ANNONCE
Annonce

”Jeg kommer ikke til at lave tænder mere. Aldrig mere

Bogstaverne på skærmen gled ud i en tåge. Hans ene arm var følelsesløs. Og i stolen lå en patient og skulle have en tand trukket ud. I det øjeblik vidste Lars Nielsen, at han aldrig skulle lave tænder mere.

Den 21. juli 2015 forandrede Lars Nielsens liv sig for aldrig igen at blive det samme. Den dag kulminerede en ond spiral af stress, smerter og søvnbesvær for den 46-årige klinikejer. Men dagen blev også starten på en ny og bedre tilværelse, både i arbejdet og som menneske.

Det var hans første dag efter sommerferien. En dårlig sommerferie. Dobbeltrollen som praktiserende tandlæge og ansvarlig for en klinik med 10 ansatte havde trukket stadigt større veksler. Arbejdsbyrden var stor, og han trængte i den grad til ferie.

– Og så endte jeg med at bruge de tre ugers ferie på at tænke på, hvor stresset jeg var, og være ulykkelig over at skulle starte på arbejde igen, fortæller Lars Nielsen.

I den sidste uge af ferien kunne han godt mærke, at han reelt ikke var i en tilstand, hvor han kunne begynde at arbejde igen. Men efter en snak hos en psykolog valgte han alligevel at møde på arbejde som planlagt. Det blev afgørende.

– Jeg nåede at have tre patienter, før det crashede fuldstændig for mig. Jeg begyndte at få føleforstyrrelser, hvor jeg simpelthen ikke kunne mærke min ene arm. Jeg kunne ikke se, hvad der stod på computerskærmen, og jeg kunne slet ikke overskue at skulle hive den tand ud, jeg var i gang med.

Den dag kulminerede en nedtur, som reelt havde været længe undervejs, og som egentlig kom ud af en faglig succeshistorie.

Lars Nielsens historie

I juni åbnede Lars Nielsen en ny tandlægeklinik på Islands Brygge. En klinik, hvor den nu tidligere tandlæge ikke selv vil praktisere, men i stedet hellige sig jobbet som fuldtidsleder af klinikken. Bag den utraditionelle beslutning ligger et forløb, hvor Lars Nielsen på sin egen krop og psyke kom til at mærke, hvordan dobbeltrollen som tandlæge og klinikleder for nogle skaber et arbejdspres, der hverken er sundt eller fagligt tilfredsstillende.

 

Tandlægebladet fortæller i dette og næste nummer historien om den rejse og proces, Lars Nielsen har været igennem, fra han måtte sygemeldes med stress til den nye klinik og et bedre, værdibaseret arbejdsliv som leder på fuld tid.

Ildebrande skulle slukkes
Lars Nielsen kommer ud af en familie af selvstændige, og allerede to år efter tandlægestudiet valgte han i 1998 selv at satse og købe sin egen klinik på Islands Brygge.

– Klinikken var totalt nedslidt, men den lå i den her helt fantastiske herskabslejlighed med udsigt over havnen. Så jeg tog chancen og bød halvdelen af prisen, og så fik jeg den. Dengang ville ingen købe noget på Islands Brygge, fortæller han.

NY START. Jo hurtigere Lars ­Nielsen løb, jo mere forsvandt det menneskelige nærvær fra hans liv. Det tvang sammenbruddet ham til at indse. I dag har han sadlet helt om.

Den satsning viste sig at være helt rigtig. Selv om Bryggen på det tidspunkt var et helt uglamourøst arbejderkvarter, var der masser at lave for en ung tandlæge. I de efterfølgende år fik Lars Nielsen gradvist moderniseret klinikken, kundekredsen voksede, og han udvidede med flere ansatte tandlæger og klinikassistenter. Men med årene begyndte succesen at tage sin told. For de forpligtelser og opgaver, der fulgte med arbejdsgiveransvaret for til sidst 10 ansatte, røg oveni de timer, han stadig brugte på at være tandlæge.

Jeg nåede at have tre patienter, før det crashede fuldstændig for mig

– Vi havde haft en super team-spirit blandt personalet i mange år, men pludselig begyndte det at krakelere. Jeg kunne mærke, at stemningen ikke var god. Mine dygtige medarbejdere var også pressede af patienttilstrømningen og den mangelfulde ledelse af klinikken. Jeg sad og passede mit arbejde som tandlæge i 30 timer, og bagefter skulle jeg så begynde at tage mig af alt det andet, og ingen af delene blev optimale. Jeg synes også, jeg blev en dårligere tandlæge, for jeg havde ikke overskud til efteruddannelse. Og når du ikke efteruddanner dig, vokser din, ja ... underskudsfølelse. Hele tiden var det bare ildebrande, jeg skulle slukke.

Fysisk smerte, psykisk tomhed
På det tidspunkt betragtede Lars Nielsen ikke sig selv som stresset. Han havde ganske vist udfordringer, men ikke noget, han ikke kunne klare. Men med travlheden og det voksende underskud forsvandt det menneskelige nærvær ud af hans liv.

– Jeg blev enormt styret af tiden: Jeg skulle løbe for at hente mine børn, jeg skulle løbe for at nå at købe ind, inden butikkerne lukkede, jeg skulle løbe for at nå det hele. Så jeg havde altid den der indre uro og følelsen af at være på vej. Jeg gik hele tiden og visualiserede bunkerne på skrivebordet, jeg ikke havde nået, og alle de løse ender. Og det betød, at jeg ikke kunne være ordentlig til stede i mine familiære og venskabelige relationer.

I de sidste år, vurderer Lars Nielsen, sov han aldrig mere end to timer sammenhængende hver nat. Arbejdsopgaverne var altid hos ham – også i søvnen. Samtidig havde han ondt. En konstant smerte i maven fik ham til at lade sig undersøge for kræft, hvilket der ifølge lægerne ikke var noget tegn på. Samtidig havde mange år med dårlige arbejdsstillinger også sat deres aftryk.

– Jeg havde siddet i 20 år i den her foroverbøjede stilling og lavet tænder. Så jeg havde ondt i nakken og ryggen. Smerterne var egentlig det mindste, for det kunne man da forholde sig til. Jeg trænede lidt eller tog nogle panodiler. Men det med, at du tager hjem hver dag med smerter, gør, at du møder dine relationer med et meget lavt overskud.

FRED. Da Lars Nielsen endelig trak stikket, blev han overvældet af lettelse og fred. Følelser han ikke havde oplevet i mange år.

Fra 100 til 0
Det ene skidt fører det andet med sig. Lars Nielsens kone var også tandlæge med egen klinik og medfølgende travlhed og udfordringer. Det pres på flere fronter var mere, end ægteskabet kunne holde til.

– Vi var enormt dårlige til at få en synergi ud af den situation, vi begge stod i. Vi arbejdede bare i hver sin retning og havde nok at gøre med at løse vores egne problemer. Og så blev vi skilt.

Sådan var Lars Nielsens tilværelse den 21. juli 2015. Men på ganske få timer blev alt forandret. Trods de stærke symptomer med følelses- og synsforstyrrelser gennemførte han tandbehandlingerne. Men bagefter kaldte han klinikassistenterne sammen.

– Jeg sagde til dem: Det her går ikke. Jeg er syg og bliver nødt til at tage hjem. I skal ikke være urolige, firmaet bliver ved at eksistere. Men jeg kommer ikke til at lave tænder mere. Aldrig mere.

På vejen hjem kørte han forbi en læge, hvor han blev sygemeldt og fik ordnet de formelle papirer. Så satte han sig hjem i sin have og følte pludselig noget, han ikke havde oplevet i mange år – fred.

– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, og jeg vidste ikke, hvad der ventede mig af angstprovokerende tavshed indeni i forhold til, at jeg havde mistet min faglige identitet. Det kom først senere. Men som jeg sad der, var jeg bare helt vildt lettet, for jeg vidste, at nu skulle jeg lave noget andet.

 

 

Kommentarer
ANNONCE