ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

”Vi gik fra at være ledere af en tandklinik til at være ledere af en virksomhed

Portræt af klinikejere Birgitte Mølkjær og Christina Dam-Tholstrup

Hvad gør jer til gode ledere?
– Vi er meget strukturerede i forhold til ledelse. Vi har fx et fast system for, hvornår vi holder indehavermøder, behandlermøder og personalemøder. Og så kan vi godt lide at være ledere. Det tror jeg betyder meget. Vi synes, det er sjovt. Men jeg vil ikke have, at det skal lyde for selvfedt, for der er helt sikkert en masse ting, som vi kan blive bedre til.

Hvad har I konkret gjort for at blive bedre ledere?
– Vi har deltaget i Tandlægeforeningens lederuddannelse. Det har givet os meget. Men det ligger i det hele taget til os at interessere os for ledelse. Før jeg overhovedet købte min andel af klinikken, brugte vi mange timer på at snakke om, hvad vi ville med klinikken. Vi ville være sikre på, at vi havde den samme vision. 

Hvad har lederuddannelsen betydet for jer som ledere?
– Vi gik fra at være ledere af en tandklinik til at være ledere af en virksomhed. Vi blev meget bevidste om, at vi ikke kan lede, mens vi sidder ved stolen. Vi er nødt til at afsætte tid. Både til møder med hinanden og med medarbejderne og til det administrative. Om fredagen er jeg fx færdig med min sidste patient kl. 13, men jeg går sjældent hjem før kl. 16. I det tidsrum kan jeg lave administrative opgaver, og jeg er tilgængelig for medarbejderne.

Hvordan arbejder I på at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø?
– Vi holder en visionsdag på klinikken en gang om året, hvor vi beslutter os for et bestemt fokusområde. I år er det trivsel og arbejdsglæde i hverdagen. Vores fokus er på sund livsstil, og vi har lavet forskellige ting sammen på klinikken, bl.a. løbet motionsløb og madlavningskurser. Den slags betyder meget for det psykiske arbejdsmiljø. Men det gør det daglige samarbejde med medarbejderne også. At de får ansvar, bliver hørt og inddraget i beslutningerne. 

INFO:

  • Ejere af Tandlægerne Torvet 9 i Silkeborg siden hhv. 2001 og 2012
  • På klinikken er en tandlæge (ud over de to ejere), to tandplejere, fire klinikassistenter og en elev
  • Lederuddannelse: Tandlægeforeningens Lederuddannelse

Hvad kræver det af de ansatte?
– Det kræver meget! Vi forventer, at vores medarbejdere tager ejerskab i forhold til deres opgaver og deres arbejdsplads. Vi uddelegerer, så de enkelte medarbejdere har bestemte ansvarsområder.Vi har fx en klinikassistent, der sidder med indkøb. Hun er engageret i det, som om det var hendes egen pung, hun administrerede. Hun tænker ”yes!”, når hun får en god pris på nogle varer. Det er sådan, det skal være.

Er det alle medarbejdere, der er klar til det?
– Nej, det er det ikke. Da jeg købte mig ind på klinikken, og vi begyndte at forandre tingene, mødte vi modstand. Vi var tre partnere til at starte med – vi valgte at splitte op, så vi i dag er to. Og der var også ansatte, som vi måtte sige farvel til i starten. Vi forventer af vores medarbejdere, at de engagerer sig i deres arbejdsplads, har lyst til at efteruddanne sig og udvikle sig. Vi stiller krav. Til gengæld får man også muligheder hos os, hvis man gerne vil noget.

Hvorfor tror du, at et fåtal af tandlæger føler sig godt klædt på til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø?
– Som tandlæger har vi jo ikke nogen lederuddannelse med fra Tandlægeskolen. Så vi skal selv opsøge viden og efteruddannelse og interessere os for det. Og det er jo ikke alle, der gør det. Du kan ikke være leder, hvis du sidder ved stolen hele tiden. Man må tage lederrollen på sig og prioritere det. Det tror jeg ikke ligger ligefor hos mange tandlæger.

Dårligt psykisk arbejdsmiljø på en tandklinik fører til lavere produktivitet. Kan I genkende det?
– Helt klart. Vi var igennem en turbulent periode på et tidspunkt, og det kunne da ses på bundlinjen. 

Tandlægebladet har talt med Christina Dam-Tholstrup (th).

Tips - sådan bliver du en bedre leder

Birgitte Mølkjær og Christina Dam-Tholstrup:
 

  • Sæt tid af
    Man kan ikke lede fra tandlægestolen. Sæt tid af til det administrative og lav en fast mødestruktur både ejerne imellem og sammen med medarbejderne. Gør fx brug af tavlemøder, hvor hele klinikken mødes kort foran en tavle. Alle står op, og formålet er at udveksle lavpraktiske informationer i dagligdagen.
  • Brug nøgletal
    Træk nøgletal (omsætning, belægningsgrad, antal stoletimer) en gang om måneden, og gennemgå dem med hver enkelt behandler (tandlæger og tandplejere). Hvis en medarbejder har knoklet og haft travlt i en periode, er det motiverende, at det kan ses på bundlinjen. Det bliver synligt, hvad man bidrager med.
  • Hold MUS-samtaler
    Gennemfør årlige MUS-samtaler med medarbejderne. Gennemfør i den forbindelse trivselsmålinger. Det giver et godt udgangspunkt for en snak og viser, om I er på rette vej.
  • Hav en struktureret tilgang til alt, du foretager dig
    Vigtigt med gode sparringspartnere, både indenfor faget og udenfor (kolleger, kvalitetscirkel og ægtefæller).
  • Uddan dig
    Du er tandlæge, ikke leder. Erkend det, og tag relevant efteruddannelse.
ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE