Det skal du vide om smerter i kæbeleddet

SYMPTOMER

Smerte (artralgi) fra et normalt, sundt kæbeled:

• Er lokaliseret til kæbeledsregionen og opstår i forbindelse med underkæbebevægelser 
• Kan udløses eller forværres ved tygning 
• Opleves som skarp, pludselig og intensiv
• Aftager, så snart kæben genindtager sin naturlige position
• Kan opleves som smerte i øret
• Smerten stammer fra nociceptorer i blødtvævet omkring leddet, fx i ligamenterne i discus og ledkapsel. Når nociceptorerne pludselig aktiveres ved en bevægelse af underkæben, ophører bevægelsen omgående (nociceptiv refleks).

Hvis nociceptorerne derimod aktiveres gentagne gange over en længere periode (kronisk kæbeledssmerte), bliver underkæbebevægelsen indskrænket, og patienten bliver meget forsigtig.

Smerte fra et sygt led, hvor inflammationen har ført til destruktion af kæbeleddets strukturer:

• Er lokaliseret til kæbeledsregionen
• Er konstant og forværres af underkæbebevægelser
• Kan opleves som smerte i øret
• Denne smerte kommer ikke kun fra nociceptorer i blødtvævet, men også fra nociceptorer i det subartikulære knoglevæv, fordi nedbrydningen af ledfladerne har medført blotlæggelse af knoglevævet.

DIFFERENTIALDIAGNOSER

• Synovitis/kapsulitis
• Retrodiskitis (inflammation i discus' bageste senefæste
• Kæbeledsartritis
• Reumatoid artritis
• Psoriasisartritis
• Urinsyregigt (podagra, optræder hyppigst i storetåens led, men kan også forekomme i kæbeleddet)
• Traumatisk artritis
• Infektiøs artritis
• Kæbeledsartrose (degenerativ ledsygdom)
• Temporalistendinitis

UDREDNING

Diagnostikken baseres på symptomer og kliniske fund. Kun ved reumatoid artritis, psoriasisartritis og urinsyregigt findes sygdomsspecifikke fund (blodprøver).

Udredningen omfatter:

1. Udførlig anamnese med karakterisering af smerten (lokalisation, intensitet, karakter, varighed, forværrende eller lindrende faktorer).

2. Klinisk undersøgelse af underkæbens bevægelser (bevægemønstre, bevægelsesindskrænkninger).

3. Palpation af kæbeled og tyggemuskler med henblik på smerte og ledlyde.

4. Undersøgelse af okklusion og artikulation.

5. Intraoral inspektion af tænder og slimhinde.

6. I 2014 blev der publiceret et opdateret diagnosesystem for TMD, som kaldes Diagnostic Criteria for Temporomandibular Disorders (DC/TMD).

Kriterierne for artralgi er ifølge DC/TMD:

Anamnestisk oplysning om smerte i kæben, tindingen, øret eller foran øret inden for de seneste 30 dage i relation til underkæbebevægelse, funktion (såsom tygning, gabning) eller parafunktioner (tænderskæren, tandpres, tygning af tyggegummi).

•  Undersøgeren kan bekræfte, at smerten er lokaliseret til kæbeledsregionen.
   
•  Smerte fra kæbeleddet ved mindst et af følgende:
  - Palpation af den laterale pol (0,5 kg tryk) eller omkring den laterale pol (1 kg tryk).
  - Smerte fra kæbeleddet ved underkæbebevægelser, dvs. ved maksimal gabning, sidebevægelse eller protrusion.
  
  

BEHANDLING

Behandlingen bør altid indledes med omhyggelig information til patienten om tilstanden og dens prognose samt rådgivning om egenomsorg.

Behandlingen har til formål at berolige patienten, lindre smerten og reducere eventuel inflammation samt derefter at forbedre funktionen og reducere risikoen for recidiv.

•  Egenomsorg: Fx analgetika samt afslapnings- og bevægeøvelser.
•  Farmakologisk behandling: Smertelindring (paracetamol, NSAID) og anti-inflammatorisk behandling (glukokortikoid, injiceres i kæbeleddet, for tiden ikke aktuelt i almenpraksis).
•  Okklusal terapi: Behandling med bidskinne, som ofte har en god effekt ved artralgi ved at aflaste kæbeleddene.
•  Okklusal korrektion: Beslibning af tænderne. Indgrebet er irreversibelt og bør undgås i det akutte stadie ved artralgi eller kæbeledsartritis. Derimod kan okklusal korrektion være relevant ved langvarig artralgi efter traumer eller inflammatorisk sygdom.

OPFØLGNING

Prognosen for artralgi er sædvanligvis god. De fleste patienter opnår god effekt af behandlingen, men undertiden kan det være nødvendigt at kombinere flere behandlingsalternativer. Prognosen kan være dårligere, hvis artralgien er associeret til en almensygdom som fx reumatoid artritis, psykosociale tilstande såsom depression, langvarige smerter samt forekomst af smerte i andre regioner. Hvis der ikke ses tilstrækkelig behandlingseffekt efter 3-6 måneder, kan det være relevant at henvise patienten til en kollega med særlig erfaring inden for området.