I hælene på den nye formand

Susanne Kleist tager imod med et stort smil og et fast håndtryk. Selvom hun kun i få uger har kunnet kalde sig formand for Tandlægeforeningen, virker den 53-årige københavner allerede hjemmevant og godt tilpas i det lille, smukt dekorerede formandskontor på 1. sal i Amaliegade 17.

Vi har fået lov at følge i hælene på Susanne Kleist denne decemberformiddag for at få indblik i en almindelig dag i et ualmindeligt job – og for at blive klogere på, hvem den nye formand er, og hvad hun vil med posten. På dagens to do står bl.a. videointerview, fotosession og hovedbestyrelsesmøde foruden diverse presse- og ad hoc-opgaver.

Hvordan har de første uger været?

– Spændende! Jeg synes stadig, at det er en lille smule surrealistisk, at jeg er blevet formand. De første uger har været fyldt med praktiske gøremål, introduktioner og nedsættelse af arbejdsgrupper. Jeg er startet på en plan for, hvilke mål vi skal nå på den korte bane. Og jeg har aftalt møder med en række sundhedspolitikere, samarbejdspartnere, organisationer og netværk – og alle regionsformænd, da jeg skal rundt i landet i de næste måneder.

Udfordringer motiverer
Susanne Kleist er passioneret og determineret, når hun taler om, hvad hun gerne vil ændre og kæmpe for som ny formand for landets tandlæger – den kun anden kvindelige af slagsen i foreningens 145-årige historie. Udfordringer motiverer hende, fortæller hun. At gøre noget, der ikke virker, bedre. Få løst opgaver og fulgt projekter til dørs.

Og der er nok at tage fat på i den kommende tid: sundhedsreform, folketingsvalg, politisk aftale om fremtidens voksentandpleje og måske forhandlinger om en ny tandlægeoverenskomst.

– Jeg har en klar idé om, hvad jeg gerne vil nå i min formandsperiode på både den korte og lange bane. Den altoverskyggende og vigtigste opgave lige nu er, at vi får stor indflydelse på aftalen om fremtidens tandpleje. Arbejdet i sundhedsministerens dialogforum har indtil nu udelukkende handlet om økonomi og konkurrence, så det er i den grad nødvendigt at få fagligheden tilbage på dagsordenen. Vi starter i januar med at udarbejde Tandlægeforeningens bud på ”Den optimale fremtidens tandpleje”, og jeg håber, at politikerne vil tage imod den med åbent sind.

Hvad er de største udfordringer for tandsundheden i Danmark?

– At der er så stor social forskel. Den høje brugerbetaling skaber stor ulighed: et A- og B-hold, og det kan vi ikke være bekendt i et land som Danmark. Det er en kæmpe udfordring. I processen med fremtidens tandpleje arbejder vi for en ny form for tilskud, der tilgodeser de svageste grupper: de socialt udsatte, de medicinerede og folk med medfødte sygdomme. Vi må ikke tabe de svageste mennesker på gulvet – vi skal holde hånden lidt under dem. Vi ved, at folk i dag har deres tænder i længere tid, og det giver livskvalitet. Munden er den største indgang til resten af kroppen, så hvis der er sygdomme i munden og tænderne, påvirker det hele vores velvære.

Inddragelse og dialog
Vi bliver afbrudt af kommunikationschef Charlotte Bender, der bekendtgør, at det er tid til videointerview. Der skal optages en lille julehilsen fra formanden til Tandlægeforeningens Facebookside og tdlnet.dk.

Susanne Kleist går rutineret til opgaven. Hun får sat microport på den lavendelfarvede satinskjorte og taler sine budskaber igennem et par gange med kommunikationschefen, inden kameraet ruller, og der bliver sagt ”værsgo”. Hun virker fokuseret og professionel. Man kan godt mærke, at hun har prøvet det før.

Susanne Kleist har været fagpolitisk aktiv i Region Sjællands Tandlægeforening (tidligere 2. Kreds) siden år 2000. Hun har været formand for klinikejerne i fem år og blev valgt til hovedbestyrelsen i 2016.

– Mit mål som formand er at samle og lytte. Jeg vil via dialog og samarbejde skabe en stærk forening, indleder Kleist sin julehilsen til medlemmerne, der efter et par takes er i kassen.

Øget inddragelse af medlemmerne er et emne, der ligger Kleist meget på sinde, og som hun i løbet af dagen vender tilbage til igen og igen. Tilbage på kontoret taler vi om, hvordan hun vil sikre, at medlemmerne i højere grad end i dag bliver inddraget og hørt.

– Jeg har en tanke om, at medlemmerne kan deltage i ad hoc-arbejdsgrupper, hvis de brænder for et særligt emne. På den måde kan vi få inddraget og hørt dem, der ikke er fagpolitisk aktive eller ønsker at forpligte sig i en længere periode. Jeg vil også gerne lægge flere spørgsmål ud til medlemmerne via exit-polls – det kunne fx være deres bud på den optimale tandpleje eller syn på gratis tandpleje til unge. Og så håber jeg, at medlemmerne vil kontakte mig, hvis de sidder derude med en god idé eller noget, de brænder for at få sat på dagsordenen.

Formanden har også planer om at tage rundt i landet for at møde medlemmerne og få indblik i, hvad der rører sig i regionerne.

Tid til turnus
Et smilende ansigt dukker op i døråbningen. Det er Joakim Lilholt, direktør i Tandlægeforeningen, der med engagerede armbevægelser fortæller om et spændende møde på Rigshospitalet om kæbekirurgi, han netop har deltaget i. Direktøren og formanden skal have taget nye officielle billeder, men først skal de forberede eftermiddagens hovedbestyrelsesmøde.

– Fagpolitik er noget helt andet end arbejdet som tandlæge, hvor der er mange små projekter. Her er der mere brug for langsigtet, strategisk planlægning. Og der er mange, mange flere møder, reflekterer Susanne Kleist. Hun er rykket ind på direktørens kontor for at vende nogle af de emner, der skal drøftes med hovedbestyrelsen. Tykke lyserøde papmapper fylder kaffebordet. På forsiden af én står ”Fortrolig” med stor, sort skrift. På en anden ”Turnus”. Turnus har været på dagsordenen i årevis uden at være blevet til noget.

Hvorfor tror du, at du kan få søsat ordningen nu?

– Jeg tror, at tiden arbejder med os. Jeg har talt med flere politikere, der er åbne over for det. Og så er vi som stand nok også blevet mere bevidste om, at der mangler kliniske timer på uddannelserne. Mange af de unge, jeg møder, som er nye på arbejdsmarkedet, giver udtryk for, at de gerne ville have haft noget mere praksiserfaring.

Smil, du er på
Fotografen er ankommet, men før de officielle billeder kan skydes, skal der skiftes tøj. Satinskjorte og jeans bliver skiftet ud med kjole og blazer. Joakim Lilholt joker, og der bliver grinet og løsnet op. Billederne skal jo helst ikke blive alt for opstillede.

Formandsjobbet er et fuldtidsjob, men ifølge foreningens vedtægter skal formanden også arbejde som tandlæge ved siden af. Susanne Kleist har siden 1991 ejet Roskilde Tandklinik sammen med sin mand Claus Poulsen.

Hvordan vil du balancere formandsjobbet med dit job som klinikejer?

– Der bliver nok meget arbejde, men jeg tror, at det bliver sjovt. Jeg kommer til at arbejde ca. tre dage om ugen på klinikken i Roskilde og resten af tiden med formandsopgaver, som jo også kan ligge om aftenen og i weekenden. Vi har ansat en tandplejer mere på klinikken, og så må vi se, hvordan det kommer til at gå.

Hvad glæder du dig mest til?

– At se, om projekterne, jeg har sat i gang, vil lykkes. Jeg vil arbejde videre med den brandingindsats, som vi allerede har i gang. Der skal stå respekt om tandlægernes faglighed, og det skal være et kvalitetsstempel at være medlem af Tandlægeforeningen.

Fotosessionen er slut, og det er ved at være tid til frokost. Senere venter hovedbestyrelsesmøde – denne gang med Kleist i formandsstolen for bordenden.