ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Kædekritik:

"Min skepsis er kun forstærket, nu hvor jeg har fået lov at mærke det på egen krop"

Efter halvandet års ansættelse i en kæde, har Mie Bertram-Thrane sagt op og er nu ansat i privat praksis. Bureaukrati, lange processer og fokus på økonomi var blandt andet årsagen til, hun sagde op. 

Tekst: Anne Burlund / Foto: Thomas Nielsen

Mie Bertram-Thrane 

Tidl. ansat i Colosseumklinikken – nu ansat i privat praksis

Hvad er din overordnede holdning til tandlægekæder? 

– Jeg har været ansat i en kæde det seneste halvandet år, og forholdene har ikke levet op til mine forventninger, så jeg har lige opsagt min stilling. Jeg har oplevet, at ledelsen sad langt fra klinikken og derfor ikke vidste, hvad der foregik i det daglige. Der var meget bureaukrati og lange processer. Der var ansat forskellige administrative folk, men de var i min optik fordyrende mellemled, der ikke gavnede hverken medarbejdere eller patienter. 

Jeg var også skeptisk tidligere, men gik ind i en kæde, fordi jeg gerne ville udfordre mine egne fordomme – og fordi kæden havde et godt ry i forhold til andre kæder. Men min skepsis er kun forstærket, nu hvor jeg har fået lov til at mærke det på egen krop. 

Hvorfor tror du, at der er så stor bekymring i branchen i forhold til kæderne? 

– Jeg tror, at mange er bekymrede for, at det hos kæderne bliver mere en vare end en sundhedsydelse til gavn for patienterne. Vi leverer en sundhedsydelse, der bliver lidt fanget mellem det offentlige og private – det offentlige dækker en række ydelser og behandlinger i form af tilskud, men det er samtidig en forretning, der skal have en omsætning og ”sælge” behandlinger. 

Hvad er dine egne oplevelser? 

– Jeg synes, at økonomien fyldte rigtig meget, da jeg var ansat i en kæde. Jeg er aldrig selv blevet presset til at omsætte for mere af min nærmeste leder, men jeg oplevede, at der var en holdning og et pres oppefra, for at omsætningen på klinikken generelt skulle øges og øges. Men der kom ingen konkrete forslag fra de samme folk længere oppe i systemet til, hvordan vi kunne optimere og øge omsætningen. 

Min oplevelse var også, at det var svært at finde ud af, hvem der har ansvaret for hvad. Jeg oplevede at stå med nogle udfordringer og spørgsmål, hvor jeg ikke vidste, hvem jeg skulle gå til for at få hjælp og sparring – og hvor ”aben” bare blev sendt videre i systemet, uden at jeg fik den hjælp, jeg havde brug for. Systemet er ikke særligt gennemskueligt og smidigt – der er altid et led højere oppe. 

Kan du se nogle fordele ved kæderne i forhold til stordriftsfordele, faglige netværk, sparring og efteruddannelse osv.? 

– Stordriftsfordele bliver ofte fremhævet, når vi taler kæder, men det har jeg ikke mærket noget til – tværtimod. Det var besværligt at få nyt udstyr, hvis det gamle brød sammen, da alt skulle godkendes af distriktschefen, der generelt var utilgængelig. Jeg har oplevet, at klinikassistenterne havde svært ved at få lov til at købe nyt udstyr som fx en ny røntgenscanner. Kæden havde indgået aftale om at indkøbe scannere fra et bestemt firma, så vi måtte købe en scanner derfra, selvom billederne var af langt dårligere kvalitet. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne komme på nogle fordele ved kæderne, men jeg kan simpelthen ikke finde nogen. Jeg har heller ikke oplevet flere og bedre faglige netværk, sparring og efteruddannelse, end jeg kunne have fået andre steder. 

Hvor ser du udviklingen om 5-­10 år? Hvor stor en andel af branchen sidder kæderne på? 

– Det har jo vist sig, at det ikke var så god en forretning, som flere kapitalfonde havde håbet. Så jeg tror ikke, at vi kommer til at se, at kæderne vokser markant de kommende år. Jeg tror, at de har fundet deres naturlige leje.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE