ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Pas på:

Et stigende antal tandklinikker oplever indbrud

Dyrt operationsudstyr og avancerede scannere til flere hundredtusinder af kroner er målet for de professionelle tyve. Hold øje med uventede patienter, og opbevar udstyret sikkert, lyder rådet fra forsikringsselskabernes brancheforening.

Tekst: Anne Burlund / Foto: Shutterstock

Alarmen på klinikken går ved 19.30-tiden onsdag 27. februar. Jeg er til generalforsamling og tænker ikke videre over det, da jeg ikke hører nærmere. Måske er det et møde i lægehuset ved siden af, som har udløst alarmen – eller rengøringen. Men da jeg nærmer mig klinikken næste morgen, kan jeg se, at vinduerne er brækket op. Og vores 3D-scanner, en fræser og en porcelænsbrændingsovn er væk, fortæller Peter Boch, klinikejer hos Tandlægerne i Gram.

Peter Bochs klinik er bare én af over 80 tandklinikker, der siden starten af 2018 har haft indbrud. Ved 28 af indbruddene blev der stjålet udstyr for mellem 50.000 kr. og til beløb langt over en million kr.

Ifølge politiet ligner det bestillingsarbejde, da tyvene går målrettet efter det dyre klinikudstyr, de kan sælge videre – formentlig på det østeuropæiske marked. Hos Tandlægerne i Gram var en kasse implantater på et bord eksempelvis slet ikke rørt.

Ifølge Peter Boch havde rengøringshjælpen i nabolægehuset lørdagen inden indbruddet set, at nogle havde stået og kigget ind ad vinduet i tandklinikken. Inden for kun 10 dage var der indbrud på hele fire klinikker inden for samme område i Sønderjylland.

– De er gået efter klinikker, der alle lå i stueplan med gode adgangsforhold. Og det er tankevækkende, at alle indbrud var på klinikker, der ligger under en times kørsel fra grænsen, siger Peter Boch og uddyber, at politiet flere gange har standset mistænkelige varevogne, hvori de har fundet billeder af konkret klinikudstyr samt adresser på klinikker.

En mand, vi ikke kendte, kom ind i klinikken dagen før indbruddet og spurgte om vej til Brugsen

Mette boutrup, klinikejer dintandlæge i taulov

Klog af skade
Også dinTANDLÆGE i Taulov er en del af den ærgerlige indbrudsstatistik – endda hele to gange.

– Vi havde indbrud tilbage i maj sidste år, hvor tyvene havde pillet cylinderlåsen ud af hoveddøren og stjålet en 3D-scanner til 350.000 kr. Og så igen i februar i år, hvor de heldigvis kun slap afsted med en PH-lampe og 1.200 kr. i kontanter, fortæller Mette Boutrup, der ejer klinikken.

Hun er overbevist om, at tyvene ved seneste indbrud er gået efter samme scanner, som de stjal sidste år. Men klinikken har heldigvis – klog af skade – truffet en række forholdsregler for at sikre det værdifulde udstyr bedst muligt.

– Efter det første indbrud fik vi opsat låse på alle rum i klinikken, skiftet hoveddøren ud med en dør med dobbelt låsesystem og installeret kameraovervågning, der kører nonstop. Scanneren er låst inde i et rum bag flere brandsikrede, tunge døre, så det var heldigvis ikke muligt for tyvene at få fat i den denne gang. De kunne heller ikke komme igennem hoveddøren, så de havde brækket vinduerne op, forklarer Mette Boutrup.

Systematisk og professionelt
I forsikringsselskabernes brancheforening Forsikring & Pension bekræfter man, at tandklinikker er kommet i kriminelles søgelys.

– Særligt siden efteråret har der været en stigning i de professionelle indbrud, hvor tyvene går systematisk efter dyrt operationsudstyr og avancerede scannere, forklarer kontorchef Arne Knippel.

Han tilføjer, at hovedparten af indbruddene sker tæt på hovedfærdselsårene, hvilket bekræfter mistanken om, at det er professionelle gerningsmænd, der står bag.

Hvorfor ser vi så mange indbrud på netop tandklinikker lige nu?

– Vi ser ofte inden for tyveri og indbrud, at nogle får en god idé til hurtige penge, og så rygtes det i det kriminelle miljø. Tyvene ved jo, at det dyre udstyr hurtigt bliver erstattet – og dermed potentielt kan stjæles igen, og det udnytter de så længe, de kan, indtil tandlægerne finder ud af at beskytte sig bedre, forklarer Arne Knippel.

Han understreger, at indbruddene er professionelt udført af folk, der har sat sig godt ind i tyve kosternes værdi og omsætning – og de konkrete og fysiske forhold på de klinikker, de bryder ind i.

– De rekognoscerer området og undersøger for kameraer, låsesystemer m.v. De tjekker adgangsforhold – og om der er naboer eller andre i nærheden, siger Arne Knippel.

Det var efter alt at dømme, præcis hvad der skete, da Mette Boutrups klinik blev udsat for indbrud.

– En mand, vi ikke kendte, kom ind i klinikken dagen før indbruddet og spurgte om vej til Brugsen. Vores klinikassistenter fortalte ham vejen, men lagde mærke til, at han gik den modsatte vej, da han kom ud. Vi lagde dog ikke noget i det, før indbruddet blev opdaget næste dag.

Vinduerne er brækket op. Og vores 3D-scanner, en fræser og en porcelænsbrændingsovn er væk

Peter boch, klinikejer hos tandlægerne i gram

Træf forholdsregler
Ifølge Arne Knippel skal klinikkerne derfor være ekstra opmærksomme på uventede, nysgerrige ”patienter”, der stiller mærkelige spørgsmål – og receptionen skal være årvågne, ift. hvem de lukker ind. Ligesom klinikkerne kan træffe en række forholdsregler ved at låse det særligt værdifulde udstyr inde og opsætte overvågning m.v.

– Det handler generelt om at skabe så mange forhindringer for tyvene som muligt. Fx ved at de skal igennem flere låste døre for at komme ind til udstyret. Nogle piller også kameraer og andet værdifuldt af stativerne og låser det inde i særlige skabe eller rum.

Hos Tandlægerne i Gram har man da også allerede truffet en række forholdsregler for at undgå flere indbrud.

– Vi fjernede med det samme fra klinikkens hjemmeside, at vi har 3D-scanner og fræser, og kører nu alt dyrebart udstyr ind i sterilisationen, når det ikke bliver brugt, så det ikke er synligt i klinikken i løbet af dagen. Vi fik også stjålet syv Arne Jacobsen-stole, så nu har vi indkøbt almindelige stole, der ikke kan stables, så det er så svært som muligt for tyvene at slippe afsted med det, siger Peter Boch, der også er i gang med at undersøge en gitterløsning, så klinikken kan låse alt det mobile udstyr inde.

Hverken han eller Mette Boutrup er blevet utrygge efter indbruddene. Mere irriterede over konsekvenserne.

– Det rigtigt trælse er, at vi har skullet lave mange aftaler om, fordi vi har manglet udstyret. Det har betydet længere ventetid for en række patienter. Nogle har vi måttet lave gammeldags aftryk af i stedet, siger Peter Boch.

 

Sådan kommer du tyvene i forkøbet

Mekanisk sikring af udstyr og ejendele

Tiden er knap for tyven, så det skal være besværligt at komme til værdierne.

  • Opsæt indvendigt rullejalousi/-gitter til indgangsdøre og de vinduer, der er lettilgængelige.
  • Vælg elektronisk kodepanel i stedet for nøgleboks.
  • Opsæt sikkerhedsståldøre godkendt efter RC4 med to højt klassificerede låse for udvalgte indgangsdøre.

Tyverialarmanlæg - elektronisk overvågning

  • Etabler godkendt tyverialarmanlæg i mindst sikringsniveau 20S.
  • Opgrader med alarmovervågning mod gennembrydning af indgangsdøre – fx med påsatte vibrationsdetektorer – og døre mod oplukning med fx magnetkontakt og bevægelsesdetektorer.
  • Tågesikring anbefales i områder med kostbart udstyr samt ved indgangsdørene.

Mærkning, overvågning og sporing

  • DNA-mærkning kan kun ses med en ultraviolet lyskilde og afdækker derfor hurtigt ejerforholdet for politiet, som har udstyr til at aflæse denne type mærkning. Det skal naturligvis suppleres af synlig skiltning på indgangsdøre og i vinduer.
  • Videoovervågning ved klinikkens facader og inde i klinikken, der både afskrækker tyvene, men også hjælper opklaringsarbejdet, hvis der alligevel sker indbrud.
  • Sporingssystem, der tracker dit udstyr – også uden for landets grænser – via GPS og GSM.

Kilde: Codan

Vil du vide mere om, hvordan du bedst kan sikre din klinik- og evt. tegne en klinikforsikring - så kontakt TandlægeTryghed på 39 46 00 80 eller web@tdllt.dk

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE