ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Patienter med Alzheimers sygdom:

5 gode råd

Kommunikationen kan være en udfordring, når der træder patienter ind på klinikken, som lider af Alzheimers. Få 5 gode råd af tandlæge, Birita Ellefsen, så du og dit tandlægeteam, kan være godt forberedte.

Foto: Shutterstock

Når en patient med Alzheimers sygdom møder på klinikken, kan kommunikationen være en udfordring for tandlægeteamet. Og samtidig er kommunikationen – både den verbale og nonverbale – særlig vigtig for at opnå kooperation.

Her er 5 gode råd fra Birita Ellefsen, tandlæge, ph.d. Alzheimers sygdom er en uhelbredelig neurodegenerativ sygdom, der især rammer ældre.

Sygdommen er den hyppigste årsag til demens, og ca. 50.000 mennesker lider af Alzheimers sygdom. Typiske tidlige symptomer er svigtende hukommelse og ordfindingsbesvær, men også andre kognitive funktioner som koncentration, dømmekraft og visuelt- rumlige færdigheder svækkes i forløbet. Sygdomsprogressionen medfører også ofte personlighedsændringer og adfærdsforstyrrelser.

1. god tid og rolige omgivelser

Patienter med Alzheimers sygdom kræver ofte lidt mere tid, så vær tålmodig og nærværende, når du taler med patienten. Mennesker med Alzheimers sygdom kan have brug for lidt tid til at tænke over det, du siger. Det er derfor vigtigt ikke at forcere noget.

2. Vurder den aktuelle situation

Tilstanden for et menneske med Alzheimers sygdom kan svinge fra dag til dag. Vurder situationen og tilpas behandlingen. Hvis der er optræk til en konflikt, kan du ofte undgå den ved at skifte emne.

3. Kort information

Udtryk dig kort og præcist. Brug et enkelt og ikke for fagligt eller klinisk sprog, og anvend korte sætninger. Brug eventuelt en model eller illustration, når du skal forklare en behandling eller give en instruktion.

4. Stil enkle spørgsmål

Stil kun ét spørgsmål ad gangen og vent på svaret, før du fortsætter. Det kan være nødvendigt at gentage et spørgsmål eller en instruktion. Brug i så fald andre ord og formuleringer for at lette forståelsen. Tal altid direkte til patienten, også når der er pårørende til stede. Understøt eventuelt med konkret skriftlig information.

5. Nonverbal kommunikation

Vær særligt opmærksom på den nonverbale kommunikation (tonefald, kropssprog og mimik). Ofte kan små virkemidler lette kommunikationen, fx et imødekommende blik eller et smil. Det er vigtigt at have øjenkontakt, så patienten føler sig set og taget alvorligt. Du kan også søge accept gennem øjenkontakten. Vær så vidt muligt i samme øjenhøjde. Brug spejling, dvs. vis selv, hvad patienten skal gøre for at fremme forståelsen.

Kilde

Birita Ellefsen, tandlæge, ph.d., Afdelingen for Arbejdsmedicin og Folkesundhed, Færøernes Sygehusvæsen. Nationalt Videnscenter for demens. Alzheimerforeningen.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE