ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Det haster med at uddanne flere tandlæger

Mangel på tandlæger i yderområderne kan om kort tid blive en realitet, vurderer Freddie Sloth-Lisbjerg, formand for Tandlægeforeningen. Der skal flere nye kandidater til at fylde pladserne efter de store årgange, der er på vej på pension.

BESPARELSER.
Ifølge institutleder Anne Marie Lynge Pedersen fra Tandlægeskolen i København skal bevillingerne følge med, hvis der skal uddannes flere tandlæger. Tandlægeuddannelsen har været hårdt ramt af flere sparerunder, og de studerende fra Tandlægeskolen i København har demonstreret flere gange (arkivfoto fra demonstration på Rådhuspladsen i København i 2015).
Tekst: Freelancejournalist Anders Klebak / Foto: Jeppe Carlsen

Står det til Tandlægeforeningen, skal tandlægeskolerne udklække godt 25 flere kandidater om året, hvis ikke patienterne skal køre langt for at finde nærmeste klinik. De ca. 115-120 kandidater, der årligt forlader skolerne i dag, kan nemlig ikke dække hullerne, som de store årgange af snart pensionsmodne tandlæger efterlader.

– Vi kan meget vel om kort tid få problemer, som især vil ramme yderområder, hvor det bliver svært at finde tandlæger til ledige stillinger, siger formand Freddie Sloth-Lisbjerg fra Tandlægeforeningen og tilføjer, at der allerede i dag er klinikejere og kommunale tandklinikker, som beretter om problemer med at rekruttere til ledige tandlægestole.

Freddie Sloth-Lisbjerg afviser, at der er tale om manglende mobilitet fra nyuddannede tandlægers side. Der er nemlig under 2 % ledighed i branchen i dag.

– Det svarer til fuld beskæftigelse. Når så få tandlæger er ledige, tyder det på, at folk gerne vil flytte for at finde arbejde, siger han.

Flere tandplejere løser ikke problemet
I et indlæg på Altinget.dk foreslår formand for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen, at man i stedet for at uddanne flere tandlæger satser på flere tandplejere. Men den køber Freddie Sloth-Lisbjerg ikke. Selv om tandsundheden på flere punkter er blevet bedre, vil fremtidens patienter kræve avanceret diagnostik og behandling, fordi demografien ændrer sig.

– Tandplejerne udfører et rigtig godt stykke profylaktisk arbejde på klinikkerne. Men den type problemer, vi står overfor med flere patienter med komplekst medicinforbrug og en aldrende befolkning, skal løses af tandlæger. Her er det ikke holdbart blot at opkvalificere og uddanne flere tandplejere, siger han.

Sundhedsstyrelsen konstaterede i en prognose i 2013, at der ville være behov for at skrue moderat op for antallet af nye kandidater, hvis efterspørgslen efter tandsundhedsydelser forblev uændret. Men siden da er intet sket. Sundhedsstyrelsen har for nylig meldt ud i DR Nyheder, at man vil afvente en ny prognose i løbet af i år. Og det ærgrer Freddie Sloth-Lisbjerg, for uret tikker.

– Vores opfordring er, at man handler allerede nu med udgangspunkt i den tidligere prognose. Det tager 5-6 år at uddanne en ny tandlæge, og vi har ikke meget tid, hvis vi vil sikre, at patienterne kan få den behandling, de har brug for, siger han.

 

Flere tandlæger kræver flere penge

På Tandlægeskolen i København vil man gerne uddanne flere tandlæger, men det kræver, at bevillingerne følger med. Det siger institutleder på Tandlægeskolen i København Anne Marie Lynge Pedersen. 

- Hvis det vurderes, at vi skal uddanne flere, gør vi det gerne, men der skal følge bevillinger med, da vi skal ansætte flere undervisere. Og når aktivitetsniveauet øges, vil der være behov for at udvide det antal timer vores kliniske faciliteter kan anvendes af studerende i. Med den økonomi vi har nu, vil der ikke være plads til flere studerende, siger institutlederen til Uniavisen.dk.

 

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE