Er det i orden at bygge en kampagne på misvisende tal?

Det fik mange tandlæger op af stolen, da Forbrugerrådet Tænk i august lancerede en kampagne med overskriften ”Du betaler kassen hos tandlægen”, der opfordrede folk til at prutte om prisen, fordi tandlægepriserne ”er tordnet i vejret”.

Priserne på tandbehandlinger har imidlertid fulgt den generelle lønudvikling i regioner og kommuner i perioden, og Tandlægeforeningen var derfor straks ude med en kritik af, at Tænk sammenligner æbler og pærer. Det ville give et mere retvisende billede, hvis man sammenlignede med prisstigningen på andre tjenesteydelser, som i øvrigt er steget på samme niveau som tandlægepriserne, mener foreningen.

Hvorfor vælger Tænk at bygge en kampagne på en sammenligning af prisudviklingen på områder, som ikke kan sammenlignes? Tandlægebladet forsøger her at få svar.
 

I skriver, at ”tandlægepriserne er tordnet i vejret” og steget med 56 % fra 2002-18, mens forbrugerpriserne i samme periode kun er steget 28 %. Hvorfor sammenligner I prisen på tandlægeydelser med prisen på forbrugsvarer og ikke øvrige tjenesteydelser?

– Det gør vi, fordi hovedfokus for vores kampagne sådan set slet ikke er prisstigningerne. Når vi har taget udgangspunkt i en nyhed om prisstigninger, er det, fordi vi gerne vil åbne forbrugernes øjne for, at de skal interessere sig for priserne, fordi der er noget at komme efter. En sammenligning med forbrugerpriser er lettere for en almindelig forbruger at forholde sig til. Vi blev inspireret af en nyhed i foråret fra Danmarks Statistik, der også synes, at det er en interessant sammenligning, hvis man skal have et indtryk af udviklingen. Men selve størrelsen af prisstigningerne har ikke været vores hovedfokus.

Fra januar 2008 til juli 2018 er tjenesteydelser generelt steget 28 %, mens tandlægeydelser er steget 24 %, samtidig med at tilskuddene er reduceret betydeligt. Hvis det ikke er prisstigningens størrelse, der er jeres fokus, ville det så ikke have været et mere rimeligt tal at gå ud med?

– Det er et rigtig godt eksempel på, at det er en perfekt måde at aflede interessen fra en kampagne på at begynde at slås om tal. Vores ønske er ikke at skændes om statistik. Vi vil gerne sige til forbrugerne, at de skal forholde sig aktivt til tandlægepriserne. Man kan altid finde det sammenligningsgrundlag og tal, der understøtter ens egen sag. Og det har I så gjort. Vi har lænet os op ad tal og sammenligninger fra Danmarks Statistik.

Men bliver det ikke netop en krig om tal og udlægninger, når I udvælger de tal, der underbygger jeres kampagne om, at tandlægepriserne er tordnet i vejret – når andre tal siger det modsatte?

– Det er da rigtig ærgerligt, at Tandlægeforeningen har syntes, at det vigtigste i denne sag har været at diskutere noget statistik i stedet for at forholde sig til hovedbudskabet; nemlig, at forbrugerne skal have bedre mulighed for at vælge tandlæge på baggrund af klare priser og kvalitetsparametre – og gøre en fælles indsats for at forbedre det.

Men hvorfor så ikke sammenligne tjenesteydelser med tjenesteydelser?

– Det er I velkomne til at gøre.

Hvorfor gør I det ikke?

– Vi har brugt et tal, der var let for forbrugerne at forholde sig til; nemlig, at tandlægepriserne over de seneste 16 år er steget mere end inflationen. Hvis man begynder at udvælge specifikke priser og sammenligningsgrundlag, så begynder det at flimre lidt.

I bruger vendinger som ”tordnet i vejret” og ”du betaler for meget for at gå til tandlæge”. Hvis man sammenligner med andre sundhedstjenesteydelser som fysioterapeut, dyrlæge og privatpraktiserende læge, så ligger prisstigningerne over de seneste 10 år på linje med tandlæger. Ville det ikke have været mere rimeligt at sammenligne med disse tal i jeres kampagne?

– Det kommer jo an på, hvad ærindet er. Hvis det er at diskutere, om priserne er rimelige eller ej, så kan du have ret. Men vores ærinde har været at få forbrugerne til at forholde sig aktivt til, at der er nogle tandlægepriser, som de bør forholde sig til.

Hvorfor har I så ikke inddraget andre former for tjenesteydelser i jeres kampagne – og set på priserne over en bred kam frem for at fremhæve tandlægerne?

– Fordi tandlægeregninger spiller en større rolle for den gennemsnitlige forbruger. Vi går alle løbende til tandlæge, og derfor er det vigtigt, at vi er klar over, at tandlæger er private erhvervsdrivende, der selv sætter deres priser på en række ydelser. Og på det punkt adskiller tandlægeydelser sig fra en række andre tjenesteydelser, fordi de rammer en større gruppe forbrugere. Samtidig kan vi se, at mange opfatter tandlæger som en del af det offentlige sundhedsvæsen. Og at der er en respekt for den hvide kittel, der betyder, at mange formentlig ikke udfordrer priserne.

Med den nye særlov er tilskuddet til tandlægeregningen skåret med 17 % og forbrugernes andel af betalingen jo derfor også steget tilsvarende – er det ikke rimeligt at medregne, når man sætter fokus på prisstigninger?

– Det er selvfølgelig en helt relevant diskussion at rejse i samfundet. Men det er ikke noget, Forbrugerrådet Tænk går ind i. Vi forholder os principielt ikke til velfærdsydelser. Vores primære formål med kampagnen er at klæde forbrugerne på til at agere på markedet, som det ser ud i dag. Det andet er en politisk diskussion, der hører til i Folketinget.

Hvis I ønsker at sikre forbrugerne bedre priser og forhold, er det så ikke politikerne og ikke tandlægerne, I skulle rette pilen mod?

– Det kan jeg godt forstå, hvis I vil gøre – eller hvis nogle partier eller borgere vil gøre. Forbrugerrådet Tænk arbejder principielt ikke med spørgsmål om størrelsen på velfærdsydelser, da vi har fokus på de områder, hvor vi kan styrke forbrugernes handlekraft i en købssituation. Det er ikke, fordi jeg vil afvise relevansen af dit spørgsmål, men det er ikke noget, vi arbejder med.

Mange tandlæger føler sig hængt ud og mistænkeliggjort med jeres vendinger som priser, der er ”tordnet i vejret” og ”du betaler kassen hos tandlægen.” Er det derfor ikke relevant at se på størrelsen af tilskud og besparelser, når man sætter en specifik faggruppe under lup?

– Vi stiller skarpt på, at forbrugerne skal forholde sig til priser og kvalitet. Vores kampagne er klinisk renset for betragtninger om, hvorvidt tandlæger tager for høje priser eller ej. Det er ikke vores fokus. Men at hjælpe forbrugerne ved at informere om, at tandlægepriser ikke er skåret i granit.

Risikerer man ikke at ende op med en masse skuffede forbrugere, der tror, at alt er til forhandling, og at de altid kan få rabat?

– Vores undersøgelse viser, at syv ud af ti, der forhandler pris hos tandlægen, også får noget ud af det. Og det tyder jo på, at der er noget at forhandle om.

Kan man forhandle prisen på et medlemskab af Forbrugerrådet Tænk?

– Nej, det kan man ikke. Vi har heller ikke noget imod tandlæger, der siger, at de hellere vil konkurrere på faste lave priser fremfor på forhandlede priser. Men vi kan konstatere, at syv ud af ti forbrugere, der forhandler pris, får noget ud af det. Og vores opgave er at klæde forbrugerne bedst muligt på.