ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Parodontalbehandling:

Klorhexidin gør ikke den store forskel

Fordelene ved at lade patienter skylle munden med klorhexidin i forbindelse med udvidet tandrensning er ikke kliniske relevante. Det viser ny undersøgelse.

Der er efterhånden meget, der tyder på, at det er unødvendigt at opfordre sine patienter til at skylle mund med klorhexidin i forbindelse med udvidet tandrensning.

En brasiliansk forskergruppe har udført metaanalyse på otte tidligere publicerede undersøgelser, hvor i alt 241 patienter har skyllet med klorhexidin eller placebo i 14-180 dage i forbindelse med ikke-kirurgisk parodontalbehandling. Der var faktisk statistisk signifikant større pochereduktion og fæstegevinst i klorhexidingrupperne end i placebogrupperne.

Forfatterne konkluderer imidlertid, at forskellene, der typisk er i størrelsesordenen en kvart millimeter, ikke er klinisk relevante, og opfordrer klinikerne til at overveje, om de beskedne fordele ved behandlingen ikke overskygges af bivirkningerne i form af misfarvede tænder og fyldningsmaterialer.

 

Kilde

da Costa LFNP, Amaral CSF, Barbirato DS et al. Chlorhexidine mouthwash as an adjunct to mechanical therapy in chronic periodontitis. A meta-analysis. J Am Dent Assoc 2017;148:308-18.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE