ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Dansk forskningsnyt:

Implantatindsættelse på patienter i behandling med højdosis antiresorptiv medicin

Implantatindsættelse og abutmentkirurgi kan foretages hos cancerpatienter i HDAR, uden at der udvikles MRONJ. Det konkluderer forskere fra Afdeling for Kæbekirurgi på Rigshospitalet i en ny undersøgelse. 

Risikoen for medicinrelateret osteonekrose i kæberne (MRONJ) er væsentligt større hos patienter, som modtager højdosis antiresorptiv behandling (HDAR), end for patienter i lavdosisbehandling. Der er fremkommet flere kasuistiske rapporter om udvikling af MRONJ hos patienter i HDAR i forbindelse med implantatindsættelse. På den baggrund anbefaler man aktuelt ikke implantatindsættelse hos disse patienter. En ny undersøgelse, som forskere fra Afdeling for Kæbekirurgi på Rigshospitalet har gennemført, tyder imidlertid på, at denne behandling faktisk under de rette omstændigheder kan lade sig gøre med godt og forudsigeligt resultat. 

I undersøgelsen blev der indsat i alt 49 implantater på 27 patienter, som fik HDAR i forbindelse med cancerbehandling. 12 patienter havde fået foretaget fjernelse af tænder uden udvikling af MRONJ, syv var mindst tre måneder tidligere blevet behandlet for MRONJ, og otte fik kirurgisk behandling af MRONJ samtidig med implantatindsættelsen. Alle patienter fik pauseret deres HDAR i kortere eller længere perioder omkring operationen, alle fik bredspektret antibiotikum to dage før og 12 dage efter operationen, og alle skyllede mund med 0,12 % klorhexidin før operationen og to gange/dag indtil suturfjernelse 14 dage senere. Implantaterne var dækket af slimhinde i hele helingsperioden. Efter tre måneder blev der foretaget abutmentoperation, og efter yderligere 14 dage blev helingen vurderet. Alle patienter helede uden komplikationer. Forfatterne konkluderer, at implantatindsættelse og abutmentkirurgi kan foretages hos cancerpatienter i HDAR, uden at der udvikles MRONJ. 

Projektet har opnået støtte fra bl.a. Tandlægeforeningens Forskningsfond.

Andersen SWM, Ottesen C, Gotfredsen K, Jensen SS, Kofod T, Schiodt M. Outcome of healing after dental implant placement in patients with cancer on high dose antiresorptive medications: a prospective feasibility study. Oral Maxillofac Surg 2022. https://doi.org/10.1007/s10006-022-01042-5 [Online ahead of print].

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE