Har du haft mistanke om oral cancer hos en patient?
Hvor ofte står tandlæger over for en patient med mistanke om oral cancer? Og hvordan tager man hul på den svære samtale? Det giver tre tandlæger deres bud på her.
Marie Hoffmann, Værløse
– Ja, et par gange. Lige efter at jeg havde opdaget det hos en patient, var det noget, jeg var meget opmærksom på og stadigvæk er.
Ved mistanke, kaldte jeg dem ind til kontrol 10 dage efter for at se, om det havde forandret sig. Der var én gang, hvor det var forandret, og der tog jeg en kontrol mere og henviste til Rigshospitalet.
Det er klart, at man gør sig nogle tanker om kommunikationen – man vil jo ikke skræmme livet af dem. Jeg forsøger ikke at male fanden på væggen, men prøver at være så ærlig som muligt og fortæller, at jeg henviser dem videre, fordi det kan være oral cancer. Jeg har ikke følt mig dårligt rustet til at tage sådan en samtale. Der er mange svære samtaler hele tiden, det er en del af jobbet, og man lærer at finpudse sin kommunikation løbende.
Pia Simonsen, Holbæk
– Jeg har haft 7-8 patienter med mundhulecancer. Det er noget, man virkelig lægger mærke til. Men selvom jeg har stor respekt for mundhulecancer, er det ikke noget, jeg går og frygter, da jeg altid kigger efter slimhinder under mine undersøgelser.
Jeg har været tandlæge i 40 år, så jeg føler mig efterhånden meget godt klædt på til at tage samtalen med mine patienter. Til gengæld synes jeg, kommunikationen med hospitalsafdelingerne er blevet dårligere. Det er blevet sværere at henvise, og man skal have en helt klar mistanke, før man kan ringe til cancertelefonen. Økonomitravlhed gør, at vi får afvist flere patienter. Jeg har på fornemmelsen, at afdelingerne generelt er belastet, og så bliver patienterne kastebold, og det har jeg det dårligt med.
Ole Sloth Andersen, Sæby
– Ja, det har jeg ved nogle stykker. De gange, jeg har opdaget det, har det været rimelig tydeligt, så det er ikke noget, jeg går og frygter.
Samtalen med patienterne har egentlig været fin. Jeg har forklaret, at jeg har set noget på deres slimhinder, som kan være noget skidt, hvorfor vi skal have det afklaret, og så har jeg henvist dem videre til kæbekirurgisk afdeling. Patienterne har taget det pænt. De er glade for, at man ser det og får dem videre i systemet.
Jeg har siddet i faget i 40 år, så jeg savner ikke noget uddannelse på området, men jeg kan godt forestille mig, at man som ung tandlæge kan synes, at sådan en samtale kan være svær. Da jeg havde min egen klinik, var det også noget, jeg tog løbende op i forhold til, hvad de unge tandlæger skulle gøre.
