ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Patienter med epilepsi:

5 forhold du skal vide

Der er ca. 50.000, der har epilepsi i Danmark, og næst efter hovedpine er epilepsi den hyppigste neurologiske lidelse. Epilepsi er hyppigst hos børn op til 15-års alderen samt hos voksne over 65 år. En del børn vokser fra den igen, mens ca. 65 % kan blive anfaldsfrie ved hjælp af medicin. Her er 5 forhold, du skal være opmærksom på, når du har en patient i stolen med epilepsi.

Illustration: Malene Hald

1.

Epilepsi øger risikoen for både hårdtvævs- og blødtvævstraumer, og Sundhedsloven gør det muligt for voksne epilepsipatienter at få støtte til proteser i forbindelse med tandskader efter et epilepsianfald. Spørg patienten om frekvensen og typen af anfald. Dermed kan du foretage de nødvendige røntgenbilleder i tilfælde af et traume, og det vil give vigtig viden for et fremtidigt behandlingsvalg. 

2.

Der er potentielle interaktioner mellem antiepileptika og nogle af de hyppigst anvendte præparater i tandlægepraksis. Tjek derfor altid medicin.dk eller interaktionsdatabasen.dk.

3.

Præparater som valproat og phenobarbital kan i sjældne tilfælde give medicininduceret gingival hyperplasi. Tilstanden er specielt problematisk hos børn med nedsat funktionsniveau. Det kan være nødvendigt at foretage en gingivektomi for at optimere muligheden for renhold.

Et alternativ er substitution af medicinindtaget.

4.

Vær opmærksom på, at to af de hyppigst anvendte antiepileptika (carbamazepin og lamotrigin) kan give mundtørhed.

5.

Hvis en patient får et epileptisk anfald, er det vigtigt, at du: støtter hovedet, observerer, og når anfaldet er ovre, skal patienten lægges om på siden. Du må aldrig putte noget i munden på patienten, og du må heller ikke fastholde arme og ben. Du skal tilkalde en ambulance, hvis anfaldet varer mere end fem minutter, hvis patienten er kommet til skade, eller hvis anfaldene gentager sig.

 

Kilder: Pernille Endrup Jacobsen, tandlæge, ph.d. på Tandlægeskolen i Aarhus og Epilepsiforeningen.dk

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE