Ønsker du en ny overenskomst for voksentandplejen?
Hvis det står til de politiske partier, skal rammerne for tilbuddene i voksentandplejen igen fastlægges gennem en overenskomst. Men hvad synes I? Vi har spurgt tre tandlæger.
Leila Seidelin Bache, Holbæk og Frederiksberg
– Nej, det ønsker jeg ikke. Jeg synes, hverken særlov eller overenskomst giver mening. Det forbedrer ikke tandsundheden, og fordelingen af tilskud øger den sociale ulighed. Alle får lige meget, men alle har ikke brug for lige meget. Hvis jeg kunne bestemme, ville patienten komme i fokus og ikke økonomien. Vi skal have tænder og mund tilbage i kroppen, så tandlægen kan leve op til sit faglige og menneskelige ansvar gennem et større spillerum, ikke ved at blive gjort hovedansvarlig for økonomi og blive mistænkeliggjort . Jeg vil helt sikkert have det her i baghovedet, når jeg skal sætte mit kryds ved folketingsvalget. Men det er svært. Det er lidt pest eller kolera.
Henrik Ove Jensen, Odense
– Ja, det gør jeg. Men hvis man ikke vil give de 300 mio. kr. tilbage, skal vi ikke have en ny overenskomst. Vi skal ikke bukke nakken, men vi skal fastholde vores værdighed og sige nej. Det her handler ikke om penge for ministeren. Det er en personlig vendetta og en tvangstanke om, at vi tjener for meget. Man har lige givet milliarder af kroner til vejbaner og jernbaner, og lægerne fik også masser af penge, så det her er jo peanuts. Udviklingen i branchen tager jeg med, når jeg skal sætte mit kryds. Men jeg aner ikke, hvor jeg skal sætte det. Jeg vil vædde med, at 90 % af tandlægerne har stemt på regeringen, og så dolker de os. Jeg fatter det ikke. Det er så pivhamrende åndssvagt.
Niels Bahn Christensen, København
– Ja, som tandlæge uden for særloven er vi den gruppe af tandlæger, der har mest at vinde, men det er et ja med store forbehold. Hvis der skal komme en ny overenskomst, skal det være en ren økonomisk ramme uden faglig indblanding, og der skal tilføres væsentlig flere midler til rammen. Afregningen af tilskuddet skal være et mellemværende mellem det offentlige og patienten, så patienten får øjnene op for, hvor lavt tilskuddet er. I virkeligheden varetager vi nogle forhandlinger mellem det offentlige og patienterne, og på den måde får vi ikke aktiveret patienterne i kampen om deres eget tilskud. Jeg er med på, det ikke er så realistisk. Men så må vi stå sammen som stand og værne om vores faglighed og folkesundheden.
