Folketingsvalg:

8 skarpe til Peder Hvelplund, Enhedslisten

Valget er lige rundt om hjørnet. Hvad vil politikerne på tandlægeområdet? Og hvordan vil de fremme tandsundheden i Danmark? Tandlægebladet har spurgt partiernes sundhedsordførere. Læs Enhedslistens bud her.

Peder Hvelplund, Enhedslisten
Foto: Enhedslisten

Hvordan vil I sikre, at der fortsat er tandlægedækning i yderområderne?

– Det handler blandt andet om at skabe ordentlige forhold i landdistrikterne, så det bliver attraktivt at bosætte sig der. Fx at ægtefællen har mulighed for at finde arbejde, og at der er gode transportmuligheder, kulturtilbud m.v. Vi ønsker også at sidestille tandlægeområdet med resten af sundhedsområdet. Vi ønsker at fjerne brugerbetaling og lægge voksentandplejen ind under den offentlige sygesikring. I dag er det jo et liberalt erhverv, og det kan betyde, at det er svært at få tandlæger til at flytte til de områder, hvor indtægtsgrundlaget er lavere, og kundegrundlaget derfor måske er mindre. Så hvis man fjerner brugerbetalingen, fjerner man denne barriere og kan dermed styrke Udkantsdanmark.

Skal der åbnes op for, at andre end tandlæger kan eje en tandlægeklinik?

– Det er vigtigt at fastholde et skarpt sundhedsfokus, så vi mener ikke, at ejerskabsreglerne skal ændres. Vi er bekymrede for kapitalfonde, der primært har fokus på at drive forretning frem for en sundhedsfaglig klinik. Faren er, at der er øget fokus på bundlinjen, og det kan være med til at øge uligheden.

Knap 73 % af danskerne mener, ifølge en Voxmeter-undersøgelse fra 2017, at Danmark bør bruge flere af sundhedsvæsenets samlede ressourcer til offentlige tilskud til tandbehandling. Vil du arbejde for, at der bliver tilført flere penge til voksentandplejen?

– Vi ønsker ikke at omprioritere penge inden for sundhedsområdet – vi vil finde nye penge! Konkret vil vi lægge tandpleje ind under den offentlige sygesikring. Det vil koste 7,4 mia. kr. om året, som vi har finansieret i vores sundhedsudspil. Hvis man ønsker at nedbringe brugerbetalingen, kræver det også, at man tilfører flere penge til området. Men det øgede tilskud skal ikke bare kanaliseres videre til tandlægen, men komme patienterne til gode. Det må være op til aftaleparterne i en forhandling at sikre, at det også sker.

Skal unge op til 24 år tilbydes gratis tandpleje mod 18 år i dag?

– Vi mener, at det skal være gratis for hele befolkningen at gå til tandlæge, men det er et skridt i den rigtige retning at hæve aldersgrænsen. Samtidig er det vigtigt at lave målrettede tilbud til udsatte grupper, så det forebyggende arbejde foregår flere steder.

Hvordan vil I komme den store sociale ulighed indenfor tandsundhed til livs?

– Vi ved, at der er en enorm social ulighed på tandområdet. Og det er ofte de grupper, der ikke går til tandlæge, der har det største behov. Ubehandlede tandproblemer kan medføre mange andre sygdomme fx hjerte-kar-sygdomme. Ved at fjerne brugerbetalingen får alle råd til at gå til tandlægen. Det vil vi gøre op med ved at målrette en række tilbud til de mest udsatte grupper.

Danskerne i dag betaler omkring 80 % af tandlægeregningen selv. Skal det være billigere at gå til tandlæge – og hvordan?

– Ja! Tandlægeområdet skal ind under den offentlige sygesikring. Det vil koste 7,4 mia. kr. om året at fjerne brugerbetalingen helt – det er vores langsigtede mål, som vi har finansieret i vores sundhedsudspil. Det er helt urimeligt, at der er forskel på, om man knækker en tand eller brækker et ben. Der ligger også en stor gevinst i at forebygge frem for at helbrede, da det mindsker udgifter i sundhedsvæsenet.

Ift. arbejdet med den nye model for voksentandplejen: Vil I fortsat prioritere det arbejde, hvis I kommer i regering?

– Ja, helt sikkert! Vi har forsøgt at præge området mest muligt og vil også være interesserede i at sidde med ved bordet efter et valg.

Vil I stadig lægge vægt på, at priserne og tilskud til ydelser til voksentandplejen baseres på en overenskomst mellem Tandlægeforeningen og det offentlige?

– Ja! Det langsigtede mål er at få området ind under det offentlige sundhedsvæsen. Men så længe vi har private og offentlige klinikker, må det være op til aftaleparterne at blive enige om en overenskomstaftale.