ANNONCE
Annonce

"Jeg kan være fotograf, fordi jeg er tandlæge"

At ligge 12 timer på lur i en polsk skov for at fotografere en bison er ikke for alle. For Finn Nielsen er det indbegrebet af frihed. Den frihed kan han kun få, fordi han er tandlæge. 

Tekst: Mette Wallach / Foto: Claus Bundgaard

Finn Nielsen

68 år

Klinikejer Finn Nielsen

Fotograf og bestyrelsesmedlem i Selskabet for Dansk Fotografi

Jurymedlem ved fotosaloner i 8 lande

Udstillet 450 billeder i sammenlagt 26 lande, og vundet 26 præmier og titler

Som tandlæge i et lille lokalsamfund har jeg aldrig fri.

Alle kender mig, og jeg kan derfor ikke komme i den lokale købmand, uden at folk taler tænder med mig. Nogle kan endda finde på at trække deres protese ud og vise mig den midt i køen til kassen.

I perioder har jeg haft en tang eller to liggende hjemme hos mig selv hvis nu en af de lokale pludselig kom forbi og skulle have rettet en bøjle på sin delprotese.

Derfor betyder det utrolig meget for mig, at jeg i 3-4 dage ad gangen kan køre langt væk hjemmefra og være alene med mit kamera og naturen.

Det kræver tålmodighed og en indre ro at sidde i sin bil i op mod 12 timer og vente på at kunne fotografere en europæisk bison i en polsk skov, en ulveflok i en tysk nationalpark eller en kongeørn, der spiser sit bytte på et svensk fjeld.

Men når man får dyret på linsen og trykker på udløseren, er dagen reddet. Helt simpelt.

Så drejer det sig om at komme hjem til en computer og se billederne og bare nyde sit arbejde. Det giver en adrenalinrus, som man kan leve på i flere dage.

Mit job som tandlæge kan også give mig en adrenalinrus, fordi dagen er så uforudsigelig. Forskellen er, at jeg som tandlæge arbejder seriøst på en helt anden måde, end jeg gør, når jeg er ude som fotograf.

For som tandlæge har jeg at gøre med mennesker med rigtige problemer. Her handler det om mere, end om jeg lige får en ulv med hjem på kameraet.

Min far var fotointeresseret. Ham og jeg sendte ofte min mor langt væk fra hjemmet og forvandlede vores køkken til et mørkekammer med mørklægningsgardiner.

Som femårig syntes jeg, at det var et mirakel, hver gang jeg kiggede ned i fadet med fremkaldervæske, og et nyt billede dukkede op.

Jeg fik lov at holde billederne med en tang og vifte med dem, når de kom op af væsken. Jeg husker tydeligt den karakteristiske lugt af fremkaldervæske, som man aldrig ville tillade indendørs i dag.

Kameraet blev lagt på hylden, da jeg startede i gymnasiet, og da jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville arbejde med, tænkte jeg på min egen tandlæge, der virkede til at have en god tilværelse. Så jeg ville også være tandlæge.

Jeg tog kameraet frem igen for 42 år siden, fordi min kone var gravid, og det skulle jo dokumenteres.

Da jeg fik kameraet i hånden igen, vågnede min interesse for fotografiet. Det havde ligget latent i mig siden barndommen.

Jeg fotograferede alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, og gennem mange af mine patienter fik jeg adgang til lidt af hvert.

Som den patient, der var pilot og tog mig med ud at flyve i et fly, der kunne åbne vinduet, så jeg kunne stikke kameraet ud, eller som den patient, der fortalte mig om en fuglerede i hans have.

Det kræver en enorm viden at være fotograf.

Man skal have en basal viden om kemien i mørkekammeret, om kompositionslære og om lovgivningen omkring, hvor man må fotografere, og hvad man må offentliggøre. Der er lige så mange love og regler som på tandlægeområdet.

At jeg har været tandlæge, har gjort, at jeg har kunnet udleve min passion som fotograf. Jeg har haft råd til at rejse og købe udstyr.

Den største oplevelse, jeg har haft som fotograf, var på en slæderejse på indlandsisen. At overnatte midt i ensomheden i minus 35 grader glemmer jeg aldrig.

Ligesom jeg aldrig glemmer at fotografere slædehundene, der ikke bliver mætte af deres mad og derfor spiser hinandens afføring. Men den slags billeder gider folk ikke at se. De vil se flotte billeder af isbjerge og fjelde.

I mit liv som fotograf har jeg fået meget anerkendelse gennem konkurrencer og udstillinger.

Men det har jeg også fået som tandlæge, og især nu, hvor jeg er tæt på pensionsalderen, er det en stor anerkendelse at få patienter på trods af min alder. For de patienter kommer gennem anbefalinger fra andre, så det betyder virkelig noget.

Kommentarer
ANNONCE