"Jeg vil aldrig røre ved patienter i NHS-regi"
Tandlægebladet har været i England og møde de danske tandlæger Jonathan, Henrik og David. Hør deres syn på faglighed, arbejdsglæde og tandsundhed i et samfund med et opdelt tandplejesystem. En fremtid, der måske bliver virkelighed i Danmark. I denne artikel kan du møde David Winkler på 65 år som ejer en tandklinik i Windsor.
Blot 27 trappetrin. Det er afstanden fra David Winklers lejlighed til tandklinikken CastleView Dental, som han har ejet siden 2012.
Det er ikke uden grund, at klinikken har fået det navn. Tværs over gaden ligger Windsor Castle som et tydeligt bevis på et samfund med et ”downstairs and upstairs”. Og netop de store sociale forskelle er én af forklaringerne bag tandplejesystemet i England, mener David Winkler. For i det engelske samfund er der en fattigdom, der ikke findes i Danmark, og som til dels legitimerer NHS. Ikke at den selvudnævnte tandlægenørd er begejstret for systemet. – Jeg har aldrig rørt ved en patient i NHS-regi her på klinikken, og jeg har besluttet, at jeg heller ikke kommer til det.
Det er et system, der ikke tilgodeser tandsundheden, siger David Winkler og slår i spisebordet for at understrege sin pointe.
Ifølge den amerikanskfødte tandlæge er det svært at køre en fagligt forsvarlig ”business” med NHSpatienter, fordi ydelserne er så lave, og tandlægen får en enhedspris, om der skal laves en eller 10 fyldninger, eller om der skal rodbehandles en eller fem tænder. – Systemet animerer til underbehandling, fordi det ikke kan svare sig at diagnosticere for meget, men den ene ting, man diagnosticerer, den bliver måske til en overbehandling, forklarer han og fortsætter: – Politikerne tør ikke slippe af med NHS. Det har været en hellig ko i de sidste 70 år, og engelske patienter mener, at de har ret til lavpristandlægearbejde. Det gælder også patienter, der har råd til at sende deres børn til privatskoler, der koster 250.000 kr. om året. Men altså, du får den kvalitet, du betaler for, slår David Winkler fast.
Sådan fungerer det engelske tandplejesystem
Det engelske sundhedssystem er et offentligt, nationalt system, der ligesom det danske er finansieret over skatten. Den offentlige del af sundhedsvæsenet er organiseret under NHS (National Health Service), som dækker tandplejeydelser delvist – dvs. der er en form for bruger-betaling, men priserne er fastsat af NHS.
I 2006 gik man fra 400 ydelser til kun tre ydelser – opdelt i tre behandlingsforløb, hvor patienterne betaler en fast pris uanset mængden af behandlinger i behandlingsforløbet.
Behandlingsforløb 1:
- Patienten betaler ca. 180 kr., som fx omfatter undersøgelse, tandrensning, forebyggende fluorbehandling, rådgivning og røntgen.
Behandlingsforløb 2:
- Patienten betaler ca. 500 kr., som omfatter ydelserne i behandlingsforløb 1 samt yderligere behandling som fx PA-behandlinger, fyldninger, ekstraktioner, rodbehandlinger og oral kirurgi.
Behandlingsforløb 3:
- Patienten betaler ca. 2.200 kr., som omfatter ydelserne
i behandlingsforløb 1 og 2 samt fx broer, kroner,
ortodonti og proteser. - Hvis patienten har behov for yderligere behandling
inden for samme behandlings-kategori, så er det
inkluderet, hvis det sker senest to måneder efter sidste
besøg.
Elsker faget
Kærligheden til faget er kendetegnende for den 65-årige tandlæge, der er uddannet på Tandlægeskolen i København. Det er tydeligt denne torsdag eftermiddag, hvor han har inviteret Tandlægebladet til at tage de 27 trin fra klinikken op i lejligheden. – Jeg elsker tandlægefaget, og jeg brænder for de kliniske aspekter af faget. Derfor arbejder jeg udelukkende privat. Her kan jeg være den tandlæge, jeg ønsker at være, forklarer han.
Det indebærer bl.a. ikke at konkurrere på prisen – han er med egne ord den næstdyreste tandlæge i Windsor. Hans filosofi er, at han vil være der for patienterne og give sin tid til dem.
Derfor har han også valgt at tilbyde konsultationer, hvor patienter for 500 kr. får en 40 minutters klinisk konsultation, hvor de får taget panoramarøntgen, bitewings og evt. en CT-scanning. Men, understreger han, hvis han udelukkende havde den type patienter, ville han gå fallit. – Jeg laver kirurgi først på dagen, fordi her er jeg mest frisk, og så har jeg lagt mine konsultationer om eftermiddagen, hvor jeg fx ser nye patienter og giver ”second opinions”.
Jeg henter de tabte omkostninger på konsultationerne ind på de kirurgiske behandlinger. I sidste ende så har vi jo en forretning, der skal køre rundt, fastslår han.
Stod med regninger på over 1 mio. kr.
Selv om han er glad for at arbejde uden om autoriteterne, er det ikke en bekymringsløs tilværelse.
Tilbage i 2014 rejste en kompagnon, ifølge David Winkler, ”pludselig” tilbage til Tyskland og efterlod en regning på lidt over 700.000 kr. Oven i det opstod der en vandskade på klinikken, som kostede 1 mio. kr. Som konsekvens måtte David Winkler og hans hustru sælge deres hus uden for Windsor og flytte ind i lejligheden ovenover klinikken, og det har betydet, at fremtiden ser knap så lys ud for parret.
Og så er der de potentielle risici. Ifølge David Winkler kan en klagesag få store konsekvenser, fordi du som privatpraktiserende tandlæge er forpligtet til at tegne en privat patientskadeforsikring, og en evt. klagesag kan hæve forsikringspræmien på forsikringen på trods af den manglende sammenhæng. Han refererer til en kollega, som pga. en klagesag fik hævet præmien fra det normale 100.000 kr. til 670.000 kr. om året. – Engelske tandpatienter er de patienter, der klager mest i hele verden kun overgået af de israelske. Og jeg kender ingen private tandlæger, der ikke går meget langt for at klare klagerne internt. Vi bygger simpelthen omlavninger ind i prisen med ca. 10 %, fortæller han.
Service fylder i det hele taget meget på hans klinik. Om det er at stille op med pink seler for at appellere til børnepatienter, eller det handler om at være til rådighed. På CastleView Dental er telefonen åben syv dage om ugen, året rundt. Også juleaften.
Det er derfor et travlt tandlægeliv, fortæller David Winkler, og pensionen er ikke ligefor. – Jeg kunne aldrig finde på at lade mig pensionere, så længe mine hænder er stabile, mit syn er godt, og jeg er rask. Min plan er at gå ned i tid og på sigt arbejde seks timer om dagen, tre dage om ugen, tre uger om måneden. Det vil give mig tid til at være sammen med mine børn og børnebørn i Danmark, og forhåbentlig vil det forhindre, at jeg brænder ud. Indtægterne fra mine assistenter skal dække de faste udgifter og deres løn, mens det, jeg producerer, skal være min løn, forklarer David Winkler og fortsætter: – Min pension består af den smule, jeg har fra mine arbejdsår i Danmark, og min hustru får måske noget pension fra USA.
Og så må vi se, hvad vi får ud af at sælge klinikken, hvis der altså er en køber på det tidspunkt, fortæller David Winkler, der understreger, at han er tilfreds med det liv, han har, og at han kun har et enkelt ønske: At skifte lejligheden de 27 trin over klinikken ud med en større lejlighed.
David Winklers priser
- Undersøgelse, røntgen og en forebyggende behandling: Ca. 3000 kr.
- Pris for en zirkonium-/MK-krone: Ca. 10.000 kr., når David Winkler laver den. Ca. 7.500 kr., når en af de andre tandlæger på klinikken laver den.
- Rodbehandlinger: Ca. 3.400 kr.-7.800 kr.
- Helprotese: 40.000 kr. hos en tandtekniker.
- Garanti: 5 år, men er fleksibel for at yde en god service
- Ventetid: Ingen