælpemidler til tandlæger – bl.a. et nyt kirurgisk sug med navnet Multiflow, en ny matrice til opmåling, arbejdslys med stemmestyring, indbygget kamera og bevægelsessensor og en mere fleksibel hærdelampe.
– Mine idéer kommer, når jeg i mit arbejde oplever, at de ting, jeg har i hænderne, ikke fungerer optimalt og gør det svært at opnå et godt behandlingsresultat. Så tænker jeg, at man må prøve at lave noget, der er bedre, fortæller Flemming Brandt.
Har altid været opfinder
Han har altid været lidt af en opfinder og har brugt sin tandlægefaglighed ved flere lejligheder. Allerede for en del år siden udviklede han en ny form for matricer, fordi han oplevede nogle formmæssige mangler hos dem, som han brugte. Seneste nye påfund er et sugehoved, der er mere behageligt for patienter at have i munden, fordi det ikke suger sig fast i tungen eller ganen. Samtidig kan det spare klinikpersonalets håndled for en masse vrid. Det var støvsugeren derhjemme, som inspirerede Flemming Brandt til det nye sugehoved. Hvis støvsugeren suger sig fast i et tæppe, kan man løsne grebet ved at åbne for lufttilførsel på støvsugerstangen. Undertrykket mindskes, og støvsugeren slipper taget i tæppet. Samme princip kan overføres til suget hos tandlægen. Løsningen blev et cirkelrundt sugehoved med tre sugeriller, så der altid er fri luftpassage. Princippet vil ifølge Flemming Brandt også kunne bruges udenfor tandlægestolen. Således er den fynske tandlæge i gang med at udvikle nye sug, som kan bruges på operationsstuerne på hospitalerne. Suget er endnu ikke sat i produktion, men rygtet om det nye hjælpemiddel har spredt sig.
– Tandplejerne på min klinik spørger hele tiden, om det ikke snart bliver til virkelighed. Og jeg har også hørt flere kirurger give udtryk for, at det er et produkt, de godt kunne bruge. Det er en god følelse at være med til at opfinde noget, folk efterspørger, siger Flemming Brandt. Når en idé skal føres ud i livet, beskriver Flemming Brandt sig som god til at skrue ting sammen og skille dem ad igen.
– Men jeg har altid haft brug for hjælp til at få lavet de rigtige tredimensionelle tegninger, som man jo skal have med, når man skal præsentere sin opfindelse for potentielle investorer. Her har jeg en god ven, som er fænomenal til det, og så sætter vi os ned over en øl, hvor jeg forklarer, og han tegner, siger Flemming Brandt.
Mine idéer kommer, når jeg i mit arbejde oplever, at de ting, jeg har i hænderne, ikke fungerer optimalt
FLEMMING BRANDT
Udfordringer med medikoindustrien
I processen med at få sat opfindelserne i produktion har Flemming Brandt haft visse udfordringer. – Da jeg i sin tid henvendte mig til forskellige firmaer for at komme videre med at få min matrice gjort til virkelighed, oplevede jeg, at medikoindustrien var en svær størrelse at arbejde sammen med. Nogle af de erhvervsledere, jeg har mødt, er ikke specielt innovative og tør ikke tage chancen med en lille tandlæge som mig, der kommer med en idé, fortæller han. Men nu er det lykkedes Flemming Brandt at indgå i et tæt samarbejde med Ate Medico, som er et mindre dansk medikofirma. Her har han endda fået titlen som national og international sales director.
– Jeg skal præsentere vores idéer både her i Danmark og i udlandet. Det er meget givende som opfinder og iværksætter at komme ud og vise de konkrete resultater af sin indsats og få respons fra potentielle købere, siger Flemming Brandt, som regner med at fortsætte som idémager i mange år fremover.
– Det har aldrig været svært for mig at finde tid til at opfinde og udvikle mine idéer. Nu, hvor jeg ikke har min klinik mere, skal jeg i hvert fald nok få tid, for det kræver tid at være opfinder, og du skal også være villig til at investere nogle penge.
3 TIPS TIL ANDRE MED EN IVÆRKSÆTTERDRØM FRA FLEMMING BRANDT
- Gennemanalyser din idé, ift. hvad der findes på markedet i forvejen. Dit produkt skal radikalt kunne ændre noget hos aftagerne.
-
Inden man putter penge ind i en idé, skal man undersøge, om der ligger tidligere patenter.
-
Lad dig ikke stoppe, hvis der er nogen, der siger, du ”bare” er tandlæge.