ANNONCE
ANNONCE
Test af patientkrus:

Hvad er det mest bæredygtige valg?

De fleste vil nok gætte på, at koppen af bioplast er det mest bæredygtige valg til klinikken. Men er det nu også rigtigt? Læs videre og se, hvilken kop du skal vælge, hvis du skal træffe det mest bæredygtige valg. 

Tekst: Anne Burlund

Papkruset er vinderen

Engangskruset lavet af pap kommer ud med det mindste miljøaftryk, og er dermed det mest bæredygtige valg. Men selvom papkruset har den samlede laveste miljøpåvirkning, slår den negativt ud på bl.a. arealanvendelse, da det kræver træer at producere pap.

 

Engangskop af plast er taberen

Engangsplastikkoppen, der er lavet af polystyren, har den største miljøpåvirkning gennem ressourceforbruget af olie og gas til produktionen af polystyren – ligesom den forbrændes på samme måde som bioplastkoppen og dermed udleder drivhusgasser.

 

Bioplastkop ... ikke endnu

Bioplastkoppen er baseret på majs og dermed ikke olie og gas. Til gengæld bruges der mange ressourcer på at dyrke og forarbejde majs til plastik. Derudover ryger bioplastkoppen til alm. forbrænding, da det danske affaldssystem p.t. ikke er gearet til at udnytte komposterbart plast.

 

Glaskop er ikke så grøn som troet

Selvom glaskoppen bliver genbrugt og til sidst genanvendt, er det ikke en bedre løsning end papkruset. Det skyldes det høje vandforbrug i forbindelse med opvask af glasset i en dental opvaskemaskine. En dental opvaskemaskine bruger næsten dobbelt så meget vand som en normal husholdningsopvaskemaskine og kræver mere energi, da den skal opnå højere temperaturer.

Læs meget mere om sammenligningen i artiklen Bæredygtighed: Tandlæge og patient har skabt et ambitiøst projekt sammen

Bag om resultaterne

Undersøgelsen af koppernes miljøpåvirkning er en del af projektet ”Bæredygtig Tandklinik”, som lektor i Bæredygtig Design og Omstilling ved Aalborg Universitet København, Michael Søgaard Jørgensen, og en gruppe studerende i samarbejde med tandlæge Susanne Ekelund, Tandlægeforeningen og Plandent har arbejdet med siden august sidste år.

Projektgruppen understreger, at sammenligningen af produkterne ikke er endegyldig, da det ikke har været muligt at få udleveret specifikke data for de fire udvalgte produkter fra producenterne. ”Men ud fra de antagelser, vi har lavet på baggrund af grundige undersøgelser og de tilgængelige data, kan vi konkludere, at det ifølge denne undersøgelse er mest fordelagtigt at vælge papkoppen som engangskop i sin klinik,” skriver projektgruppen i sin rapport ”Bæredygtig Tandklinik”.

 

 

ANNONCE