ANNONCE
Annonce

"Her er et element i mit liv, som ikke kommer let"

Tandlægehjernen bliver i bilen, når Søren Schou tager haglgeværet i hånden. Læs her, hvorfor det er vigtigt for ham at lave noget helt andet ved siden af sit job som specialtandlæge.

Tekst: Mette Wallach / Foto: Astrid Dalum

Søren Schou

57 år

Specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, ph.d., dr.odont., Specialtandlægerne Seedorffs Stræde, Aarhus

Lerdueskytte

Deltaget i DM, EM og VM i lerdueskydning 

Følelsen af at ramme alle 25 lerduer på 15 minutter, som jeg i alt kun har gjort ca. 20 gange, er ubeskrivelig. Det er den ultimative følelse af sejr.

Og det er den samme følelse, som da jeg som syvårig for første gang knuste en lerdue.

Det var min onkel, der introducerede mig til lerdueskydningen, og det var overvældende for en lille dreng som mig at stå med et haglgevær i hånden.

Jeg blev så bidt af det, at jeg som dreng brugte alle de penge, som jeg kunne tjene på den lokale benzintank, på lerduer og patroner.

Det er svært at blive rigtig god til at skyde lerduer.

Lerdueskydning kræver noget helt andet end at være tandlæge. Det kræver nemlig, at man ikke tænker særlig meget, ligesom når man cykler. Det skal sidde på rygraden. Hvis man tænker for meget, går det galt.

Og det er i stor kontrast til tandlægefaget, hvor vi skal være meget analytiske og tænkende for at løse de forskellige behandlingsopgaver.

Selvfølgelig er der nogle procedurer, der ligger på rygraden. Som når der sutureres, så tænker jeg ikke over, hvordan jeg slår en kirurgisk knude.

Men for det meste arbejder vores hjerne på højtryk, når vi er på klinikken. For alt skal planlægges ned til mindste detalje, når man har med patienter at gøre.

Når jeg skal ud til lerduerne, skal min tandlægehjerne gerne blive i bilen, ellers rammer jeg ikke noget.

Jeg har altid været flittig med skole, studier og videreuddannelse i kæbekirurgi. At blive dygtig til noget ved at bruge min hjerne og mine hænder har på mange måder faldet mig relativt let.

Måske er det derfor, at lerdueskydning fascinerer mig så meget. Fordi det er svært for mig. Her er virkelig et element i mit liv, der ikke kommer let til mig.

Da jeg startede på tandlægeskolen, holdt jeg helt op med at skyde. Og for 10 år siden begyndte jeg så igen.

Lerdueskydning giver mig mulighed for at slappe af og hvile hjernen, og jeg bruger gerne 1-2 hverdagsaftener om ugen og en hel dag i weekenden på det.

Faktisk er det min store drøm, at jeg får mulighed for at bruge mere tid på det. Man skal nemlig skyde rigtig meget for at blive god. Det er svært i en travl hverdag på klinikken at få tid til dette.

Jeg tror ikke, at jeg er blevet en bedre tandlæge af at skyde lerduer, men jeg er klart blevet en bedre lerdueskytte af at være tandlæge.

For selvom man helst ikke skal tænke for meget i det øjeblik, lerduen bliver sendt af sted, så kan jeg bruge min tandlægehjerne, når jeg skal planlægge, med hvilken teknik jeg skal ramme lerduen.

I tandlægefaget planlægger vi behandlingerne ned til mindste detalje. Hvis vi har at gøre med en svær behandling, så planlægger vi, hvordan vi skal udføre den for at få et godt resultat. Og hvis der er behandlinger eller sygdomme, som vi ikke ved så meget om, så opsøger vi som tandlæger viden herom.

Sidste sommer følte jeg ikke, at jeg blev bedre på trods af mange timer på skydebanen, og jeg valgte at gå til problemet, som jeg som tandlæge ville gøre.

Jeg undersøgte, hvor og hvordan jeg kunne blive bedre, og jeg tog derfor til England, hvor de har en lang tradition for skydning, og de har derfor de bedste skydebaner og trænere i verden.

Det var en kæmpe oplevelse at blive undervist af en, som havde vundet VM 10 gange, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg blev meget bedre.

Kommentarer
ANNONCE