ANNONCE
Annonce
Fagstafetten:

"Jeg skæver lidt misundeligt til svenskerne"

I Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag. Søren Sehested har sendt stafetten videre til Lars Bjørndal og stiller ham spørgsmålet: Hvorfor skiftede du fra at være generalist til specialist? 

Tekst: Anne Burlund / Foto: Thomas Nielsen

Lars Bjørndal

  • Tandlæge, dr.odont., ph.d.
  • 57 år
  • Lektor og fagområdeleder inden for endodonti på Odontologisk Institut på KU og ansat i privat henvisningspraksis i København.
  • Forfatter til over 125 bidrag m.v. i nationale og internationale tidsskrifter samt en nylig endodonti-tekstbog.

Mange vil nok mene, at alle tandlæger er nørder og specialister. Men jeg valgte endodontien, fordi jeg allerede i studietiden havde en interesse for dette fagområde og så en mulighed for virkelig at optimere min viden og kunnen.

Det startede nok med, at jeg syntes, at der var et kapitel i vores lærebog, som kunne gøres bedre. Og det endte med, at jeg fik en ph.d. om pulpa og dybe cariesangreb og en doktorafhandling om, hvordan man bl.a. undgår at lave en rodbehandling. Og når en rodbehandling ikke kan undgås, hvordan vi så kan lave den på den bedst mulige måde.

Hvad gør endodonti så spændende?
– Det er privilegeret at kunne nørde ét hjørne af odontologien – og særligt ét, der teknologisk har udviklet sig så meget, som endodontien har fx i ift. instrumenter og anvendelse af mikroskop. 

Det har været enormt spændende at være med til at drive den udvikling videre ikke mindst ift. studenterundervisning. Jeg kan godt lide koblingen mellem en kompleks klinisk behandling og den biologiske afregning.

Fx når vi efter bedste evne laver rodbehandling på en tand med en opklaring, og kroppen kvitterer måneder senere med et resultat.

Hvad giver kombinationen af forskning og praksis dig?
– Det er vigtigt, det er et klinisk speciale. Jeg sidder ikke 30 timer ved stolen hver uge, som mange gør, men jeg laver formentlig lige så meget endodonti, da det er den type henvisninger, jeg får.

Koblingen mellem forskning og praktik betyder også, at jeg kan byde ind med reel klinisk rådgivning til de mange kollegiale henvendelser, vi får på Odontologisk Institut.

Dér er det vigtigt, at jeg selv har siddet med det, der er altid en nuanceforskel på, hvordan man får skrevet tingene teoretisk, og hvordan det foregår klinisk.

Hvad giver dig arbejdsglæde?
– Det gør fordybelsen i emnerne og lysten til at inspirere andre til at lave den gode behandling.

Vi har et mantra, som nu har bredt sig til andre behandlinger, nemlig at vi ufatteligt gerne vil have, at folk bruger kofferdam. Det er et godt billede på, at man tænker kvalitet.

Alle gør, hvad de kan – men der er også rum til forbedring.

Hvad har været den største faglige udfordring – og tilfredsstillelse?
– Det har været hele processen frem mod at kunne indlevere min doktorafhandling – og tilfredsstillelsen, da den var afleveret.

Det har også været en udfordring at udvikle faget set i lyset af de store økonomiske besparelser, der har været gennem årene. Hvis man fortsat skal rykke, kræver det, at man får nogle af de større bevillinger, og der er vi ofte i stærk konkurrence med andre medicinske specialer.

Det betyder, at vi har nogle idéer, som udvikler sig langsommere, da vi ikke har et reelt budget, men mere con amore-projekter.

Hvad har været din største opdagelse eller indsigt som forsker?
– At vi ved hjælp af lodtrækningsforsøg har kunnet vise, at det har kunnet svare sig at behandle de dybe cariesangreb på en mere skånsom måde, og konventionel overkapning på caries har en dårlig prognose.

Hvor er endodontien på vej hen?
– Det store spørgsmål i den kommende tid er, hvor meget tandlæger kommer til at lave rodbehandling i form af en konventionel behandling, eller om man formår at forbedre de mere skånsomme behandlinger, når man har lavet hul ind til pulpa.

Er det muligt at gennemføre i et praksismiljø? Eller er det en specialistbehandling? Den bedst mulige prognose kræver forstørrelse og udstyr, som man ikke kan regne med, at alle investerer i.

Antallet af ekstraktioner er faldet drastisk de seneste 30 år, så er endodontien også på vej ud? Nej, qua at vi beholder vores tænder i længere tid, har rodfyldningsantallet faktisk været stigende og ligger nu stabilt. Men nutidens og fremtidens behandlinger er blevet sværere, og en specialiseret gruppe kommer til at lave flere af dem.

Er der brug for flere specialister?
– Jeg skæver lidt misundeligt til svenskerne, der har haft mange specialer i mange år. Det er med til at udvide kendskabet omkring et fagområde.

Ja, jeg så gerne, at vi i Danmark havde et speciale i endodonti. For kan man opbygge tilstrækkelig rutine, hvis man udfører en behandling sjældent?

Hvem vil du give fagstafetten videre til? Og hvad vil du spørge om?
– Jeg vil gerne sende fagstafetten videre til tandlæge Niels Skjødt, som er en stor inspiration ift. fordybelse i detaljen. Han byggede elbasser, inden han blev tandlæge, og jeg blev helt høj af hans metode med at lægge mere end otte lag lak på en sjældent god kombination af træsorter, der gav en fantastisk klang fra basstrengene.

Så jeg vil gerne spørge ham: Hvordan bruger du din sans for detaljer i dit daglige arbejde?
 

I Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag. Månedens tandlæge sender fagstafetten videre til en kollega, der har været en inspiration for ham eller hende.

Kommentarer
ANNONCE