ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Tema:

CRISPR-systemet - at redigere gener

Foto: Shutterstock
Faglig leder Dato: 14.10.2021

Mange har hørt om CRISPR som et begreb, der drejer sig om muligheden for redigering af gener, og som kan blive fremtidens metode til genterapi, inklusive diagnostik. I Den norske tannlegeforenings Tidende og i Tandlægebladet præsenteres to oversigtsartikler om CRISPR. Den første artikel drejer sig om principperne bag metoden med eksempler på klinisk anvendelse ved genredigering. Den anden artikel går mere specifikt ind i de mulige anvendelser i klinisk odontologi.

Teknologien betegnes korrekt CRISPR-Cas, hvor CRISPR står for ”Clustered Regularly Interspaced Short Palindromic Repeats” og Cas er forkortelsen for CRISPR-associeret protein. Systemet kan bruges til at redigere i gener og er således en ”DNA-saks”. Den genetiske kode kan derfor præcist ændres ved klipning i gener og splejsning, hvorved det er muligt at flytte rundt på gener og eventuelt gennemføre erstatning med et veldefineret stykke DNA. Dette er ikke det samme som genmodificering, hvor der indsættes ”fremmede” gener i fx landbrugsprodukter (GMO). Det afgørende gennembrud ved udviklingen af dette genetiske værktøj skete i 2012 af Emmanuelle Charpentier og Jennifer A. Doudna. De modtog Nobelprisen i kemi i 2020.

Dette nye værktøj baner vejen for nye terapier for alvorlige sygdomme, som skyldes gendefekter. Teknologien kan også give hurtigere og bedre diagnostik og behandling af fx cancersygdomme og infektioner, herunder udvikling af effektive medikamenter, som muligvis vil kunne anvendes til at fjerne antimikrobiel resistens.

Inden for det orale område er der på sigt også muligheder for at forbedre behandling af caries og parodontitis ved at ændre orale bakteriers virulens overfor disse sygdomme. Der åbnes således i disse to artikler spændende visioner for fremtidens behandling af sygdom i mundhulen.   

Dette tema er kommet i stand på initiativ af videnskabelig redaktør Nils Roar Gjerdet, Den norske tannlegeforenings Tidende, og er planlagt i samarbejde med faglig-videnskabelig redaktør Nils-Erik Fiehn, Tandlægebladet.