"Jeg gik til valg på at samle foreningen. Det, synes jeg, er lykkedes"

Sceneriet er smukt og dramatisk. I baggrunden blå himmel, spredte skyer, bjergtinder. I forgrunden en mand, der sidder og hviler på et klippestykke på kanten af en afgrund. Iklædt fuldt cykeloutfit med hjelm, briller og cykelhandsker.

Manden er Freddie Sloth-Lisbjerg fotograferet på en af hans talrige cykelferier på Mallorca. Billedet fungerer som pauseskærm på hans telefon, og som med det meste andet i hans professionelle og private liv har det en pointe. Billedet skal nemlig være en konstant påmindelse om, at der findes andet i livet end fagpolitik – en påmindelse, der har været brug for en del gange i de syv år, hvor han ud over sit virke som klinikejer i Kolding har stået i spidsen for landets tandlæger.

At det er syv år, hvor ikke bare kalenderen, men også hovedet har været fyldt til bristepunktet med fagpolitik, står klart, da Tandlægebladet møder den afgående formand til en snak om politiske resultater, dilemmaer og svære beslutninger – også dem, der i bakspejlet viste sig at være forkerte.

En samlet forening
Når man spørger ham, hvad der er det vigtigste, han har opnået i sine år som formand, falder svaret prompte:
– Jeg gik til valg på at være den, der samlede foreningen. Det synes jeg er lykkedes. Da jeg tiltrådte, var Tandlægeforeningen stadig i manges øjne en forening for klinikejere. Det er foreningen ikke længere. Det startede allerede med min forgænger Susanne Andersen, og det arbejde har jeg taget videre, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.
Det er vigtigt, fordi det har styrket foreningens stemme og indflydelse, mener han. – Hvis man vil have indflydelse på Christiansborg, hjælper det ikke, at man snakker med fem stemmer. Vi skal tale ud fra fagligheden, ikke økonomien, og det gør vi med langt større overbevisning, når vi er en samlet forening. Hvis nogen skal lytte til os, skal vi først og fremmest være tandlæger, ikke ejere af en klinik eller ansatte det ene eller det andet sted, siger han.

Proaktiv profil
En anden af de forandringer, som han har stået i spidsen for som formand, er ifølge ham selv et skifte til en mere proaktiv profil i medierne.
– Da jeg tiltrådte, var det mit mål, at det skulle være Tandlægeforeningen, journalisterne ringede til, når de skulle have en udtalelse om noget tandlægefagligt og noget politisk på vores område. Og vi er langt mere synlige i mediebilledet i dag, end vi var tidligere, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Alligevel har han gennem alle årene været mødt med et ”umætteligt” krav fra medlemmerne om mere synlighed og skarpere profil. Et krav, der har været tiltagende efter opsagt overenskomst og særlov. Det forstår den afgående formand, men han mener samtidig, at man med en for skarp retorik risikerer at svække sin position.
– En endnu skarpere profil kan betyde splittelse internt i foreningen. Jeg forstår godt, at det umiddelbart kan virke tillokkende at råbe højt i håb om at blive hørt. Men man risikerer at blive skudt i skoene, at man arbejder for økonomisk vinding til klinikejerne. Vi har bevidst fravalgt at diskutere indkomst. Og selv om man skubber patienterne foran, er jeg bange for, at det bliver for nemt gennemskueligt, hvorfor man råber så højt, siger han.

Medlemmernes mandat
Og netop den balanceakt, som det er at skulle navigere krav fra medlemmer og politisk bagland på den ene side og samarbejdet med myndigheder og politikere i bl.a. regioner og på Christiansborg på den anden, har været et dilemmafyldt farvand at bevæge sig i. Det oplevede Freddie Sloth-Lisbjerg bl.a. under forhandlingerne om den nu opsagte overenskomst.
– Jeg havde kontakten til ministeren, og hun gav os et tilbud om en økonomisk ramme, som jeg vidste var det bedste, vi kunne få, men som jeg også vidste, at medlemmerne aldrig ville gå med til. Som formand kommer du ikke som dig selv. Din egen holdning er i princippet irrelevant i den situation. Du kommer på medlemmernes mandat, siger han.

Fagpolitisk debat på Facebook
Når man spørger ham, om der er noget, han fortryder, er svaret umiddelbart nej. Beslutninger træffes altid i en kontekst, som han siger, og som sådan skal de bedømmes. Også når man senere kan se, at tingene udvikler sig anderledes, end man kunne forudsige.

Et af de områder, hvor udviklingen et kommet bag på ham, vedrører den lukkede Facebook-gruppe Tandlæger.
– Jeg og vi i Tandlægeforeningen var nok for sene til at se gruppens betydning som forum for fagpolitiske debatter. Jeg så den mere som et sted, hvor der udveksledes faglige erfaringer, og jeg syntes, at det var for tidskrævende hele tiden at skulle følge med og debattere derinde. Desuden mener jeg, at det er et problem, at selv om mange medlemmer er der og følger med, er det langtfra alle. Det har jeg ikke ændret holdning til, men jeg har flyttet mig i den forstand, at jeg i dag er klar over, at jeg som fagpolitiker er nødt til at være til stede på sociale medier i et eller andet omfang, siger han.

Det er dog med blandede følelser, for selv om han anerkender, at det har bidraget til at styrke den fagpolitiske debat blandt medlemmerne, mener han også, at Facebook og gruppen Tandlæger har en række begrænsninger som politisk debatforum.
– Facebook er ikke en forening. Facebook er ikke demokrati. På Facebook bliver det nemt de hurtige statements i jagten på likes på bekostning af refleksionen. Det bliver flygtigt, og der er mange, der taler, og færre, der lytter. Hvis man skal udvikle fællesskabet, skal man mødes, siger Freddie Sloth- Lisbjerg.

Et tog, der kørte
Netop ønsket om at udvikle et fællesskab er baggrunden for, at han sammen med 15 tandlægekollegaer har stiftet tandlægesammenslutningen Harald.
– Da kæderne for et par år siden for alvor begyndte at lave opkøb i branchen, havde jeg som mange andre fornemmelsen af, at der var et tog, der kørte, som man skulle skynde sig at hoppe med på, hvis ikke man ville stå tilbage på perronen. Jeg kunne se, at der var brug for samarbejde, og da jeg synes, at det bør være tandlæger, der ejer klinikker, var Harald-modellen løsningen for mig.

Beslutningen har dog ført til en del kritik fra flere sider. For kan en formand for Tandlægeforeningen være med i en kæde – eller en tandlægesammenslutning, som Harald betegner sig selv? Ja, mener Freddie Sloth-Lisbjerg – ikke overraskende. For en formand for Tandlægeforeningen har en klinik eller en ansættelse ved siden af formandshvervet, og man skal derfor uanset hvad kunne jonglere flere kasketter. Han gjorde sig dog overvejelser om timingen.
– Jeg kunne have ventet, til jeg ikke længere var formand, med at realisere idéen, men jeg syntes, at det ville være forkert at spille med lukkede kort, når nu beslutningen var truffet. Jeg er mere til åbenhed, og jeg står gerne på mål for det her, siger han.

Sort hul
Det er næsten ikke nødvendigt at spørge den afgående formand, om han kommer til at savne at sidde i formandsstolen. For har man set Freddie Sloth-Lisbjerg lede et møde, læst hans ledere eller oplevet ham på en talerstol, er man ikke i tvivl: Han kan lide at sidde for bordenden. Og at han nu overlader førertrøjen til en anden, sker kun, fordi hans periode ifølge vedtægterne slutter nu.
– Helt ærlig: Jeg frygter at falde i et sort hul. Jeg har elsket at være formand, og det ærgrer mig da,at jeg skal forlade arenaen netop nu, hvor der sker så mange store og vigtige ting inden for tandplejen, siger han.

Det, han kommer til at savne, er ikke magten, som han siger. For som formand har man ikke magt, man har indflydelse, mener han. – Som formand handler det ikke om at gennemtvinge dine egne synspunkter, men om at få alle til at spille sammen om at skabe noget i fællesskab. Det er i dialogen, du får din legitimitet. Det er den del, der er rigtig sjov. Og det er det, jeg for alvor kommer til at savne, siger han.

Til gengæld får han nu mulighed for at bruge mere tid med sin familie, som mange gange igennem de sidste syv år har måttet se sig nedprioriteret til fordel for et møde, en rejse, en telefonsamtale eller blot oplevet fraværende mand, far og bedstefar, der havde tankerne et andet sted. Og turene på cyklen bliver også flere.

Og dog. For Freddie Sloth-Lisbjerg slipper ikke helt. Den afgående formand har nemlig besluttet at stille op til hovedbestyrelsen ”for at bygge bro og sikre, at der stadig er en midtsøgende stemme”, som han siger.

Så hvis repræsentantskabet på hovedgeneralforsamlingen vil det, bliver han siddende – selv om han fremover må overlade bordenden til en anden.