ANNONCE
Annonce
Ny viden:

Alment belastede patienter kan få implantater

Der er ingen kontraindikationer for implantatbehandling, men hollandske forskere mener alligevel, at man bør være opmærksom på visse forhold. 

Hollandske forskere har i en oversigtsartikel vurderet den eksisterende viden om, hvilke risici der er forbundet med indsættelse af implantater på patienter med generelle sundhedsproblemer. Hovedkonklusionen er, at der ikke er nogen absolutte kontraindikationer for implantatbehandling; men man bør dog være opmærksom på visse forhold:

• Rygning øger risikoen for implantattab og peri-implantitis.

• Alkohol påvirker ikke i sig selv implantatoverlevelsen; men personer med stort alkoholforbrug er ofte også rygere og har dårlig mundhygiejne.

• Patienter med velkontrolleret diabetes har ikke forøget risiko for implantattab og peri-implantitis, mens det er uafklaret, om hyperglykæmi er forbundet med forøget risiko.

• Patienter med hoved- og halscancer kan have stort behov for rehabilitering med fx implantater efter kirurgisk tumorfjernelse. De fleste undersøgelser tyder dog på, at strålebehandling hos disse patienter forringer prognosen for implantatbehandling.

• Behandling med antiresorptiv medicin i lav dosis ved osteoporose påvirker ikke implantatoverlevelsen. Patienter i højdosisbehandling mod cancer har forøget risiko for osteonekrose.

• Mundtørhed er en meget udbredt lægemiddelbivirkning; men nedsat spytsekretion påvirker ikke implantatoverlevelsen, og risikoen for peri-implantitis er kun meget lidt forøget.

Forfatterne understreger, at hyppig kontrol og støttebehandling er påkrævet, hvis man vælger at behandle alment belastede patienter med implantater.

Kommentarer
ANNONCE