ANNONCE
Annonce
Fire tandlæger fortæller:

Da corona vendte op og ned på alt

17. marts meldte regeringen ud, at landets tandklinikker skulle lukke for alle ikke-akutte behandlinger for at begrænse udbredelsen af COVID-19. Vi har – på behørig afstand – spurgt fire tandlæger, hvordan de oplevede dagene omkring nedlukningen – og hvad COVID-19 har betydet for deres arbejdssituation.

Tekst: Anne Burlund / Foto: Andreas Bang Kirkegaard, Cathrine Ertmann og Thomas Nielsen

Tanja Hughes, klinikejer af Nettotand Aalborg

Tirsdag 17. marts blev vi ramt af et lyn fra en klar himmel, da vores patienter begyndte at ringe og fortælle, at myndighederne oplyste, at alle tandlægeklinikker skulle lukke for alle ikke-kritiske behandlinger.

Vi kunne ikke tro det, så vi styrtede straks over til computerskærmen. Desværre var det rigtigt nok. Vi skulle lukke ned for cirka 80 procent af vores behandlinger frem til slutningen af juni.

Jeg selv og den tandlæge, der var på arbejde den dag, kunne ikke tro det. Hun spurgte mig flere gange, om det var korrekt. Vi var i chok.

Jeg er fortvivlet og meget bekymret for mit livsværk, som jeg har brugt 15 år på at bygge op med hårdt dagligt slid.

Men jeg er mindst lige så bekymret for hele branchens fremtid. Vores stabile hverdag er på få uger blevet kaotisk, og vores stabile økonomi er tvunget i knæ.

Min klinik er på fallittens rand. Det koster mig 800.000 kroner om måneden at drive klinikken, hvor lønninger udgør halvdelen. De fleste medarbejdere er nu sendt hjem med lønkompensation.

Jeg er fortvivlet og meget bekymret for mit livsværk

Jeg føler, at jeg bliver suget ind i et stort sort hul af bankgæld, som vokser med rasende fart hver eneste dag. Selvom banken siger, at jeg stadig har luft i økonomien, vil det ikke blive ved med at være sådan. Og hvis en lignende situation opstår på ny, er jeg bange for, at jeg ikke kan klare den.

Jeg har selvfølgelig haft mine drømme og planer for fremtiden, som nu er styrtet i grus. Og jeg føler ikke, at der er hjælp nok fra myndighederne.

Groft regnet får jeg refunderet cirka halvdelen af mine udgifter, hvilket er uacceptabelt, idet vi er uden skyld i nedlukningen. Og jeg er sikker på, at rigtigt mange af mine kollegaer står i samme situation og er dybt fortvivlede.

Alt, vi har skabt gennem mange års hårdt arbejde, risikerer vi at miste.

Jeg er træt af det image, vores branche har som en flok grådige egoister, der skovler penge ind. Jeg er også skuffet over, at tandlægerne ikke er nævnt med ét eneste ord ved nogen af regeringens mange pressemøder.

Jeg vil dog kæmpe til det sidste og håber, at jeg kan få lov til at fortsætte. Derfor er mit opråb til politikerne: Åbn øjnene for os. Vores branche er tvunget i knæ. Lad os ikke gå fallit!

 

Jonas Mølgaard Longerich, ansat i privat klinik i Silkeborg

Allerede i begyndelsen af marts havde vi svært ved at få mundbind hjem til klinikken. Min chef måtte købe hos naboklinikker og på nettet til overpriser.

Jeg var ikke så bekymret for at blive smittet selv, men vi talte en del om risikoen og skrev fx på vores hjemmeside, at patienter, der havde rejst i et risikoområde, først skulle komme i klinikken 14 dage senere.

Da smitten for alvor begyndte at sprede sig i Danmark, kunne vi mærke den stigende bekymring i befolkningen. Mange patienter meldte afbud, og vores aftalebog var pludselig kun halvt fyldt.

Vi havde i personalegruppen talt om, at meget pegede i retning af, at der ville komme en nedlukning.

Den dag, meldingen kom fra statsministeren, havde jeg fri fra arbejde, men skyndte mig at ringe til min chef. Hun havde ikke selv hørt det, da hun var midt i en behandling.

Selvom vi var forberedt på det, var vi alligevel ret chokerede. Jeg tænkte: Sikke noget møg!

Jeg synes, at det var den rigtige beslutning, men samtidig skabte det en enorm usikkerhed ift. hjemsendelse, økonomi osv. Jeg tænkte med det samme: Hvad kommer der nu til at ske?

Næste dag mødte jeg ind på arbejde, og vi talte situationen igennem. Min chef ville vende mulighederne med sin revisor, og dagen efter besluttede hun, at jeg og en tandplejer skulle sendes hjem på reduceret løn. Så fredag afsluttede jeg min sidste patient og gik hjem.

Jeg er rastløs og tænker meget over min økonomi

Selvom det var en rigtig træls situation, så var jeg også ret lettet og taknemmelig over, at jeg ikke blev fyret. Når klinikken mister så mange indtægter på så kort tid, var det jo en reel risiko.

Vi har mange trofaste patienter, så jeg håber, at det går. Men jeg kan godt frygte, at mange unge klinikejere knækker halsen på den her krise.

Nu er jeg hjemme med to børn, så jeg keder mig ikke. Men jeg er rastløs og tænker meget over min økonomi.

Hvis det kommer til at vare så længe, som de har varslet, kan jeg ikke betale mine regninger og må tale med banken eller tære på min opsparing.

Min familie har heldigvis også tilbudt at hjælpe, så det er jeg meget taknemmelig for, men det er da ikke sjovt at skulle stå i denne situation.

Jeg er i løbende dialog med min chef for at høre, hvordan det går på klinikken. Og vi har aftalt, at hun vender tilbage, hvis der er noget nyt – eller der fx opstår en mulighed for, at jeg kan komme tilbage igen hurtigere end planlagt.

Jeg taler også hver aften med mine tandlægevenner på videocall. Det er rigtig rart at tale med andre end kun mine nærmeste.

De er i samme båd, og vi kan dele vores bekymringer og frustrationer. Flere af dem har ikke børn og familie, så de er endnu mere isolerede. De fleste er bekymrede for deres økonomiske situation og den usikkerhed, der hersker lige nu.

 

Thomas Kofod, ledende overtandlæge på Kæbekirurgisk klinik, Rigshospitalet:

Lige så snart det lugtede af, at der ville komme en nedlukning, satte vi al ikke-akut patientbehandling på pause.

Vi har en del patientgrupper – fx knoglemarvstransplanterede, kræftpatienter og hjertepatienter – med øget risiko ved smitte med COVID-19, så vi begyndte allerede at aflyse patienter i dagene op til, at myndighederne valgte at lukke Danmark ned.

Vi har lukket for ca. 90 % af vores normale arbejde og fokuserer nu på klargøring og behandling af kræftpatienter og patienter med akutte ansigtstraumer og infektioner.

Vi ser langt færre brud på kæber, da folk jo i disse uger er langt mindre udendørs og aktive i bl.a. trafikken og bylivet.

Jeg tror, at krisen bl.a. kommer til at betyde en forsinkelse i kræftdiagnostik, da folk går mindre og senere til læge og tandlæge, der normalt vil opdage forstadier til bl.a. mundhulekræft. Og det kommer til at påvirke muligheden og chancerne for helbredelse.

Da vi har mindre travlt i afdelingen, har vi udlånt mange af vores tandlæger, specialtandlæger, tandplejere, klinikassistenter og sygeplejersker til andre afdelinger til fx podning af COVID-19-patienter.

Og så har Sundhedsstyrelsen besluttet, at alle patienter med akutte tandproblemer, der enten er testet positiv, eller hvor der er mistanke om COVID-19, via Tandskadevagten skal hen- vises til hospitalerne.

Lige nu har vi klargjort to ambulatorier, hvor der kan modtages og behandles coronapatienter.

Tandlægerne kan vælge at bruge denne krise til proaktivt at spille faget stærkt

Der er et enormt pres – også fra tandlægerne – på at lukke samfundet hurtigt op igen.

Flere undersøgelser viser, at tandlægerne er en af de faggrupper, der pga. den tætte patientkontakt er i størst risiko for at blive smittet og bidrage til smittespredning.

Så længe myndighedernes strategi for håndtering af COVID-19 kræver reduktion af smitte ved inddæmning, mener jeg, at det er nødvendigt med lukning af tandklinikkerne.

Jeg har forståelse for, at mange tandlæger kommer til at miste indtægter. Men jeg mener, at vi bl.a. skal bruge den her krise til at overveje, hvad vores virke er.

Det er i virkeligheden en værdidiskussion, om vi som tandlæger i situationer som denne mest er sundhedspersoner eller mest købmænd – under den forståelse, at der er behov for begge.

Vi kæmper for at blive opfattet som en integreret del af sundhedsvæsenet, og det er netop det, vi bliver lige nu. Og så må vi også agere derefter.

Vi er generelt set en højtlønnet gruppe, og det kan i sådan en krise her være svært at honorere – men sådan er det i mange brancher lige nu.

Tandlægerne kan vælge at bruge denne krise til proaktivt at spille faget stærkt.

Sundhedsstyrelsen sender et signal om, at vi er en del af sundhedsvæsenet, så hvis ikke vi lever op til det nu og udviser samfundssind, så gør vi det meget svært for myndighederne at blive taget seriøst som sundhedspersoner fremadrettet.

Hvis man synes, at man har for travlt i hverdagen, kan man jo vælge at bruge tiden nu, hvor der ikke er så meget at lave, på at bidrage konstruktivt ved fx at optimere journaler og planlægge behandlingsforløb fremadrettet.

 

Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen:

Allerede da vi begyndte at se de første smittetilfælde i Danmark i slutningen af februar, blev jeg mere og mere bekymret og tænkte: Hvordan og hvornår vil det ramme vores fag?

Da virussen for alvor begyndte at sprede sig i de efterfølgende uger, fik vi flere og flere henvendelser fra bekymrede tandlæger i hele landet, der var i tvivl om, hvordan de skulle forholde sig.

Vi rykkede Sundhedsstyrelsen flere gange, men det var svært at få en klar udmelding.

På det tidspunkt var min største bekymring, om vi som fag kunne håndtere krisen rent praktisk ift. fx at skaffe nok værnemidler og dermed stadig kunne overholde NIR.

Jeg havde forventet, at myndighederne formentlig ville ende med at lukke for alle ikke-akutte behandlinger. Men jeg blev ret chokeret over, da man valgte at lukke landets tandklinikker i over tre måneder.

Jeg tænkte: Hold nu op! Hvordan skal vores medlemmer klare sig igennem det her? Hvad skal tandlægerne gøre, når deres omsætning falder så drastisk overnight? Og hvad med alle medarbejderne ude i klinikkerne?

En anden tanke, der føj gennem mit hoved i de dage, var, at jeg er fantastisk glad for, at vores samfund grundlæggende er så velfungerende – og at de fleste danskere har en god mundhygiejne. Så langt, så godt i hvert fald!

Et af de helt store spørgsmål, som skabte usikkerhed hos mange tandlæger, var den økonomiske situation. Men jeg blev ret hurtigt betrygget, da regeringen fremlagde de første hjælpe- pakker, for jeg kunne se, at de ville passe på os og vores medlemmer. Og her er trepartsaftalen den vigtigste for os. Det giver en vis ro lige nu.

Mit hovedfokus i de dage var at få så detaljerede informationer ud til medlemmerne så hurtigt som muligt. Og sikre, at vores virke kan fortsætte efter krisen.

Hele sekretariatet har derfor arbejdet på højtryk for at lægge et pres på styrelser og ministerier ift. at sikre tandlægernes behov – både ift. information og økonomisk sikring.

Jeg har været i daglig kontakt med sekretariatet og holdt flere daglige telefonmøder med ledelsen – jeg tror aldrig, at jeg har talt så meget i telefon.

I de her dage, hvor tingene gik utroligt hurtigt – og mange medlemmer krævede action og svar fra os – var det helt afgørende, at vi fik koordineret indsatserne og sikret, at det, vi meldte ud, var korrekt.

Vi er en fagforening, der ikke skal tolke og vurdere selv. Det er Sundhedsstyrelsen, der er øverste myndighed

I dagene, efter nedlukningen af klinikkerne trådte i kraft, udsendte Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer for brug af værnemidler – bl.a. at tandlægerne skulle bruge engangskitler. Men de fandtes ikke ude på klinikkerne, og retningslinjerne skulle træde i kraft morgenen efter!

Jeg kontaktede styrelsen flere gange, men uden at kunne få svar på, hvad tandlægerne skulle stille op.

Det var først, da jeg blev ringet op af en DR-journalist, der ville vide, om vi bryder retningslinjerne, at Sundhedsstyrelsen endelig kunne give svar på, at vi i stedet for engangskitlerne kunne bruge almindeligt kliniktøj, der skulle skiftes mellem hver patient.

Det er klart, at tingene går hurtigt, når der er sådan en krise her, men det her var en basal fejl – at styrelsen ikke har styr på, hvad der findes af værnemidler ude på tandklinikkerne. Det var enormt frustrerende!

Før myndighederne besluttede at lukke tandklinikkerne, blev jeg og sekretariatet presset af nogle medlemmer til at komme med en udmelding om, hvorvidt klinikkerne skulle lukke eller ej. Der var det helt afgørende for mig at fastholde, at vi er en fagforening, der ikke skal tolke og vurdere selv.

Det er Sundhedsstyrelsen, der er øverste myndighed, og jeg har fuld tillid til, at der dér bliver truffet de nødvendige beslutninger i den konkrete situation.

Det vigtigste for mig i hele det her er at sikre, at tandlægerne stadig har et job, når krisen er ovre. At sikre tryghed for personalet, og at hjælpepakkerne er og bliver godt skruet sammen.

Vi må være forberedt på, at den her krise kommer til at koste – også for tandlægerne. Men på baggrund af myndighedernes udmeldinger indtil videre så er jeg fortrøstningsfuld, ift. om vi kommer til at få en økonomisk håndsrækning. Men vi må være forberedt på, at det kommer til at koste – også for tandlægerne.
 

De fire interview er lavet i ugerne efter nedlukningen, og altså før regeringen meldte ud, at klinikkerne langsomt kunne genåbne 20. april og udvidede de aftalte hjælpepakker.

 

Kommentarer
ANNONCE