Dato: 20.11.2017
Udskriv denne side
Dansk forskningsnyt:

5.000 ppm fluorid øger fluorid- koncentrationen i spyt og biofilm

Brug af tandpasta med 5.000 ppm fluorid kan være et redskab til bedre carieskontrol, konkluderer undersøgelse. 

Tandlæger ordinerer ofte tandpasta med højt fluoridindhold (5.000 ppm) til meget cariesaktive patienter; men den hidtil eneste kliniske undersøgelse af effekten af tandpasta med 5.000 ppm fluorid har ikke kunnet påvise nogen ændring i cariesincidens.

En forudsætning for effekt er, at tilførsel af fluorid i høje koncentrationer fører til forøget fluoridkoncentration i spyt og biofilm, og en ny undersøgelse foretaget på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet, tyder på, at dette faktisk er tilfældet.

Undersøgelsen var designet som et randomiseret dobbeltblindt overkrydsningsstudie. Forsøgspersonerne var 12 kvindelige tandlægestuderende, som i tre perioder a tre uger skyllede mund med opløsninger med hhv. 0 ppm, 1.500 ppm og 5.000 ppm fluorid.

De første to uger i hver periode børstede forsøgspersonerne tænder med en tandpasta uden fluorid, og den sidste uge afstod de fra tandbørstning, så en biofilm kunne dannes. Ved afslutningen af hver periode blev der taget prøver af spyt og biofilm umiddelbart før samt 0, 10, 30 og 60 minutter efter den sidste skylning.

Fluoridkoncentrationen i spyt og dental biofilm var signifikant højere efter skylning med 5.000 ppm fluorid end efter 0 og 1.500 ppm. Forfatterne konkluderer derfor, at brug af tandpasta med 5.000 ppm fluorid kan være et redskab til bedre carieskontrol.

Staun Larsen L, Baelum V, Tenuta LMA, Richards A, Nyvad B. Fluoride in saliva and dental biofilm after 1500 and 5000 ppm fluoride exposure. Clin Oral Invest 2017; doi: 10.1007/s00784-017-2195-y. [Epub ahead of print]