"Jeg håber, at ministeren har set, at tandlæger ikke bare er krejlere"

Tandlæge John Klos havde gennem Facebook inviteret sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på besøg i sin lille klinik i Nykøbing Falster til en snak om bl.a. særlov, tandlægemangel, tilskud til socialt udsatte og den økonomiske ramme for voksentandplejen. Tandlægebladet var med på klinikbesøg.

guldborgSUND TAND
Tekst: Anne Burlund / Foto: Thomas Nielsen

Bordet i køkkenet er dækket med juleservietter, stempelkaffe og hjemmebagt kage med honning af egen avl.

Den lille klinik guldborgSUND TAND i Nykøbing Falster venter nemlig besøg af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som klinikejer John Klos igennem Facebook har inviteret på besøg til en snak om bl.a. særlov, socialt udsatte og tandlægemangel i Udkantsdanmark.

– Jeg har inviteret ministeren, fordi jeg gerne vil give ham noget at tænke over ved at vise ham hverdagen i en lille klinik i provinsen. Så han med egne øjne kan se, hvad vi og vores patienter kæmper med. Vi har mange socialt udsatte patienter, som vi ikke altid kan hjælpe, som vi gerne ville, bl.a. pga. skæve eller uigennemskuelige tilskudsordninger, forklarer John Klos og fortsætter:

– Og så vil jeg selvfølgelig gerne tale med ministeren om særloven, som er en skamplet! Jeg håber, at han vil få integreret tandlægestanden i sundhedssektoren igen og genoprette tilliden, understreger John Klos, der dog ikke har en forventning om, at ministeren under besøget vil komme med konkrete svar og løfter.

Nu har jeg jo arvet særloven fra min forgænger. Men jeg ser det som en mulighed for at kaste boldene op og se på tingene med friske øjne

MAGNUS HEUNICKE, SUNDHEDSMINISTER (S)

Socialt udsatte vælger tandlæge fra
Dørklokken ringer, og sundhedsministeren og hans pressefolk træder ind i receptionen, hvor John og teamet tager imod og viser gruppen ud i det lille køkken, hvor honningkagen venter.

– Hvor længe har du været her? Og er du ene tandlæge her? indleder Magnus Heunicke og smøger de blå skjorteærmer op, mens John Klos fortæller om klinikken, patientgruppen og hans egen baggrund for at blive tandlæge.

– Da du inviterede mig herned, skrev du, at mange mennesker vælger tandlægebesøget fra pga. sociale udfordringer og økonomien? spørger ministeren.

– Ja, vi har en del patienter, som har mange sociale problemer at kæmpe med. Vi vil jo utroligt gerne hjælpe alle, der har et behov, og det er derfor rigtig træls, når økonomien bliver en afgørende faktor. Nogle af vores patienter har jo ikke engang salt til et æg, forklarer John Klos.

Han fremhæver bl.a. § 82a, der giver kontanthjælpsmodtagere mulighed for tilskud til tandbehandling. Ordningen er god, men fungerer ikke optimalt i praksis, mener klinikejeren:

– Der er mange af vores patienter, der ikke en gang kan betale de 35 % i egenbetalingen efter tilskud. Og så hjælper det jo ingenting.

– Nå, det er der? spørger ministeren.

Han giver flere gange i løbet af samtalen udtryk for, at han er ny på området og gerne vil suge til sig og lære.

Der er mange af vores patienter, der ikke engang kan betale de 35 % i egenbetalingen efter tilskud. Og så hjælper det jo ingenting

JOHN KLOS, KLINIKEJER GULDBORGSUND TAND

Over- eller underbehandling?
Da samtalen drejer ind på den økonomiske ramme for voksentandplejen, fremhæver Magnus Heunicke vores broderland Sverige, der årligt bruger 7-8 mia. kr., mens vi i Danmark kun bruger 1,6 mia. kr.

– Så det er klart, at når vi ikke har et lige så guldrandet system i Danmark, så kan vi ikke gøre alle de ting, vi gerne ville. Men vi sidder lige nu og forhandler om det ift. den kommende finanslov, siger ministeren og fortsætter:

– Nu har jeg jo arvet særloven og overtager al arv og gæld fra min forgænger. Men jeg ser det som en mulighed for at kaste boldene op og se på tingene med friske øjne. Og det har jeg i sinde at gøre.

John Klos får leveret sit budskab om, at særloven er en skamplet, og at den reducerede ramme tvinger tandlægerne til at underbehandle, hvis den skal overholdes, eller hente pengene på de frie ydelser hos patienterne, for at indhente underskuddet på ydelserne.

– Når tilskuddet bliver skåret, så må jeg hente pengene et andet sted, hvis jeg stadig skal betale husleje og mine medarbejdere løn. Det betyder, at prisen på fx en plastfyldning kan blive dyrere, selvom det egentlig er tilskuddet til parodontitisbehandling, der er blevet skåret. Så den ene patient skal betale for, at den andens tilskud er blevet skåret. Det er ikke rimeligt eller logisk, understreger John Klos.

Magnus Heunicke spørger, om det er nødvendigt med samme ramme og lige så mange behandlinger i fremtiden, når danskernes tandsundhed jo kun bliver bedre og bedre?

– Ja, for flere og flere beholder deres egne tænder, og mængden af parodontitis er stigende. Der bliver også flere medicinerede og flere cancerpatienter, der har/får store problemer pga. fx mundtørhed. Så behandlingsbehovet bliver ikke mindre i fremtiden – tværtimod – men det ændrer måske karakter, understreger John Klos.

Rapportsagen
Sundhedsministeren fortæller, at han har kigget på tallene, der førte frem til indgrebet, hvor overenskomsten blev opsagt, og særloven indført.

– De viste, at tandlægerne overskred rammen ret betragteligt hvert år med mange procent. Nu har særloven eksisteret i lidt over et år, og det tyder på, at man holder sig nogenlunde inden for eller lidt over rammen, forklarer Magnus Heunicke.

En påstand, John Klos stiller sig tvivlende over for:

– Vi følger de nationale kliniske retningslinjer, og vi laver de behandlinger, der er sundhedsfagligt belæg for. Den evalueringsrapport fra Sundhedsstyrelsen, der konkluderede, at tandlægerne overbehandlede, var manipuleret for at stille tandlægerne i et dårligt lys op til overenskomstforhandlingerne, så man kunne skære i tilskuddet. En tidligere udgave af rapporten – der blev tilbageholdt og ikke offentliggjort – konkluderede tværtimod, at tandlægerne fulgte reglerne og brugte trafiklysordningen korrekt, understreger John Klos.

Møde med virkeligheden
Efter en halv times snak skæver John Klos ud i receptionen, hvor en af hans patienter, 37-årige Simon Jensen fra Sakskøbing, har taget plads.

Simon Jensen har på trods af sin unge alder svære tandskader pga. alkoholsyndrom, pågående alkoholmisbrug og sociale problemer, og han har sagt ja til, at ministeren må se hans tænder.

John Klos forklarer, at Simon Jensen har mistet mere end halvdelen af sine tænder og lider meget af mundtørhed bl.a. pga. diverse psykofarmaka. Resten af tandsættet er næsten forvitret, hvilket er smertefuldt.

Simon er formentlig berettiget til tilskud, da vi nu ved, at han er førtidspensionist, men han har tidligere udtrykt, at han havde fået afvist tilskud til tandbehandling. Han har ikke ressourcerne til så simple ting som at belyse, om han får et helbredstillæg, eller hvilken type hjælp han får af kommunen.

Simon kommer normalt kun, når han har smerter, så han er en sjælden og ustabil gæst på klinikken.

– Hvad er din drøm for dine tænder? spørger Magnus Heunicke Simon Jensen, der ligger i tandlægestolen.

– Ikke at have ondt og få en protese eller implantater, lyder svaret.

John Klos uddyber, at det ville være det optimale scenarie. Men at det er en væsentlig udgift, og at det vil kræve, at der også bliver sat ind ift. at hjælpe Simon Jensen ud af sit misbrug, da protese og implantater kræver virkelig god hygiejne.

Helproteser er nok det mest sandsynlige og realistiske resultat.

Så den læring, jeg tager med, er, at man skal have mentalt overskud til at kæmpe for tilskud

MAGNUS HEUNICKE, SUNDHEDSMINISTER (S)

Næste patient i tandlægestolen er Ketty Krogh-Christensen på 58 år fra Nykøbing Falster. Efter en cancerdiagnose, efterfølgende stråle- og kemobehandling og i de sidste år levercirrose er alle tænder smuldret væk, og hun er nu i gang med at få gjort klar til helprotese.

– Har du fået hjælp af kommunen? spørger sundhedsministeren.

– Jeg har indtil nu ikke fået nogen hjælp overhovedet og har kun overlevet på min sorte humor! Jeg har søgt om tilskud siden foråret, og det er først nu, at jeg har fået det bevilget, så jeg har selv måttet hive en masse penge op af lommen, der ikke var der, for at få afhjulpet mine smerter, forklarer Ketty Krogh-Christensen.

John Klos forklarer, at i modsætning til Simon Jensen så er Ketty Krogh-Christensen en af de patienter, der på trods af sygdom har overskud til at kæmpe for at få tilskud. Hun har haft det problem, at hun ikke rigtigt passede ind i nogen af de kasser, man normalt skal være i for at få tilskud.

– Så den læring, jeg tager med, er, at man skal have mentalt overskud til at kæmpe for det her, konkluderer Magnus Heunicke.

Håber på ahaoplevelse
Klokken nærmer sig fyraften, og Magnus Heunickes første minister-tandlægebesøg er ved at være ved vejs ende.

Da der er udvekslet håndtryk og høflighedsfraser, og ministerbilen er på vej tilbage til København, gør John Klos status ved køkkenbordet.

– Jeg synes, at ministeren var åben og nysgerrig og prøvede at forstå både vores og patienternes hverdag og problemer. Jeg kom af med mine budskaber og håber, at jeg har givet ham en ahaoplevelse og et andet syn på tandlæger, end at vi bare er krejlere, der gør det for pengenes skyld. Så må vi se, hvad det fører med sig, konkluderer John Klos.