ANNONCE
Annonce
Styrelsen for Patientklager i appel til tandlæger:

Hjælp med at sikre, at klagepukkel ikke eksploderer

Den massive klagepukkel, der har ophobet sig i Styrelsen for Patientklager, er kun vokset under coronakrisen. Derfor appellerer styrelsen nu til tandlægerne om hjælp.

Tekst: Mette Wallach / Illustration: Rasmus Meisler

Allerede før coronakrisen var sagsbehandlingen for en klagesag på tandområdet hos Styrelsen for Patientklager et år.

En oparbejdet pukkel, som direktør Lizzi Krarup Jakobsen kun frygter bliver forværret af den nuværende coronakrise. Hun sender derfor en appel til alle tandlæger:

– Hvis tandlægerne alligevel sidder på klinikken og har lidt tid mellem patienterne, så kan det hjælpe alle parter, at de får sendt materiale ind til os, siger Lizzi Krarup Jakobsen.

Ifølge direktøren er et kritisk område i sagsbehandlingen de eksterne samarbejdspartnere som fx tandlægerne:

– Vores kæde er ikke stærkere end det svageste led. Og det første sted, vi kan blive udfordret, er fra vores eksterne samarbejdspartnere, heriblandt tandlægerne. For de sidder inde med materiale, som vi skal bruge som det allerførste i sagsbehandlingen. Og nu da klinikkerne er lukkede, så er det svært at få fat i materialet, forklarer Lizzi Krarup Jakobsen.

Samtale fremfor skrift
For at komme tandlægerne i møde forsøger styrelsen lige nu med en hidtil uprøvet strategi, fortæller Lizzi Krarup Jakobsen:

– Vi prøver faktisk at ringe ud til tandlægerne for at høre, om de har mulighed for at sende materiale ind, og imødekomme dem, hvis de har nogle spørgsmål. Vi tror på, at det virker bedre at tale sammen end at skrive. For har vi indsigt i hinandens vilkår, så kan vi måske også hjælpe hinanden igennem. Der er jo indklagede tandlæger, som ikke kan få en afklaring, før sagen er afgjort. Det er en vigtig holdopgave, coronakrise eller ej.

Optimist og realist
Styrelsen for Patientklager har et mål om at sænke behandlingstiden til ni måneder i 2022. Lizzi Krarup Jakobsen kan dog endnu ikke sige, om målet er kuldsejlet på grund af coronakrisen:

– Det er for tidligt at spå om. Vi gør, hvad vi kan for at behandle de sager, der er. Jeg vil gerne være optimistisk, men selvfølgelig også realistisk, for vi bliver i den grad udfordret.

Kommentarer

2 Kommentarer

Det tidligere velfungerende klagesystem faldt med særloven og regionernes opsigelse af overenskomsten. Regionerne var allerede dengang advaret om følgerne af deres opsigelse af overenskomsten. Må jeg foreslå Styrelsen at rette henvendelse til de, der ødelagde det fungerende system?
De kunne jo også samtidig forklare en prisstigning på 50% pr klage
ANNONCE