ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Det bør du bør vide om snus

Tidligere var trenden nærmest ikke-eksisterende i Danmark, men i dag har snus vundet stor udbredelse blandt især unge. Det bekræfter nye tal fra Kræftens Bekæmpelse. Men det er ikke uden konsekvenser hverken oralt eller helbredsmæssigt. Her er 10 ting, du som tandlæge bør vide om snus.

Snus er blevet populært blandt unge, men det har både orale og helbredsmæssige konsekvenser.
Tekst: Gitte Almer Nielsen

1. Unge er vilde med snus

En lille pose op under overlæben, og så strømmer nikotinen ind i kroppen. Snus er blevet populært blandt unge. Det viser en ny repræsentativ undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Her svarer 4 % af de 16-25-årige, at de bruger snus dagligt eller ugentligt, mens 17 % svarer, at de har prøvet det. Tilbage i efteråret viste en YouGov-undersøgelse for Metroxpress, at tæt på hver femte mand mellem 18 og 29 år har brugt snus det seneste år. Det svarer til omkring 80.000 snusbrugere.
 

2. Tør, fugtig, løs eller portion

Snus er findelt tobak, der er tilsat vand, fugtighedsbevarende stoffer, pH-regulerende stoffer, salte og smagsstoffer. Producenterne er fx begyndt at sælge snus med smag af anis, mynte og mocca – produkter, der i særlig grad er rettet mod piger. Snusen kan være tør eller fugtig, pakket løst eller i portionsstørrelser. Snusen anbringes typisk i munden, og ved kontakt med mundens slimhinder bliver der frigivet nikotin til blodbanen, og det giver en stimulerende påvirkning af hjerne og centralnervesystemet. 
 

3. Snus indeholder 28 kræftfremkaldende stoffer

Snus indeholder nikotin i varierende mængder. Derudover indeholder det en lang række stoffer, hvoraf nogle er kræftfremkaldende, fx tobaksspecifikke nitrosaminer, benzopyren, formaldehyd, acetaldehyd samt en række tungmetaller. Der er identificeret op til 28 kræftfremkaldende stoffer i snus, men indholdet af de tobaksspecifikke nitrosaminer er tilsyneladende mindre i den europæiske snus – herunder den svenske – end i amerikanske snusprodukter. 
 

4. Snus kan give cancer   

Ifølge WHO’s Kræftforskningscenter er der evidens for, at snus kan forårsage cancer. Snusbrugere har fx dobbelt så stor risiko for cancer i bugspytkirtlen i forhold til ikke-tobaksbrugere. Der ses også en øget risiko for cancer i mund, svælg og hals i en del undersøgelser. Det er især de amerikanske studier, hvor deltagerne har brugt amerikanske snusprodukter, sammenhængen ses.  Nordiske undersøgelser finder ikke samme sammenhæng ved brug af svensk snus. 
 

5. Snus kan føre til tidlig fødsel    

Nye svenske undersøgelser tyder på, at brug af snus under graviditeten øger risikoen for svangerskabsforgiftning og tidlig fødsel. 
 

6. Risiko for blodpropper i hjertet   

Der er nogen evidens for, at snusbrugere har øget risiko for blodpropper i hjertet. Man kan måle, at snusbrugere får øget puls og blodtryk umiddelbart efter brug af snus, og det indikerer, at faktorer, der har indflydelse på hjerte-kar-systemet, bliver påvirket. Flere undersøgelser har vist en øget risiko for at dø ved blodprop i hjertet, hvis man bruger snus.
 

7. Orale skader er udbredte    

Der er evidens for, at snusbrugere får skader på den del af slimhinden, som snusen har kontakt med. Det er især den løse snus, der giver slimhindeskader. Også gingivaretraktioner er en velkendt skade, og misfarvning af tænderne forekommer også. 
 

8. Afhængighed som ved cigaretter    

Nikotin er det primære afhængighedsskabende stof i snus, og mængden i snus kan sammenlignes med det, som cigaretrygere opnår ved at ryge en cigaret. Hos nogle snusbrugere er det endda højere alt afhængigt af indholdet af nikotin i produktet. Når snusbrugere stopper med at bruge snus, får de samme abstinenssymptomer, som rygere oplever ved rygestop. 
 

9. Snus lever et hemmeligt liv på Facebook 

I Danmark har alt salg af snus været ulovligt siden 1. januar 2016, men på trods af forbuddet er det let at få fat på de små tobaksposer. Det sker bl.a. i kiosker, men Facebook er bl.a. også et livligt handelscentrum. I februar begyndte Sikkerhedsstyrelsen at banke på dørene til Facebookgrupper, der solgte snus, for at komme den ulovlige handel til livs.  
 

10. Drop snus som rygestopmiddel

Undersøgelser har vist, at snus kan være virksomt som hjælpemiddel i forbindelse med rygestop, men mange rygestoppere bliver permanente brugere af snus. I WHO fraråder man, at snus bliver brugt som rygeafvænning, fordi snus er forbundet med en helbredsrisiko.  

 

Kilder:
Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Sundhed.dk

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Emner