Dato: 11.12.2017
Udskriv denne side
Dansk forskningsnyt:

Gipsmodeller er mere præcise end digitalt fremstillede modeller

Klinikere og laboratorieteknikere bør overveje, hvilken type SLA-modeller de arbejder med, da det kan have betydning for præcisionen af de færdige restaureringer. Det viser ny in vitro-undersøgelse. 

Foto:
Winnie Brodam

Der kan være mange gode grunde til at anvende digital teknik frem for traditionel aftrykstagning, når man fremstiller kroner og broer.

Men ifølge en ny in vitro-undersøgelse, som er udført på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet, ser det ud til, at gipsmodeller stadig giver en mere nøjagtig gengivelse af virkeligheden end digitalt fremstillede modeller. 

På et fantom blev der udført chamferpræparation svarende til en femleddet bro fra 7+ til 3+. Den aktuelle kvadrant blev scannet ni gange med en digital scanner, hvorefter der blev fremstillet modeller med stereolitografisk additiv teknik (SLA).

Der blev brugt to forskellige SLA-systemer (Dreve og Scanbiz, ni af hver). Endelig blev der taget ni konventionelle aftryk med polyvinyl siloxan, som blev udstøbt med gips.

Modellernes overensstemmelse med den oprindelige fantommodel blev beregnet ved hjælp af en ekstraoral scanner.

Resultaterne viste, at gipsmodellerne var mere akkurate end de digitalt fremstillede modeller, og at Dreve-systemet gav mere akkurate modeller end Scanbiz.

Forfatterne anbefaler, at klinikere og laboratorieteknikere bør overveje, hvilken type SLA-modeller de arbejder med, da dette kan have betydning for præcisionen af de færdige restaureringer.

Al-Imam H, Gram M, Benetti AR, Gotfredsen K. Accuracy of stereolithography additive casts used in a digital workflow. J Prosthet Dent 2017 Aug 4; DOI: http://dx.doi.org/10.1016/j.prosdent.2017.05.020. [Epub ahead of print]