Annonce
Fra drøm til virkelighed:

"Det er overraskende svært at skaffe nye patienter"

Hvordan er det gået Anders og Mia Rimhoff Byrel, der for syv måneder siden købte deres første klinik på Østerbro i København? Tandlægebladet har besøgt dem igen til en snak om op- og nedture i livet som nye klinikejere.

Tekst: Anne Burlund / Foto: Peter Helles

SERIE: FRA DRØM TIL VIRKELIGHED

I en tid med øgede krav fra myndigheder, opsagt overenskomst og uvished om fremtiden har Anders og Mia Rimhoff Byrel valgt at følge drømmen og blive klinikejere på Østerbro i København.

Tandlægebladet har fået lov at følge dem i gennem det første år med drømme, udfordringer, op- og nedture.

Denne artikel er den anden i serien.

– Kom bare ind! råber Mia Rimhoff Byrel igennem mundbindet fra klinik 1. Men vi er altså lidt i undtagelsestilstand!

Tandlægebladet er taget på besøg hos Mia og Anders Rimhoff Byrel til en snak om livet som nye klinikejere. Det er syv måneder siden, vi besøgte dem sidst. Dengang havde ægteparret netop fået nøglerne til deres nye klinik, Tandlægerne Classensgade på Østerbro i København. Denne fredag er der sygdom på klinikken, og Mia må agere både tandlæge og klinikassistent for dagens sidste patient, Jacob Eilsø, der skal have en krone cementeret på en rodbehandlet tand.

– Jacob, kan du ikke lige give en hånd og holde trykket på tanden her? spørger Mia.

– Ja, undskyld, men jeg skal altså tænke og handle for to i dag.

Selvom der er travlt, og Mia må rende ind og ud ad døren flere gange, da røntgenapparatet driller, er stemningen munter, og snakken går – som den nu kan, når den ene part har sin egen hånd, stålinstrumenter og vatruller stoppet ind i munden. Da Jacob endelig er færdig, en nycementeret zirconiumkrone rigere, smutter Mia ind på kontoret og henter en flaske rødvin til den tålmodige patient.

– Tag lige den her, Jacob! Beklager, at det var lidt kaotisk i dag. – Pyha, sikke en dag! Jeg tror aldrig, at vi har haft så skør en dag, siden vi overtog klinikken, sukker Mia, da Jacob er ude ad døren.

– Men det gik da meget godt trods alt.

Hun henter en kop kaffe. Den anden halvdel af Tandlægerne Classensgade, Anders Rimhoff Byrel, er netop blevet færdig med en implantatoperation på klinik 2. Endelig fyraften og weekend rundt om hjørnet.

Rekrutteringen i nabolaget
Klinikken havde ikke mange patienter, da I overtog, og I ville gerne vende udviklingen. Hvordan er det gået?
– Den tidligere ejer tog som aftalt i forbindelse med købet 25 patienter med, og de første måneder var der derudover stort frafald. Men siden da har der været en positiv tilvækst af patienter. Vi har hvervet 160 nye patienter, siden vi overtog, og er nu ca. 20 patienter fra at nå vores etårsmål. Så det ser alt i alt positivt ud, forklarer Anders og trækker strømpefødderne op under sig i sofaen.

En dag i september, hvor klinikken var nede pga. strømafbrud, gik hele teamet på gaden og uddelte 1.000 visitkort for at rekruttere nye patienter i nabolaget. Guleroden var, at alle nye patienter ville få en elektrisk tandbørste, når de mødte op i klinikken første gang.

– Det gav måske fem-seks nye patienter, så det var ikke overvældende. Det er uden tvivl vores nuværende patienter, der skaffer flest nye patienter ved at tale godt om os til naboer, venner og familie. Word of mouth, forklarer Mia.

Facebook-flop
For at tiltrække flere patienter til klinikken var planen fra start også at satse på digital markedsføring. Blandt andet gennem målrettet Facebook-annoncering, der dog viste sig sværere end forventet.

– Det gik rigtig dårligt med Facebook-annoncering. Vi har fået et par enkelte nye patienter, men de kendte os alle i forvejen. Facebook er god til at brande klinikken, men ikke som direkte hvervning. Det er jo også en relativt dyr måde at annoncere på, og fordi vi er en lille klinik med stram økonomi, skal vi relativt hurtigt se et payoff af investeringen. Så vi kan ikke smide penge efter Facebook i et halvt år, hvis det ikke ser ud til at virke, vurderer Anders, mens armene fægter i takt med den engagerede stemme.

– Nu forsøger vi med Google Adwords med hjælp fra en af mine gode venner. Og vi kan allerede se, at der kommer lidt på det, siger Anders, der også selv har lavet klinikkens hjemmeside.

Det gik rigtig dårligt med Facebook-annoncering. Vi har fået et par enkelte nye patienter, men de kendte os alle i forvejen

Anders rimhoff byrel

Hård konkurrence
Da Anders og Mia en vinterdag for to år siden besluttede, at de skulle kaste sig ud i klinikeventyret, var de optimistiske og forventningsfulde. Og måske ikke helt forberedte på, hvor hård konkurrencen om patienter ville blive:

– Det har helt klart overrasket os mest, hvor svært det er at rekruttere patienter. Det er kommet lidt bag på os, siger Mia, og Anders supplerer:

– Det skyldes nok, at der ligger mange tandlæger i det her område. Og mange er ret trofaste over for deres tandlæge. Så vi skal nok primært gå efter dem, der ikke har en fast tandlæge – eller de unge, der netop har forladt den kommunale tandpleje.

Mia forklarer, at det også har været en jungle at finde ud af, hvem man går til, når det ene eller andet problem opstår: Hvem ringer man til, når der skal service på ens units? Hvem står for elektriciteten? Og hvilke leverandører og materialer skal man bruge for at drive klinik? Anders er enig:

– Der er sindssygt mange udbydere, og priserne varierer helt vildt meget. Så man skal gøre op med sig selv, om man vil bruge tiden på at gå X antal dentaldepoter igennem for at finde det bedste tilbud. Vi kan ikke sparre med andre klinikejere, da dentaldepoterne laver særaftaler med alle. Så det tager sin tid.

Ikke kun tænder
Anders understreger, at man skal ville ”alt det andet end tænder” – drift, administration og ledelse, hvis man skal trives som klinikejer.

– Jeg er selvfølgelig blevet tandlæge for at lave tænder, men det er jo ikke hele mig. Jeg kan også godt lide det andet – at skabe og drive noget – og se det udvikle sig.

– Der er vi meget forskellige, understreger Mia. – Anders er god til alt det der udenoms og synes også, det er interessant. Det synes jeg ikke! Men jeg vil selvfølgelig gerne byde ind og sparre, når der er brug for det. Rollefordelingen i klinikken er krystalklar. Anders er chef, og Mia er tandlæge. – Det skal ikke være sådan, at vores ansatte er i tvivl om, hvad der skal ske i en konkret situation. Der er det Anders, der træffer beslutning i sidste ende, siger Mia, og Anders bryder ind:

– Vores ansatte spurgte den første arbejdsdag, hvem der var deres chef. Og det er meget veldefineret mig. Det var mig, der drømte om klinik, så det er naturligt også mig, der bruger majoriteten af min tid – for ikke at sige alle mine vågne timer – på at tænke klinikdrift, forklarer Anders og fremhæver, at det er fedt at have en partner at sparre med.

– Vi kan godt bruge en aften på at sidde og snakke om, hvad vi lige skal gøre her, og hvordan vi griber det og det an. Der har allerede været mange situationer, hvor vi er landet på en beslutning, fordi vi har talt os frem til det sammen. Så vi hjælper og bekræfter hinanden, også når vi er usikre, medgiver Mia

Når  børnene er vågne, handler det om dem, og så må arbejdet vente til om aftenen, når ungerne sover

Mia rimhoff byrel
 

Familien først
Da Anders og Mia i sin tid besluttede at gøre klinikejerdrømmen til virkelighed, var de fast besluttede på, at det ikke måtte være på bekostning af deres tre små børn. – Forældre først, derefter klinikejere, som de formulerede det. En aftale, der indtil videre holder:

– Det er fuldstændig skarpt adskilt. Der er ingen overlap. Når børnene er vågne, handler det om dem, og så må arbejdet vente til om aftenen, når ungerne sover. Selvfølgelig fylder vores arbejde meget i vores bevidsthed, men hvis Anders synes, at vi rigtigt skal tale om klinik en aften, hvor ungerne er lagt, og jeg ikke lige er til det, så har han fuld forståelse for det, forklarer Mia.

Hver torsdag har parret en ”arbejdsaften”, hvor ungerne bliver passet af bedsteforældrene og ”leveret til sengetid”, som Anders formulerer det. Det giver ifølge Mia lidt overskud, når man er indstillet på, at der skal drøftes arbejde og hængepartier. Og det giver en ro de andre aftener til at fokusere på familien.

No regrets
– Jeg tror, at alle iværksættere i starten bruger meget tid på sin business – og at det også fylder meget, når vi ikke er på arbejde. For os er der ingen forskel på, om vi sidder i sofaen om aftenen og taler om vores venner eller om klinikken. Det er ikke noget, jeg tænker over, siger Anders, og Mia er enig:

– Vi snakker stort set om de samme ting nu, som dengang vi var ansatte. Vi bruger hinanden meget til at sparre med og drøfte faglige ting.

Har det første halve år været, som I havde forventet?
– Der er i hvert fald ikke noget, der er nemmere end forventet, griner Anders.

– Men man skal også være en form for optimist for at gå i gang med sådan et projekt.

– Men det har ikke taget pusten fra os. Vi sidder ikke med en følelse af, at det skulle vi ikke have kastet os ud i. Slet ikke. Selvom noget måske har været mere bøvlet, og vi har justeret kursen lidt, så fortryder vi bestemt ikke, at vi har gjort det her, siger Mia.

Hvis de skulle have gjort noget nemmere, vurderer Mia, at de måske skulle have overtaget en klinik uden for København, hvor konkurrencen ikke er så hård.

– Men det var ikke det, vi havde lyst til. Hvis vi skulle have en klinik, skulle den ligge i København. Man kan muligvis kalde det romantisk, men det var vores forestilling om, hvor vores klinik skulle ligge. Det var derfor også et af kriterierne til klinikmægleren, da vi begyndte at lede efter en klinik, uddyber Anders

Kender kun særloven
Det seneste år har været præget af meget tumult og store omvæltninger for de danske tandlæger, da sundhedsministeren sidste forår først opsagde overenskomsten og derefter indførte en særlov, der mildest talt udløste et ramaskrig i branchen.

Hvordan har det været at blive klinikejere på et tidspunkt med store forandringer og usikkerhed for tandlægerne?
– Vi ved jo ikke, hvordan det var at være klinikejer før særloven, så det påvirker mig egentlig ikke. Jeg tænker ikke over, om det var bedre ”i de gode gamle dage”, for det kan vi jo ikke hverken be- eller afkræfte, for vi kender ikke til det, siger Anders, der medgiver, at der selvfølgelig er en usikkerhed ift. særloven og en måske kommende overenskomst.

Vi ved jo ikke, hvordan det var at være klinikejer før særloven, så det påvirker mig egentlig ikke. Jeg tænker ikke over, om det var bedre "i de gode gamle dage", for det kan vi jo hverken be- eller afkræfte

anders rimhoff byrel

Vokseværk
Nu har jeres navn stået på postkassen i et halvt års tid. Hvor er I om et år? Og om fem år?
– Om et år er vi her, siger Anders og griner. – Jeg håber, at der er flere patienter, men jeg ved ikke, om man ellers vil kunne se den store udvikling.

Han håber, at klinikken om fem år har flere patienter og ansatte behandlere. Og har fået mulighed for at specialisere sig yderligere.

– Vi har hele tiden regnet med, at det første år er et etableringsår. Og indtil videre går det faktisk godt, og vi er fortrøstningsfulde. De næste måneder skal vi bare fortsætte den udvikling, vi har gang i, og i takt med, at vi får mere erfaring, skal vi forhåbentlig også bruge mindre tid på administrative ting, siger Anders.

Mia er spændt på, om de kan rekruttere så mange nye patienter, som de håber på. For selvom klinikken ligger midt i København, bor de fleste patienter lige rundt om hjørnet.

– Og det er jo også noget af det, jeg godt kan lide. At der er tid til en sludder om, hvordan familien og naboen har det – for de er også patienter hos os.

– Ja, det er jo også en måde at differentiere sig på – vi skal være klinikken, hvor patienterne føler sig trygge og godt tilpas, supplerer Anders.

Klokken er ved at være mange, ungerne venter, og weekenden banker på døren. Forældre først, derefter klinikejere.

Kommentarer
Annonce