Vil dine patienter forhandle pris?
Anne Dan, Brønshøj
– Jeg har haft to patienter, der begge gerne ville forhandle prisen på et eftersyn og en tandrensning. De sagde ikke direkte, at det var, fordi de havde set Tænks kampagne, men jeg kunne ligesom fornemme det. – Det var lidt akavet for begge parter . Jeg tror, at patienterne syntes, det var lidt pinligt. Og der kom jo ikke noget ud af det.
– Mest bliver jeg dog ked af det, fordi vi bliver hængt ud som dyre og griske på et forkert grundlag. Udstyr, materialer og alt muligt andet er jo blevet dyrere i perioden. Selvfølgelig bliver vores priser også højere. Det er jo ikke så mærkeligt.
Ann-Mari Koch Holm, Sorø
– Der har været en håndfuld inden for de seneste par uger, der har forsøgt at få rabat. Det var ret tydeligt, at de var blevet opfordret fra anden side til at stille spørgsmål. – Jeg synes egentlig, at det er fint, at patienter spørger til prisen. Men det er problematisk, hvis det er ligesom hos en brugtbilsforhandler eller på et kræmmermarked .
– Det er et problem, at Forbrugerrådet Tænk fremlægger misvisende og fordrejede tal. Det er klart, at det bliver dyrere at gå til tandlæge, når tilskuddet fra det offentlige bliver mindre – og med det pres, der har været i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i foråret. Det har jeg også talt med mine patienter om – også dem, der har pruttet om prisen, og så er de meget forstående.
Per Bergmann, København
– Jeg har ikke haft nogen patienter, der ville forhandle for nylig. Vi har da oplevet tidligere, at nogle patienter har forsøgt at forhandle pris, men det er ikke noget, der fylder særlig meget hos os.
– Det er helt naturligt, at Forbrugerrådet Tænk vil prøve at hjælpe forbrugere med at få tingene billigere. Men Tænks udgangspunkt er helt forfejlet , for sundhedsydelser og forbrugsvarer er to forskellige ting. Så Tænk går skævt på det og drager derfor også forkerte konklusioner, fordi man ser tandlægeydelser som en kommerciel vare. Det er grundlæggende fint at hjælpe forbrugerne, men sammenligningsgrundlaget er forkert – en krone er ikke bare en krone.