ANNONCE
Annonce
Patienter med pacemakere:

Det skal du være opmærksom på

Få overblik over, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du har patienter med pacemakere i stolen. 

Foto: Shutterstock

Et stigende antal patienter har fået indopereret pacemaker eller implanterbar cardioverter-defibrillator (ICD eller ”hjertestarter”), og du skal derfor inden en behandling være særligt opmærksom på, hvordan instrumenter og andet udstyr på klinikken kan påvirke disse enheder.

Nyere undersøgelser har ikke kunnet påvise betydende elektromagnetisk interferens (EMI) på pacemakere fra piezoelektriske ultralydsscalere og kun minimal interferens fra laserscalere.

Men ældre undersøgelser har antydet, at elektriske apparater som ultralydsbade og magnetostriktive ultralydsscalere kan forstyrre pacemakere op til en afstand af 37,5 cm.

Elektrokirurgi (kautering) medfører en lille risiko for EMI med påvirkning af pacemakerfunktionen, hvorfor der her anbefales bipolære systemer og korte behandlingstider.

En anden kilde til EMI er moderne units med magneter indlejret i fx polstring og nakkestøtte. Da patienten med pacemaker er tæt på magnetfeltet, bør du derfor overveje at fjerne nakkestøtte og polstring helt, hvis magnetfeltstyrken overstiger 10 gauss (1 milliTesla) – eller placere patienten i en unit helt uden magneter.

Den generelle anbefaling lyder derfor, at du hos patienter med pacemaker skal være særligt opmærksom på elektronisk udstyr og andre kilder til EMI.

Ud fra et forsigtighedsprincip bør du derfor holde disse potentielle kilder til EMI så langt væk fra pacemakeren som muligt, og i tvivlstilfælde bør du konsultere patientens hjertelæge før planlagte indgreb.
 

Kilder:

Maheshwari KR, Nikdel K, Guillaume G et al. Evaluating the effects of different dental devices on implantable cardioverter defibrillators J Endod 2015;41:692-5.

Tom J. Management of patients with cardiovascular implantable electronic devices in dental, oral and maxillofacial surgery. Anesth Prog 2016;63:95-104.

ANNONCE