ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Susanne Kleist:

Journalføring skal være relevant og nødvendig

Journalføringen skal give mening, være let at arbejde med og give mere retssikkerhed for tandlægerne. Det er Tandlægeforeningens krav til de nye regler for journalføring. Det skriver Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen, i lederen.

Journalføringen skal give mening, være let at arbejde med og give mere retssikkerhed for tandlægerne. Det er Tandlægeforeningens krav til de nye regler for journalføring.

Sundhedsstyrelsen har sendt et forslag til nye regler for journalføring i høring hos en lang række sundhedsorganisationer.

De nye regler er en del af den såkaldte tillidspakke fra 2018. Forud for udkastet ligger et langt udvalgsarbejde, hvor Tandlægeforeningen har deltaget med en repræsentant for den kommunale sektor, overtandlæge Kristine Thorlacius, og en repræsentant for klinikejerne i privat tandlægepraksis, klinikejer Frank Dalsten. De har arbejdet for, at journalen skal være et nemt arbejdsredskab, som fungerer i hverdagen, og hvor man kan finde de væsentligste informationer om behandlingen.

Mange tandlæger er i tvivl, når de skal lave journalføringen. Er det godt nok? Har jeg nu fået beskrevet det rigtigt? Lever min journalføring op til kravene? Tandlægebladet har lavet en undersøgelse, som viser, at seks ud af 10 tandlæger mindst en gang om ugen er i tvivl, om de har journalført korrekt. Det er ikke i orden.

For at sikre sig, fortæller tre ud af fire tandlæger, at de derfor journalfører mere, end hvad der er nødvendigt. Det er en markant og alt for stor usikkerhed, som vi skal have gjort noget ved.

Det skal være nemt og klart, hvilke regler man skal følge, og hvordan man skal journalføre.  Journalen skal kunne føres på en enkel måde og samtidig give de relevante oplysninger om patientens orale lidelse, tilbudte behandlingsplan og behandling.

Det arbejder Tandlægeforeningen for.

Vi vil fortsat presse på for at få bedre regler for journalføring for tandlægerne

susanne kleist, formand for tandlægeforeningen

De nye regler slår fast, at journalens funktion er at være et arbejdsredskab for tandlæger og andre sundhedspersoner. Det er et vigtigt budskab. For det indebærer, at reglerne for journalføring skal være tydeligere og mindre bureaukratiske, end de er i dag.

De nye regler har været meget længe undervejs, og det er endnu for tidligt at sige, om de også kommer til at virke efter hensigten i praksis. Det er helt centralt for Tandlægeforeningen, at vi oplever reelle forbedringer, og det holder vi naturligvis øje med.

Tandlægeforeningen vil fortsat presse på for at få bedre regler for journalføring for tandlægerne. Vi ønsker en branchespecifik journalføringsvejledning for tandlæger, som sikrer den størst mulige sikkerhed for patienterne og den størst mulige retssikkerhed for os som behandlere.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE