Annonce
Ny viden:

Gode rodfyldninger holder længe

Ny undersøgelse viser, at en god rodfyldning er en langtidsholdbar investering. 

Tekst: Tandlæge, dr. odont. Bjarne Klausen / Illustration: Julie Asmussen

 

En god rodfyldning er en langtidsholdbar investering. Det må være konklusionen på en italiensk kohorteundersøgelse, hvor 72 patienter med i alt 196 rodbehandlede tænder blev fulgt igennem 20 år.

Alle rodbehandlinger var udført af den samme tandlæge ved hjælp af håndfile og lateral kondenseringsteknik, og tænderne blev fyldt med guttaperka, glasionomercement og komposit plast. 93 % af tænderne blev senere forsynet med kroner.

Patienterne blev efterfølgende undersøgt klinisk og radiologisk hvert andet år. I løbet af de 20 år blev kun to tænder (1 %) mistet på grund af endodontiske problemer, mens 39 tænder (20 %) måtte ekstraheres af andre årsager, som ikke var relateret til den endodontiske behandling. Der var således 155 tænder (79%), der havde overlevet i 20 år, og af disse blev 128 (65 %) betegnet som sunde. De øvrige havde asymptomatiske patologiske forandringer (9 %) eller krævede revision (5,6 %), men ikke ekstraktion.

Forfatterne bemærker afslutningsvis, at de fleste tænder, der rodbehandles sufficient, restaureres sufficient og kontrolleres jævnligt, forbliver sunde og funktionsdygtige i mere end 20 år.

 

Prati C, Pirani C, Zamparini F et al. A 20-year historical prospective cohort study of root canal treatment. A multilevel analysis. Int Endod J 2018; https://doi.org/10.1111/iej.12908.

Kommentarer
Annonce