ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

13 italienske tandlæger døde med COVID-19

I Italien er 13 tandlæger og 154 læger døde med COVID-19. Det viser en aktuel kortlægning af de italienske dødstal. Samtidig viser en rundspørge fra Lombardiet, at antallet af tandlæger med en positiv COVID-19-test er mindre end frygtet. 

Tekst: Freelancejournalist Carolina Kromann Wåhlin / Foto: Shutterstock.
Dato: 09.06.2020

Det er triste tal, der møder en, når man klikker ind på hjemmesiden for FNOMCeO - en italiensk paraplyorganisation for tandlæger og læger. 

167 navne står listet

Heraf 13 tandlæger og 154 læger. Alle mænd. 11 over 67 år. Alle døde med COVID-19. 

Selvom hvert eneste dødsfald på listen er en tragedie, så rummer tallene også en positiv historie. 

Det forklarer Marco Landi, der er lokalformand for FNOMCeO i provinsen Lodi, som ligger i regionen Lombardiet, der er det område i Italien, der er hårdest ramt af COVID-19. Han er samtidig også formand for CED, Council of European Dentists, der repræsenterer over 340.000 praktiserende tandlæger i 31 europæiske lande.

– Vi kan se, at antallet af smittede tandlæger er mindre, end vi havde frygtet. Og vi må formode, at COVID-19-smittespredningen via medlemmernes arbejde har været lavere end først antaget, forklarer han via en teleforbindelse til Tandlægebladet og henviser til en aktuel rundspørge. 

Antallet af smittede tandlæger er mindre, end vi havde frygtet

Marco Landi

Værnemidler virker 
Tilbage i april, lige før infektionsspredningen begyndte at falde, sendte FNOMCeO en rundspørge ud til de knap 10.000 tandlæger, der arbejder i Lombardiet. 

Af de lidt under 4.000 besvarelser, der kom tilbage, var det kun ca. 1 % af tandlægerne, der havde haft en positiv test, og kun en 0,5 % havde været behandlet på hospitalet. Samtidig angav ca. 15 %, at de havde haft symptomer, der kunne indikere, at de havde haft COVID-19. 

– Vores undersøgelse giver det første billede af, hvor godt beskyttet tandlæger har været under pandemien, forklarer Marco Landi, men han understreger i samme åndedrag, at man skal være meget forsigtig, når man analyserer tallene pga. den usikkerhed, som de rummer. Man ved fx af gode grunde ikke, hvor tandlægerne er blevet smittet.

Overrasket over, at så få blev smittet
Men Marco Landi er alligevel overrasket over rundspørgens resultater.

– Vi kan konstatere, at vores værnemidler og hygiejnekrav har virket, og vi har været godt beskyttet, også selvom vi har arbejdet i pandemiens frontlinje, lyder det fra Marco Landi, der fortæller, at de første italienske patienter blev smittet med COVID-19 allerede i december, hvor der ikke var særligt fokus på virussen, og tandlægerne derfor arbejdede uden at tage ekstra forholdsregler. 

Vi har været godt beskyttet, også selvom vi har arbejdet i pandemiens frontlinje

Marco Landi

Netop fordi værnemidler og hygiejnekrav har vist sig effektive, så bekymrer det også Marco Landi, at flere lande i Europa mangler værnemidler til tandplejepersonalet. 

Det fremgår af CED’s seneste rundspørge blandt medlemslandene fra den 2. juni 2020. Her svarer kun ni lande, at de har nok værnemidler. Derimod rapporterer 20 lande, at de mangler værnemidler – heriblandt også Danmark, som dog svarede, at det ikke var i kritisk grad. 

 

Fakta

Halvdelen af alle COVID-19 dødsfald i Italien er sket i Lombardiet. Her er lidt over 16.000 italienere døde med COVID-19, mens lige knap 34.000 er døde i hele Italien. 

I Lombardiet er ca. 90.000 testet positive for COVID-19, mens der i hele Italien er 235.000 smittede med COVID-19. 

Der er 10.000 tandlæger i Lombardiet. I hele Italien er der 63.000 tandlæger.  

Kilder: ECDR (den 9. juni 2020), EpiCentro (de italienske sundhedsmyndigheder), CED.

Kommentarer

2 Kommentarer

Trist læsning omkring dødstal, men er der en aldersfordeling? Det angives at 11 er over 67, men hvordan ser det ud med "resten"? Og hvad med underliggende sygdomme - Fremgår de af undersøgelsen?
Kære Carsten Ja, det er triste tal. Det vi ved om de 13 er følgende: 5 ud af de 13 var over 70 år, 6 ud af de 13 var over 67 år, 2 havde kroniske sygdomme
ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE