Dansk forskningsnyt:

God effekt ved brug af tandpasta med enzymer og proteiner igennem lang tid

Brug af tandpasta med ensymer og proteiner giver over tid signifikant mindre plak, mindre gingival inflammation og mindre gingival blødning. Det er konklusionen på en klinisk undersøgelse fra odontologisk institut i København. 

Tekst: Tandlæge, dr. odont. Bjarne Klausen / Foto: Shutterstock.

Forskere fra odontologiske institut, Københavns Universitet, har i samarbejde med Unilever Oral Care UK sammenlignet den gingivale sundhed hos personer, der igennem længere tid har børstet tænder med en tandpasta med enzymer og proteiner, og personer, der igennem længere tid har brugt en tandpasta uden disse ingredienser.

Undersøgelsen blev planlagt som et blindet tværsnitsstudie, hvor undersøgeren ikke var bekendt med deltagernes tandpastaforbrug. I studiet indgik en testgruppe på 161 personer, der havde børstet tænder med Zendium® i mindst et år, og en kontrolgruppe på 144 personer, der det seneste år hverken havde brugt Zendium eller tandpastaer med triclosan eller zinkcitrat.

De to grupper adskilte sig ikke med hensyn til køns- og aldersfordeling, almen helbredstilstand, forbrug af tobak, alkohol og medicin, mundhygiejnerutiner eller tandplejebesøg.

Ved klinisk undersøgelse viste det sig, at personerne i testgruppen havde signifikant mindre plak (P = 0,0168), mindre gingival inflammation (P < 0,0001) og mindre gingival blødning (P < 0,0001) end kontrolgruppen.

I øvrigt viste undersøgelsen, at kvinderne i begge grupper havde mindre plak, gingival blødning og gingival inflammation end mændene, og at de yngste af deltagerne (18-30 år) havde signifikant mere plak, blødning og inflammation end de ældre aldersgrupper (31-55 år og > 55 år).

Personerne i testgruppen havde signifikant mindre plak (P = 0,0168), mindre gingival inflammation (P < 0,0001) og mindre gingival blødning (P < 0,0001) end kontrolgruppen

Præsenteret ved Europerio9, juni 2018 af Daniel Belstrøm (København)

 Pedersen AML, Darwish M, Nicholson J, Edwards MI, Gupta AK, Belstrøm D. Gingival health status in individuals using different types of toothpaste. J Dent 2018. Submitted.

Kommentarer