Tandsundhed kan komme i hænderne på kapitalfonde

Tandklinikker i Europa er et brandvarmt investeringsobjekt. Senest har investeringsfonden Investcorp erklæret sin interesse for den tyske tandlægesektor. Den Bahrain-baserede fond, hvis kasse er spækket med oliemilliarder fra rige familier og virksomheder fra Golf-staterne, har allerede taget hul på shoppingturen og sikret sig sin første klinik på tysk jord.

For nogle er det et mareridtsscenarie, hvis den slags fonde får fodfæste i tandsundhedssystemet i Danmark. Men står det til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, skal de være velkomne. Styrelsen vil have et opgør med restriktionerne på ejerskab. Alle og enhver skal kunne eje tandklinikker, lyder det.

– Det er unødvendigt, at det skal være en tandlæge, der ejer majoriteten af en klinik. Så længe det rette sundhedsfaglige personale er ansat, er det tilstrækkeligt efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering, siger kontorchef Louise Kastfelt og understreger, at nye ejere også er bundet af retningslinjer og krav til patientsikkerhed.

Håbet er, at de nye ejere kan opnå stordriftsfordele og drive klinikkerne mere professionelt. Og at det kan føre til bedre service, højere kvalitet og lavere priser.

Nej til spekulation
Ifølge formand for Klinikejerne, Torben Schønwaldt, er ejerskabsregler og øget konkurrence blevet det altdominerende omdrejningspunkt i sundhedsminister Ellen Trane Nørbys (V) arbejdsgruppe, som skal se på en ny model for voksentandplejen.

– Det er mit klare indtryk, at arbejdsgruppen ikke går op i øget kvalitet og bedre tandsundhed, men udelukkende i, hvordan man kan liberalisere mest muligt, siger han.

Arbejdsgruppen barsler med et udspil, som skal præsenteres for partierne. Men spørger man ordførerne udenfor regeringen, er entusiasmen for liberalisering begrænset. Især forslaget om øget adgang for kapitalfonde giver panderynker. – Når det er store virksomheder, som kun opkøber klinikker for at sælge dem videre, så er det spekulation, og det ønsker jeg ikke skal ske med offentlige midler, siger Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, der også advarer mod at gøre patienter til en handelsvare.

Nuværende regler sikrer kvalitet
SF’s Kirsten Normann Andersen mener, at de nuværende ejerskabsregler er vigtige for at sikre kvalitet og faglighed. Selv om hun anerkender, at der kan være gevinster ved stordrift, tror hun ikke, de vil komme patienterne til gode. – Rationalet i udenlandske kapitalfonde, som stikker snablen i den offentlige velfærdskasse, er, at man skummer fløden og sælger videre. Og det gør den næste ejer og den næste også. Og så bliver det en ond spiral, hvor det kan gå galt, og det vil jeg ikke se på tandsundhedsområdet, siger hun.

Samme kritiske toner kommer fra sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. – Jeg har en skepsis i forhold til kapitalfonde. Der er nogle væsentlige værdier forbundet med, at man enten selv driver sin egen forretning, eller at en lille kreds af folk driver en forretning. Det har ordentlighed og kvalitet over sig, siger han.

Gode og dårlige ejere?
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mener til gengæld ikke, man kan skelne mellem tandlæger og kapitalfonde, når det kommer til at eje klinik. – Vi ser dem begge som erhvervsdrivende, der har en – helt legitim – interesse i at tjene penge på deres erhverv. Man kan som tandlæge have alle mulige holdninger til, hvorfor man har det job, man har, og ville tage alle mulige gode hensyn, men det er ikke det afgørende i vores optik, siger kontorchef Louise Kastfelt.

Heller ikke Dansk Erhverv, som repræsenterer tandlægekæderne, mener, der er forskel på, om en tandlæge eller en kapitalfond ejer en klinik. – Det bliver en lidt sjov diskussion, hvor man siger, at nogle private ejere er bedre end andre private. Vi har hverken fordomme overfor den ene eller den anden form for ejere, siger sundhedspolitisk fagchef Katrina Feilberg Schouenborg.

Hun hæfter sig ved, at det på den enkelte klinik skal være en ansvarlig tandlæge, som har det afgørende ord i faglige spørgsmål. Jyllands-Posten beskrev sidste år en sag, hvor en klinikejer-tandlæge i en kæde kom på kant med kædeledelsen på grund af faglige spørgsmål. Tandlægen ville bl.a. afskedige en ansat på grund af fagligt uforsvarligt arbejde, men kædeledelsen satte sig i vejen.

Ser Katrina Feilberg Schouenborg risiko for flere sager, hvor den ansvarlige tandlæge bliver overtrumfet, hvis man lukker mere op for kapitalfonde og andre investorer? – Nej, det har jeg intet grundlag for at sige, svarer hun.

Hæmmer investeringer
Til gengæld mener hun, at nye ejere kan løfte kvaliteten i tandlægebranchen. Bl.a. ved at bruge data, som indsamles på klinikkerne til at sikre bedre behandlinger og mere effektiv drift på tværs af en kæde. Nye ejere kan også frigøre tandlæger fra det administrative arbejde, så tandlæger får mere tid til deres kerneopgave.

Men flere kæder og tandlægesammenslutninger arbejder allerede under de nuværende regler med netop disse tiltag. Så hvordan står de regler i vejen? – Jeg hører fra vores medlemmer, at der er begrænsninger for at investere, når det er tandlægen, som har den bestemmende ret. Fx kan kæderne ikke beslutte, at alle klinikker skal bruge samme datasystem, hvilket besværliggør opsamling af behandlingsdata. Ligesom det begrænser muligheder for at indgå fælles indkøbsaftaler, siger hun.

Samtidig kan nye ejerskabsregler gøre det nemmere at dele personale mellem klinikkerne i en kæde, forklarer hun.

Dominerende kæder
Et andet spørgsmål, der trænger sig på, er risikoen for, at nye investorer bygger kæmpe tandlægekæder, som kan dominere markedet. En problemstilling, der bl.a. optager Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. – Jeg er bange for, at der kan opstå monopollignende tilstande, hvor man bare kan sætte prisen, som man vil, siger hun.

Også førende sundhedsøkonomer – professorerne Jakob Kjellberg fra analysecenteret VIVE og Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet – har peget på risikoen for, at kæder vokser sig så store, at de kan udnytte situationen til at diktere markedet. Et eksempel på den problemstilling finder man i apotekssektoren i Norge, som i dag er domineret af fire store kæder efter en omfattende liberalisering i 2001. Intet tyder på, at apotekerne konkurrerer på prisen.

Forbrugerrådet har fx konstateret, at hovedparten af apotekerne i Norge solgte medicin til højest mulige pris, selv om de havde ret til at sælge den billigere.

Men er dominerende kæder et fænomen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen frygter for på dansk grund? – Det er svært på nuværende tidspunkt at vurdere, hvordan markedet vil udvikle sig. Jeg har ikke nogen mening om, hvorvidt det kan være en reel risiko eller ej, siger Louise Kastfelt fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Hun peger dog på, at konkurrenceloven indeholder et forbud mod, at dominerende virksomheder tager urimeligt høje priser, og fusionskontrolregler kan begrænse kædernes muligheder for at opkøbe sig til betydelig markedsmagt.