40 mio. kr. til socialt udsatte
Regeringen og dens støttepartier har afsat millioner på finansloven til et gratis tandplejetilbud til de mest socialt udsatte.
De mest socialt udsatte kan de næste par år gå gratis til tandlægen. Det fremgår af den finanslovsaftale for 2020, som den socialdemokratiske regering, Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet har indgået.
Der afsættes 40 mio. kr. det første år og 60 mio. kr. årligt i 2021-2023 til at etablere en socialtandpleje i kommunerne. Regeringen har dermed afsat 20 mio. kr. mindre til socialt udsatte end det oprindelige finanslovsudspil, der gik ud på at afsætte 60 mio. kr. årligt fra 2020-2023.
– Jeg er meget glad for, at socialt udsatte får mulighed for at gå gratis til tandlæge, selvom jeg ærgrer mig over, at det er 20 mio. kr. mindre end det, der var lagt op til. For beløbet var allerede i underkanten i det oprindelige forslag, siger Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen.
Paniske og højtråbende
Formanden for Bisserne, Peter Østergaard, vil ikke kommentere på det konkrete beløb, men kalder det gratis tandplejetilbud for banebrydende, og hans vurdering er, at det kommer til at gøre en ”meningsfuld forskel” for målgruppen.
– Det er et vigtigt statement, at tandlægerne får sådan en sag igennem i disse tider, hvor brugerbetalingen er så høj, som den er. Her har vi at gøre med dem, der har det sværest, og nu kommer hjælpen, forklarer Peter Østergaard.
Ifølge formanden for Bisserne bliver udfordringen visitationen – hvem er det, der skal have gratis tandpleje, og hvem er det ikke?
– Vi har at gøre med en patientgruppe, der kan være højtråbende og paniske, så det kalder på meget præcise retningslinjer, også så vi ikke får 98 forskellige måder at gøre det på, siger han.
Samtidig vurderer Peter Østergaard, at pengene på finansloven til de mest socialt udsatte er en oplagt trædesten til at arbejde videre med tilskudssystemet, fordi det vil blive udstillet, at patienterne ikke kan komme videre i systemet pga. egenbetalingen i § 82 og § 82a.
– Vi kan ikke kun tilbyde skadestuetandpleje, vi skal give de her patienter en mulighed ind i sundhedsvæsenet, slutter han.