Tandlæger uden for særloven kan snart tegne regresforsikring

Net

Det bliver om kort tid muligt for medlemmer af Tandlægeforeningen, der arbejder uden for særloven, at tegne en regresforsikring, der dækker krav fra regionerne på betaling af erstatninger og udgifter til tandskadeerstatninger over 10.000 kr. Det er Tryg, der tilbyder forsikringen, og den er resultatet af længere tids intenst arbejde i Tandlægeforeningens Praksisforsikringsudvalg, fortæller formand, Henrik Nielsen. Detaljerne er endnu ikke helt på plads, men det ser ud til at være en meget tilfredsstillende aftale for alle tandlæger, som Henrik Nielsen formulerer det.

– Vi er meget glade for, at det er lykkedes at lande den her aftale. De tandlæger, der siden 1. juni har været i risiko for et regreskrav fra regionens side efter en erstatningssag, vil få en tryggere hverdag med sådan en forsikring, siger Henrik Nielsen, og understreger, at den er resultatet af et godt samarbejde med Tryg generelt.

• Forsikringen vil kunne tegnes i løbet af kort tid, formentlig til årsskiftet

• Den årlige præmie vil formentlig være i omegnen af 25.000 kr. pr. tandlæge (+–)

• Forsikringen får ingen selvrisiko

• Forsikringen vil kun kunne tegnes af medlemmer af Tandlægeforeningen.

Vi er meget glade for, at det er lykkedes at lande denne aftale

HENRIK NIELSEN, FORMAND FOR TANDLÆGEFORENINGENS PRAKSISFORSIKRINGSUDVALG