Voxpop:

Er tandlægers annoncering gået for vidt?

Antallet af tandlæger, der annoncerer på busser, er steget med 700 %. Tandlægebladet har spurgt tre tandlæger, om det er en udvikling de genkender. 

Irene Østerby, Privatansat, Ansager 

Er tandlægers annoncering gået for vidt?
– Det må være op til den enkelte, hvordan man reklamerer, så længe det bliver holdt på et sagligt niveau og ikke bliver for discountagtigt. Som tandlæge kan man måske godt tænke på at reklamere de mere seriøse steder som fx aviser. Men igen, der er ikke så mange, der holder den skrevne avis længere, så det kan godt være svært. 

Annoncerer du?
– Nej. Vi er en forholdsvis lille klinik, der dækker et stort område, så folk er ofte kommet her i mange år. Eller så kommer de, fordi de har hørt om klinikken fra nogen, der kommer her. 

Kunne du selv finde på at annoncere på en bus? 
– Ikke umiddelbart. Det betyder nok, at der ikke er samme behov for at annoncere herude. Der er slet ikke de samme valgmuligheder for patienterne, som der er i en større by. 

Marie Hoffmann, Klinikejer, Hareskovby  

Er tandlægers annoncering gået for vidt? 
– Nej, det er nye tider, og man må markedsføre sig derefter. Jeg synes ikke, at man skal gå ud og lave alle mulige tilbud – hvilket vi jo heller ikke må. Men at gøre opmærksom på sig selv, og at der ligger en klinik, det må man gerne. Hvor skulle folk ellers vide det fra?

Annoncerer du? 
– Ja. Jeg betaler til Google AdWords og KRAK for at få mig op i søgefeltet. Og så har jeg gjort lidt i lokalavisen, men det var for dyrt i forhold til, hvad jeg fik ud af det. 

Kunne du finde på at reklamere på en bus? 
– Nej, nej, nej. Det her er en enkeltmandspraksis, så det ville være fuldstændig overdrevet. Første gang jeg så en, tænkte jeg da ”hold da op”, men det er ikke noget, jeg kan hidse mig op over. Det må jo kunne betale sig for dem. 

Ole Sloth Andersen, klinikejer, Sæby

Er tandlægers annoncering gået for vidt?
– Nej, det synes jeg ikke. Det er jo sådan i mange brancher – det skal bare holdes etisk forsvarligt! Med det mener jeg, at man ikke skal føre sig frem på andres bekostning, og man skal give en korrekt beskrivelse af, hvad klinikken kan tilbyde.

Annoncerer du?
– Ja, det gør jeg. Vi har en annonce med billede i lokalavisen hver uge.

Er det i orden, at tandlæger markedsfører sig som en kommerciel vare?
– Selvom vi er sundhedspersoner, er det også et liberalt erhverv. Vi skal jo tiltrække kunder ligesom fx fysioterapeuter og kiropraktorer. Så så længe man gør det ordentligt og holder den rigtige balancegang, kan jeg ikke se problemet.

Kommentarer