Annonce
Tandskadeerstatning:

Ingen løsning for tandlæger uden for særloven i sigte

Der er ikke umiddelbart nogen løsning undervejs for de tandlæger, der står uden for særloven, og som derfor selv hænger på tandskadeerstatninger over 10.000 kr. Det står klart, efter at de forskellige modeller, der har været i spil, er blevet undersøgt af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og eksterne rådgivere.

– Det er uhyre kompliceret at etablere sådan en forsikring, og vi har derfor desværre måttet konkludere, at det ikke er muligt at finde en løsning, der afhjælper den meget uheldige situation, som nogle af vores kollegaer er havnet i, siger formand for Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning Henrik Nielsen. Tandlæge Jens Lætgaard fra foreningen Memeta, der har argumenteret højlydt for en løsning, erkender, at det ser vanskeligt ud.

– Jeg synes, at det er en katastrofe og komplet uforståeligt, at det skal være så svært at lave en forsikring. Mange melder, at den manglende dækning af tandskadeerstatninger er deres eneste hindring for at afmelde sig særloven. Regeringen har bevidst gjort det umuligt at melde sig ud på en tryg måde. Folk har ikke oplevet, at de havde et reelt valg, siger han. Muligheden for at etablere en hjælpekasse i privat regi har været overvejet i Memeta, men det er ifølge Jens Lætgaard droppet.

– Det er for kompliceret, og spørgsmålet er, om der overhovedet kunne rejses tilstrækkeligt mange penge til, at det ville være en reel hjælp, siger han.

Regeringen har bevidst gjort det umuligt at melde sig ud på en tryg måde. Folk har ikke oplevet, at de havde et reelt valg

JENS LÆTGAARD, Kasserer i Memeta
Kommentarer

Emner

Annonce