"Min tanke var slet ikke at flytte

Før havde han fem ansatte. Nu har han 13. Ifølge Reza Zoghi er det ikke uden udfordringer at lægge to klinikker sammen til én stor. 

Tekst: Freelancejournalist Mette Wallach / Foto: Astrid Dalum

Reza Zoghi // 45 år

Fra ejer af klinik i Bedsted til sammenlægning med klinik i Hurup og nu én stor klinik i Hurup i Region Nordjylland

 

Du har nu 13 ansatte i stedet for fem. Hvornår gik det op for dig, at du havde brug for noget større?
– Allerede efter det første år som klinikejer kunne jeg mærke, at jeg havde brug for mere plads og flere ansatte. Jeg var den eneste tandlæge i Bedsted, og jeg kunne fornemme, at mine patienter var begyndt at være trætte  af den lange ventetid, så jeg havde brug for et par ekstra hænder. Nu er vi fem behandlere, tre tandlæger og to tandplejere, og vi har derfor kortere ventetid.

 

Nogle vil kalde det overambitiøst at lede efter noget større allerede efter et år?
– Til at starte med var min ambition også kun at modernisere klinikken i Bedsted. At bygge lidt ud og gøre det så godt som muligt. Min tanke var slet ikke at flytte. Men da jeg kiggede på ombygningsprojektet, kunne jeg pludselig se, at det bedre kunne betale sig at flytte til nye lokaler. Men jeg har da overvejet, om jeg kunne klare det. Det har jeg drøftet med mine kolleger og venner i branchen. Vi blev enige om, at en flytning ville være den bedste og mest fornuftige løsning.

Jeg må indrømme, at jeg havde troet, at det ville være lettere at komme igennem.

Du overtog klinikken i Hurup efter Søren Foldager, som er fortsat som ansat. Hvordan faldt valget på hans klinik?
– Jeg startede med at lede efter lokaler i Bedsted, men de fleste ville ikke kunne leve op til de nye myndighedskrav. Så da muligheden bød sig, at jeg kunne overtage Søren Foldagers klinik, som lever op til kravene, sprang jeg til.

 

Hvad har været de største udfordringer ved at overtage et større sted med over dobbelt så mange ansatte?
– Personaleansvaret har fyldt meget. At organisere arbejdsskema samt aflysninger ved sygdom kræver tid. Pludselig er mit fokus ikke kun på mine patienter, men alle mulige steder. Det gør det ikke nemmere med de nye myndighedskrav. Men jeg har fået meget støtte fra mine ansatte, og jeg har brugt Søren Foldager til at sparre med. Han har rådgivet mig i forhold til, hvad de plejer at gøre i forskellige situationer. Jeg må indrømme, at jeg havde troet, at det ville være lettere at komme igennem.

 

Ville du have gjort noget om?
– Selvom det har været hårdt, er jeg glad for min beslutning om at flytte til et større sted. Jeg har indtil videre nået de mål, jeg har sat op. Næste mål er at modernisere hele klinikken.

 

CV

  • 2006
    Uddannet fra Tandlægeskolen i Aarhus
  • 2012
    Ansat tandlæge hos Tandlægerne i Bedsted
  • 2014
    Klinikejer Tandlægerne i Bedsted
  • 2018
    Klinikejer Sydthy Tandklinik

 

 

I NY START går Tandlægebladet tæt på skift i (arbejds)livet som tandlæge. Hvis du selv eller en kollega står overfor et karriereskift eller en omvæltning, som du har lyst til at fortælle om, hører redaktionen gerne fra dig på TBredaktion@tdl.dk

 

 

Kommentarer