“For to år siden gruede jeg for pensionsalderen. Nu tænker jeg på den hver dag

For et par år siden begyndte Jeppe Barkmanns arbejdsglæde at falde. Nu tænker han hver dag på den pension, han for bare to år siden gruede for.

Tekst: Freelancejournalist Mette Wallach / Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Jeppe Barkmann // 53 år
Tandlæge Barkmann i Hadsund 

For tre-fire år siden begyndte jeg for første gang at mærke, at min arbejdsglæde faldt. Derfra begyndte de mange myndighedskrav at snige sig langsomt ind i min hverdag for til sidst at fylde det hele.

 

Det værste er, at jeg føler, at det bliver værre og værre. Og jeg kan intet gøre ved det. Jeg er ellers en person, der ikke lader sig gå på af problemer, hvis jeg selv kan gøre noget for at løse dem. Men her er der ingen farbar vej. Vi skal jo have lavet hele samfundsstrukturen om, så vi bygger på gensidig tillid og ikke mistillid og kontrol. Det er der lange udsigter til. Derfor mister jeg troen på det.

 

For to år siden tænkte jeg første gang på, hvilke muligheder jeg havde, hvis jeg ikke længere skulle være tandlæge. Jeg tænkte først på, om jeg kunne lave om på mine pensionsordninger. Jeg gruede ellers for pensionsalderen. Jeg har altid glædet mig til at komme på arbejde, fordi jeg følte, at jeg gjorde en forskel. Nu tænker jeg på min pension hver dag.

 

De mange journaliseringsregler er især ved at drive mig til vanvid. Jeg har ikke tid til at behandle mine patienter så godt, som jeg plejede at gøre, fordi jeg er nødt til at skrive en masse nonsens,som kun har det formål at opfylde nogle regler. Da jeg startede for 20 år siden, fyldte en typisk journal 4-5 ord. Det var klart for lidt, så den er vokset i takt med behovet. I dag vil jeg vurdere, at en fyldestgørende journal fylder to linjer. Men med de nye journaliseringsregler skal den fylde fem gange så meget.

Hvis man skal gå og have dårlig samvittighed, hver gang man går på arbejde, fordi man enten ikke er en lovlydig borger eller et ordentligt menneske, så er det, at man får lyst til at blive jazzmusiker i stedet for

Men alt blev værre ved seneste overenskomst. Her følte jeg virkelig, at jeg blev styret af systemet, og at selve min behandling bliver styret af regler frem for patienternes behov.

 

Jeg har faktisk oplevet flere gange, at jeg ikke kunne behandle mine patienter på grund af reglerne. En af mine patienter havde fået kræft, og hun havde derfor et meget stort medicinforbrug. Medicinen gjorde, at hun konstant fik huller i tænderne, så jeg vurderede derfor, at hun skulle komme til behandling hver anden måned. På et tidspunkt fik hun lavet en statusundersøgelse og blev så indlagt i syv måneder på grund af kræften. Da hun blev udskrevet, skulle hun hurtigst muligt til tandlægen, men på det tidspunkt var statusundersøgelsen overskredet med to dage, og jeg måtte derfor ikke behandle hende, medmindre hun selv betalte det hele.

 

Sådan nogle ting bliver man tosset i hovedet af. Jeg fik så ondt af hende, at jeg selv betalte behandlingen. Men det må jeg faktisk ikke, så derfor bøjede jeg reglerne og snød systemet. I en situation som denne bøjer de fleste nogenlunde ordentlige mennesker reglerne, men hvis man samtidig er en person, som normalt aldrig bøjer reglerne, så får man dårlig samvittighed over for systemet. Og hvis man skal gå og have dårlig samvittighed, hver gang man går på arbejde, fordi man enten ikke er en lovlydig borger eller et ordentligt menneske, så er det, at man får lyst til at blive jazzmusiker i stedet for.

 

Bag om undersøgelsen

Hvordan påvirker myndighedskrav arbejdsglæden?

Det har Tandlægebladet spurgt om i en spørgeskemaundersøgelse i marts 2018, og som knap 1.800 tandlæger har svaret på.

Undersøgelsen viser, at det står rigtig skidt til med arbejdsglæden. Det er især klinikejerne, der er ramt, men også ansatte tandlæger i privat praksis og i den kommunale tandpleje oplever, at deres arbejdsglæde er udfordret.

Resultatet af undersøgelsen er tankevækkende ikke mindst fordi, tidligere undersøgelser har vist, at danske tandlægervar i høj trivsel.

Kommentarer