"Jeg købte simpelthen den forkerte klinik

Når én forkert beslutning kan præge 10 års arbejdsliv. 55-årige Dennis Christensen kan i år sammen med 82 andre tandlæger fejre 25-års jubilæum som tandlæge. Tandlægebladet har bedt ham og fire andre fra hans hold se tilbage på de 25 år som tandlæge.

Når livet byder sig til, må man springe til. Derfor blev jeg allerede klinikejer i København, fem år efter vi blev færdige. Men det bekymrede mig ikke, for jeg følte mig fagligt rustet til udfordringen. Jeg havde tilbragt mit jus-år i Sverige, hvor jeg havde fået masser af erfaring. Lønnen var ikke specielt god, så det var ikke det, der tiltrak mig, men jeg var sikret en samlet fuldtidsstilling ét sted, og årgangen før os havde haft gode erfaringer med Sverige. Det viste sig, at der var så meget at lave, at vi nærmest druknede. Der var ventelister på et halvt eller helt år for at komme til tandlægen. Som nyuddannet kastede jeg mig bare ud i det, og vi fik lov til det hele. Det var virkelig et jus-år, der gav god faglig erfaring.

De sidste 10 år har været afsindig hårde både økonomisk og personligt

Dennis Christensen

På et tidspunkt blev jeg træt af at sidde i bilkø. Tiden er kostbar, når man får børn, så jeg ville gerne arbejde tættere på vores hjem. Jeg fandt en klinik i Hillerød, som lå super godt og var en god og solid klinik, så den købte jeg. Hvad der så skete, havde jeg slet ikke set komme. Den tidligere ejer havde mildest talt en alternativ måde at lave tænder på. Jeg vidste godt, at han var en holistisk tandlæge, men jeg havde ingen idé om, at det var så grelt, og at det ville blive så svært. Det var utrolig sprængfyldt, og jeg mistede mange patienter. Selv om jeg gerne ville imødekomme deres værdier, så havde jeg også en faglig grænse for, hvad jeg ville være med til. Og den kunne jeg ikke gå over. Det har været en kæmpe udfordring, og i dag er hele patientmassen nærmest skiftet ud.

Mit råd til mit unge jeg:

Søg relevant rådgivning og lyt til den. Du skal tænke tingene ordentlig igennem og ikke lade dig blive forblændet af den situation, du står i. Husk at vurdere om beslutninger er de rigtige – både menneskeligt og økonomisk.

Min kærlighed til faget har været større. Jeg købte simpelthen den forkerte klinik, og de sidste 10 år har været afsindig hårde både økonomisk og personligt. Andre ville nok have solgt skidtet, men jeg havde en barnlig tro på, at det nok skulle gå alt sammen, hvis jeg bare mobiliserede alt det, jeg havde. Og det gjorde jeg så. Min far døde det år, jeg overtog klinikken, så når jeg knoklede, så gjorde jeg det for ham. Den glade Dennis forsvandt, fordi jeg hele tiden tænkte på, hvordan jeg skulle få det til at løbe rundt. Det påvirker selvfølgelig også negativt derhjemme. Min kone er heldigvis også tandlæge, så hun har kunnet sætte sig ind i frustrationerne, og vi har kunnet sparre om tingene.

Da tandundersøgelser på et eller andet tidspunkt blev kedeligt, måtte jeg finde en ny måde at udfordre mig selv på. Jeg er drevet af faglig nysgerrighed og har altid haft lyst til at udforske nye felter, og jeg var fx en af de første til at anskaffe laser herhjemme. Min inspiration har jeg ofte søgt i udlandet, fordi mange lande er langt foran os, så jeg valgte at gå i gang med en toårig masteruddannelse i implantologi ved Goethe-University of Frankfurt. De første 10 dage lærte jeg mere, end jeg havde lært de sidste 10 år. Det sparkede benene væk under mig. Det var virkelig en wow-oplevelse. Det er klart, det kostede på familiekontoen at gå i gang med sådan en uddannelse, der nærmest kan sammenlignes med en dansk ph.d. Og det var hårdt. Men belønningen kom, da jeg blev Master of Science in Oral Implantology.

 

Årgang ´91 - hvordan gik det dem?

I år kan i alt 83 tandlæger fejre 25-års jubilæum. Men hvordan er det gået dem? Og hvordan udfolder arbejdslivet sig for en tilfældig årgang af tandlæger? Tandlægebladet har talt med fem af jubilarerne fra Tandlægeskolen i København. 

 

Læs også:

"Det har kostet tårer at sige farvel til faget"
"Vi blev bare hængende"
"Jeg elsker min enkeltmandspraksis"