ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Her er formanden i din region

De årlige generalforsamlinger i Tandlægeforeningens regioner er blevet afholdt. Fem tidligere regionsformænd har valgt at fortsætte, men der er også kommet to nye ansigter til. Få et overblik over alle regionsformænd her.

 

Flere unge skal engageres 

CHRISTIAN ROLIGGAARD, Region Nordjylland

UDFORDRING: Det er fortsat vanskeligt at rekruttere tandlæger til klinikkerne og specielt i yderkommunerne. Det gælder især indenfor ortodontien. 

FOKUS: Som den yngste af regionsformændene vil jeg forsøge at sætte mit præg på foreningen, så også de yngre medlemmer trives og føler sig hjemme – og forhåbentligt inspirere til, at flere unge vil engagere sig i fagpolitik, så vi i fællesskab kan videreudvikle foreningen, så den fortsat vil være det mest attraktive valg for fremtidens tandlæger.

Behov for sammenhold 

DAVID MØRCK, Region Midtjylland

UDFORDRING: Vi står nu på femte år uden en forhandlet aftale om voksentandplejen, som vi blev lovet i 2019. Det er et problem, hvorfra mange andre problemer udspringer, som skal adresseres.

FOKUS: I en tid med store udfordringer er der behov for sammenhold. Der skal være plads til meningsforskelle, men ingen vinder ved, at vi kriges. Jeg vil have fokus på at bilægge stridigheder tandlæger imellem og gøre Tandlægeforeningen til den naturlige samling for alle tandlæger.

Sammen er vi stærkest 

JØRGEN JUUL-OLSEN, Region Syddanmark

UDFORDRING: I Region Syd har vi stadig store udfordringer med at få besat ledige stillinger og at fastholde de yngre tandlæger. 

FOKUS: Vi har i Regionsbestyrelsen fokus på medlemsinddragelse og vil gøre en indsats for at samle både ansatte, private og offentlige, og klinikejere. Vi mener, at vi sammen er stærkest i samme forening.

JONNA SJURDABERG, Region Færøerne

 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra regionsformanden inden deadline. 

Fokus på kommende OK-forhandlinger 

KAREN HAARBO-NYGAARD, Region Grønland

UDFORDRINGER: Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i den offentlige tandpleje – og på det tandsundhedsmæssige et stort behov for både forebyggelse og behandling. 

FOKUS: Udover ovenstående, så arbejder vi med indsamling af krav til de kommende overenskomstforhandlinger i foråret for de offentligt ansatte tandlæger.

Der har ikke været afholdt generalforsamling i Grønland i 2023, da der kun afholdes hvert andet år.

Vi skal forenkle klinikdriften 

STEFFEN LAURITZEN, Region Hovedstaden

UDFORDRINGER: Vi bliver kontinuerligt pålagt nye regler og dokumentationskrav, antallet af tandlæger falder, og der skæres jævnligt i uddannelsen. 

FOKUS: Vi skal forenkle klinikdriften og minimere unødigt bureaukrati. Og så skal vi have et ordentligt arbejdsliv fra start til slut. Derfor er det vigtigt for mig at vise de studerende, at vi allerede fra starten er til stede for dem. Vores nye kolleger skal have en god og robust start.

Samtale fremmer forståelsen 

HENRIK HARMSEN, Region Sjælland

UDFORDRING: Samtale er at tale pænt til og om hinanden. Det gør de fleste af os, når vi står ansigt til ansigt. Det er tydeligt, at denne vigtige og personlige relation mangler på de sociale medier, hvor tonen let bliver hård. 

FOKUS: Derfor vil fokus fortsat være at lave kurser for hele klinikken, så vi får oplevelser sammen med kollegerne, samt fortsat at invitere kollegerne med til middag og hyggeligt samvær ifm. vores bestyrelsesmøder.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE