ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Månedens ydelse:

Afbud til planlagt behandling

Afbud kan være en stor udfordring for mange klinikker. Derfor er det vigtigt at kende reglerne for afbudsgebyret i tilskudssystemet. Læs her, hvordan du bruger ydelsen korrekt. 

BAGGRUND: 

Afbud kan være en stor udfordring for mange klinikker, der i forvejen oplever kapacitetsudfordringer og travlhed. Det er derfor vigtigt, at du kender reglerne for afbudsgebyret i tilskudssystemet. Det fremgår af lovgivningen, at en tandlæge/klinik, der er godkendt til at yde tandlægehjælp – altså har et ydernummer – hvortil der ydes tilskud af regionen, kan opkræve gebyr for hver udeblivelse fra aftalt behandling, hvis patienten ikke senest to timer før gensidigt accepteret aftale har meldt afbud til klinikken. 

Det betyder, at afbud til tid mindre end to timer før kan udløse et gebyr. Kernen er ”gensidigt accepteret aftale” og betyder, at begge parter har bekræftet tiden. Du kan derfor ikke opkræve et gebyr, hvis patienten ikke selv har bedt om tiden fx baseret på et aftalekort med tid til klinisk undersøgelse. Ligeledes gælder det kun behandlingen med tilskudsberettigede ydelser og ikke frie ydelser. 

Honoraret dækker afbud til tid på maksimalt 30 min. og reguleres som andre honorarer to gange årligt. 

VÆR OPMÆRKSOM PÅ: 

Hvis der er aftalt en behandlingslængde på mere end 30 min., kan du opkræve et udvidet udeblivelseshonorar. Det afregnes for hvert påbegyndt 15. minut ud over de første 30 min. Det er dog en forudsætning, at patienten har fået dette meddelt skriftligt i et behandlingsoverslag eller ­tilbud. 

For dette udvidede gebyr har patienten en lille kattelem, for hvis det er undskyldt af ”ekstraordinære omstændigheder”, kan du ikke opkræve det. Tillægsbeløbet kan maksimalt anvendes to gange, så den samlede udeblivelse dækker en times afsat tid.

Og husk: Hvis du må stoppe og ikke kan færdiggøre en påbegyndt behandling, fordi patienten afbryder forløbet efter eget ønske, er du berettiget til honoraret. Regningen skal være på det aftalte og fastsatte honorar inklusive evt. tilskud fra regionen. Der kan ikke afregnes overfor regionen for dette, og patienten må selv betale det hele. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE