Annonce
Konkurrencestyrelsen:

Ingen dokumentation for at nye ejere vil skrue ned for priserne

Politikerne vil have billigere tandlæger, men Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil ikke love, at kapitalfonde og kæder vil sænke priserne. Nordiske erfaringer tyder på, at priserne kan gå den anden vej.

Tekst: Freelancejournalist Anders Klebak / Illustration: Rasmus Meisler

De ord står med tykke bogstaver på ønskelisten hos samtlige Christiansborgs partier.

Og der har hidtil lydt optimistiske toner fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som mener, at vejen frem er mere liberale ejerforhold. Sidste år skrev styrelsen i en analyse af tandlægebranchen, at: ”Det øgede konkurrencepres, som en lempelse af ejerskabsrestriktionerne vil kunne medføre, kan komme patienterne til gode i form af lavere priser.”

Men styrelsen fastslår overfor Tandlægebladet, at sammenhængen mellem lavere priser og nye ejere er baseret på en formodning. Billigere tandlægeregninger er ikke en selvfølge, fordi kapitalfonde og private investorer overtager klinikkerne: – Jeg kan ikke give garanti for, at afskaffelse af ejerskabsbegrænsningerne vil give lavere priser, siger kontorchef Louise Kastfelt, der peger på, at nye ejere også kan vælge at konkurrere med hinanden på bedre service eller kvalitet.

Samtidig melder styrelsen, at man ikke har kendskab til eksempler fra sundhedssektoren i hverken ind- eller udland, som støtter formodningen om lavere priser, fordi man lader nye ejere komme til.

Højere priser
Til gengæld kender styrelsen til en finsk undersøgelse, som tyder på det modsatte: Investorejede tandlægekæder i Helsinki er dyrere end soloklinikkerne. Men kontorchefen har ikke tilstrækkeligt indblik i den finske tandlægebranche til at kunne kommentere på de resultater, siger hun.

Tal fra Norge tyder heller ikke på, at frie ejerskabsregler holder priserne nede. Nordmændene har ingen begrænsninger på, hvem der kan eje klinikker, og ejerne kan sætte priserne, som de vil. Men de norske tandlægepriser er steget væsentligt mere end de danske de seneste år, viser tal fra Eurostat.

De norske prisstigninger overgår bl.a. også dem, man ser i Tyskland, hvor der er strammere regulering på ejerskab. Det viser en undersøgelse fra analyse- og forskningscenteret VIVE.

Dansk Erhverv: “Vi lover intet om priserne”
Dansk Erhverv, som repræsenterer tandlægekæderne, vil også af med ejerskabsreglerne. Men her afviser man blankt at tale om lavere priser.

I stedet skyder Dansk Erhverv bolden over til Christiansborg. Om danskerne slipper billigere ud af tandlægestolen i fremtiden, afhænger nemlig mere af, hvordan politikerne fordeler tilskudskroner og sætter rammer for priserne, end det handler om nye ejere.
– Vi forholder os overhovedet ikke til priser. Og jeg kan hverken love lavere eller højere priser. Vi kender heller ikke den pris- og tilskudsstruktur, som kommer til at gælde fremadrettet, siger sundhedspolitisk fagchef Katrina Feilberg Schouenborg.

Kommentarer

Emner

Annonce